Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stinus Nielsen

Oprindelige forfattere MeHa og AlJoh

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Stinus Nielsen, Stinus Christian Nielsen, 5.11.1902-14.9.1997, lærerforeningsformand. Stinus Nielsen tog lærereksamen fra Vordingborg seminarium 1927 og blev samme år ansat ved Vordingborg skolevæsen, senere tilknyttet seminariet som praktiklærer og fra 1939-54 forstander ved Vordingborg handelsskole. Indtryk af tyvernes store lærerarbejdsløshed vakte i seminarietiden Stinus Nielsens interesse for organisationsarbejdet. Som formand for Danmarks lærerforenings vikarkreds kom han 1932 i hovedstyrelsen. Her gjorde han sig sådan gældende på poster som hovedkasserer og næstformand, at han 1956 valgtes til formand som afløser af Niels Nielsen, Overlund. 1954 havde Stinus Nielsen overtaget formandsposten i Lærerstandens Brandforsikring hvor han fik en rig tumleplads for sit forretningstalent og sine betydelige administrative evner. Han fortsatte som formand til 1988. Det betød en opblomstring som gav mulighed for en udvidelse af lærerforeningens og brandforsikringens traditionsbestemte understøttelsesarbejde for lærerenker, svage og gamle kolleger, som resulterede i etableringen af rekreationshjemmet Sixtus og plejehjemsinstitutionen Teglgården – et blivende udslag af en formandspersonligheds sociale engagement. Men det er som lærerforeningsformand gennem 16 år Stinus Nielsen udfoldede sin personlighed rigest og satte de dybeste spor. Allerede den måde hvorpå han klarede skolelovsforligets skær 1958 gav tydelige varsler om taktisk begavelse, udfarende kraft og beslutsomhed. Varslerne slog ikke fejl. På alle foreningsfelter, det løn- og arbejdsmæssige, det pædagogiske og det organisatoriske fulgte Stinus Nielsen en eksplosiv samfundsudvikling op og engagerede foreningen i dynamiske initiativer. På løn- og arbejdsområdet kan nævnes lønningsloven af 1958 og deltagelsen i det store kommissionsarbejde, resulterende i tjenestemandsloven af 1969 som medførte et nyt lønsystem og gav DLF status som centralorganisation; endvidere arbejdet i det tjenestetidsudvalg som 1961 gjorde op med lærernes fra 1814 arvede 36 timer og satte katedertimetallet til 32 – ved en senere revision 1970 reguleret til 27.

Også på det pædagogiske område udløste udviklingen et livligt foreningsengagement. Strukturdebatten i 60erne løb videre efter mønstret udvidet undervisningspligt, enhed og lighed højere op i skolebilledet og tilvalg efter svensk mønster. På den baggrund tog DLF 1966 et skolepolitisk initiativ med udsendelsen af Folkeskolen – et oplæg til debat som udstak retningslinjer og forudsætninger for en udvikling hen mod en tiårig enhedsskole. Hovedlinjerne i dette oplæg blev stort set fulgt i det af regeringen fremlagte nipunktsprogram 1969. På det internt organisatoriske område satte Stinus Nielsens ledelse sig imponerende spor i opbygningen af foreningens domicil med tilhørende sekretariat og i erhvervelsen og indretningen af kursusinstitutionerne Skarrildhus og GI. Avernæs. Der var ikke altid enighed om foreningsinitiativer under Stinus Nielsens lederskab. Ejendomserhvervelserne affødte skumlerier. Holdningen til udvidet undervisningspligt og enheden i læreruddannelsen skabte i 60erne hård blæst om foreningen. Men modstand skræmte aldrig Stinus Nielsen og hans position styrkedes, efterhånden som udviklingen gav ham ret i hans dispositioner.

Stinus Nielsens foreningsvirke rakte ud over landets grænser. Han havde inspirerende indflydelse på nordisk plan gennem Nordiske læreres samråd, og han skabte med sin aldrig svigtende hengivelse til "den åbne dørs politik" frugtbare forbindelser til flere østeuropæiske lærerorganisationer. Gennem årene kom der til at stå nimbus om Stinus Nielsen som forhandler. Det hang sammen med hans viden om løn- og skolepolitiske forhold helt ind i de dunkleste krinkelkroge og med hans legendariske hukommelse og enestående personkendskab og med en robust sjæls- og legemsstyrke som tillod ham utrættet at afvente det psykologisk gunstige øjeblik hvor en langtrukken forhandling gik ind i en afmatningsfase. Så var han parat med et udspil. Stinus Nielsens personlighed havde flere facetter end organisationsmanden. Han var udadvendt og dus med sin tids rørelser. Men han var også rodfæstet i dyb interesse for historie, kultur og kunst, og som en arv fra sin opvækst i Lemvig – det indremissionske kraftcentrum – kunne han trække på et fond af bibelcitater og salmevers. Stinus Nielsen markerede sig gennem 16 år – en formandsperiode som kun én formand i DLF, foreningens første, Emil Sauter kommer op på – som en af sin samtids største organisationsformænd. I DLFs 100-årige historie er han ubetinget den farverigeste og mest dynamiske. Stinus Nielsen blev ved sin afgang dekoreret med kommandørkorset og foreningen hædrede ham med udnævnelsen til æresmedlem.

Annonce

1997 kom erindringsbogen Mit liv i skolen.

Familie

Stinus Nielsen blev født på Englund, Hove sogn, ved Lemvig; begravet på Vordingborg gamle kirkegård.

Forældre: landmand, senere gårdejer Christian Peter N. (1860-1936) og Bodil Thøgersen (1858-1935). Gift 3.11.1929 i Korsør med pianist Ketty Beckwith, født 27.7.1904 i Korsør, død 2.6.1990, d. af kaptajn i DSB Alexis B. (1876-1959) og Karen Holten (1880-1966).

Udnævnelser

K. 1971.

Ikonografi

Tegn. af H. Bendix udst. 1963, af Ivan Opffer, 1970 (Fr.borg) og af H. Lollesgaard (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Folkeskolen, 1962 1783f; 1972 4; 1977 2087. Lærerne og folkeskolen gennem 100 år, red. Ib Koch-Olsen, 1974 280-86.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Albert Johansen: Stinus Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295048