P.W. Lindholm, Peter William Petersen Lindholm, 22.5.1856-9.9.1934, lærer, skolehavekonsulent. Født i Torsplet, Toftlund sg, død i Kbh. (Vor Frels.), urne på Bispebjerg kgd. L. blev dimitteret fra Jelling seminarium i 1881, var fra 1881-85 lærer ved Landerupgård opdragelseshjem og 1885-1921 lærer ved Københavns kommunale skolevæsen. L. ønskede at også byernes unge gennem iagttagelse og arbejde skulle lære naturen at kende. På en studierejse blev han inspireret af de skoler han så i Steiermark i Østrig, og stiftede sammen med andre lærere, havebrugsfolk og interesserede Foreningen skolehaven i 1903 der til formål havde at vække og vedligeholde interessen for skolehavesagen i byerne og på landet. L. deltog i foreningens ledelse til sin død, anlagde Kbh.s første skolehave i 1904 - landets første var anlagt i 1903 - var skolehavekonsulent, tilrettelagde kurser i skolehave-gerning for lærere og holdt med entusiasme foredrag herom rundt i landet. L. skrev desuden en række artikler om skolehavearbejde i Vore Børn, udgav Beretning om Foreningen "Skolehaven"s 20 Aars Virksomhed fra 1903-23, 1923, og en række mindre skrifter om skolehavearbejde. - Skolehavearbejde var for L. et redskab i opdragelsen af de unge. Det legemlige arbejde i fri luft befordrede de unges sundhed, havearbejde stimulerede til flid og gode arbejdsvaner, og dyrkning af blomster virkede æstetisk udviklende. I skolehaven fandtes desuden anskuelsesmidler til næsten alle skolens fag. Og endelig kunne havens produkter bidrage til elevens husholdning hvad yderligere understregede havearbejdets betydning og nytte.

Familie

Forældre: gårdejer Anders L. (1825-1905) og Bodil Marie Bundesen (1822-1902). Gift 14.7.1886 i Høve ved Skælskør med Rigmor Theodora Christensen, født 12.2.1865 i Høve, død 30.6.1942 i Gentofte, d. af lærer Jens C. (1813-92) og Susanne Marie Brammer (1826-90).

Udnævnelser

R. 1928.

Ikonografi

Mindesten i Kløvermarkens skolehave 1936.

Bibliografi

Lærerne og samf., red. Carl Poulsen og W. Th. Benthin III, 1913 656f. K. H[aunsø] i Kbh.s kommuneskole XIX, 1926 201-03. Jørgen Jørgensen i Folkeskolen LI, 1934 665f. Beretn. om skolehaver i Danm. gennem 60 år, 1963.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig