Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Morten Eskesen

Oprindelig forfatter PLM
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Morten Eskesen, 5.1.1826-8.2.1913, lærer, forfatter. Født i Uldbæk, Lyne sg., Nørre Horne hrd, død i Århus, begravet i Kolding. Fra sit 14. til sit 20. år var E. om sommeren ved landarbejdet, om vinteren hus- eller hjælpelærer i sin hjemegn. 1846-48 var han på Snedsted seminarium hvis forstander Ludvig Chr. Müller fik stor betydning for hans udpræget grundtvigske syn på kirke, skole og folk. Efter sin eksamen fik han forskellige lærerkald i Vestjylland og i Bevtoft sogn. 1853-54 forestod han på foranledning af komtesse Emmy Frijs en privat skole for bondeungdom ved Boller, 1854-55 var han lærer ved Hindholm højskole, 1855-56 huslærer hos H. A. Krüger, 1856-58 lærer på Grundtvigs højskole, Marielyst ved Lyngby, 1858-64 ledede han friskole i Rudme, 1864-84 i Odense. E. havde da virket mange steder, og som udgiver af en meget benyttet sangbog og af ugebladet Fylla (1869-76) var han også blevet landskendt – blandt meningsfæller personlig afholdt, dertil anerkendt, måske stundom lidt frygtet for sin forhåbningsfulde, ubetingede hævden af idealerne, i andre, fjernere kredse ofte nok regnet for en type på troskyldig, halvkomisk grundtvigsk fanatisme. Hans sangkompositioner b (80 Melodier, 1890) gjorde god fyldest for hensigten, og som kæmpeviseforedrager kunne det lykkes ham at rive med; men ordet om at vidne i tide og utide tog han for bogstaveligt, og i hans mange og lange digte kunne det værdifulde kun undtagelsesvis bære helheden oppe. Først efter at han havde måttet opgive sin praktiske skolegerning trådte hans egentlige historiske betydning frem, og af nærliggende grunde kunne den først efter hans død påpeges for offentligheden. Med bopæl i Kolding arbejdede han i Sønderjysk samfund for unge sønderjyders ophold på danske højskoler, dels ved at tilvejebringe midlerne i Kongeriget, dels ved at åbne og vedligeholde forbindelserne syd for grænsen; og hans utrættelige rejsefærd op i en høj alder blev en lige så virkningsfuld som stilfærdig dansk agitation. Han var jysk bonde nok til at hans ildhu kunne parres med den nøgternhed og takt virksomheden krævede, ligesom hans nationale livssyn ret beset var fri for al chauvinisme. Et værdifuldt, dog utilstrækkeligt indtryk af hans personlighed som den virkede i senere år, på én gang jævnt og ophøjet, og af de kulturelt betydningsfulde omgivelser hvori den havde udviklet sig får man gennem hans mindebøger.

Familie

Forældre: gårdejer Eske Mortensen (1802-82, gift 2. gang 1864 med Kirsten Jensdatter, 1823-75) og Margrete Pedersdatter (1802-62). Gift 1. gang 13.11.1860 i Asperup med Karen Marie Nielsen, født 25.6.1837 i Vester Egense, Grindløse sg., død 12.3.1865 i Odense, d. af husmand Niels Pedersen (1797-1864) og Kirsten Jørgensdatter (1800-tidligst 60). Gift 2. gang 22.9.1865 i Odense med Anna Katharina Poulsen, født 13.6.1841 i Espe, død 22.3.1905 i Kolding, d. af arbejdsmand Poul Larsen og Karen Jørgensdatter (1809-94). – Farbror til Eske M. E.

Udnævnelser

DM. 1897. R. 1910.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Frode Eskesen, 1887, og af M. D. Krabbe, 1897 (Skibelund efterskole). Litografi af Harald Jensen, 1900. Buste af Carl Martin Hansen, 1904 (Rødding højskolehave 1923). Tegn. af Niels Bjerre. Foto.

Bibliografi

M. E.: Minder og udsigter fra 40 års skoleliv, 1881. For et halvt hundrede år siden, 1901. Mit samliv med Bjørnstjerne Bjørnson og andre oplevelser, 1902. Bølgerne ruller, 1903. På rejse, 1904. Efterhøst, 1906. – M. E.: En bondeslægts kirkebog, 1887 (slægten E.). Bj. Bjørnson m.fl. i Højskolebl. 1906 1-8. Holger Begtrup m.fl. sst. 1913 209-28 239f 253-64. P. Læssøe Muller i Ugens tilskuer III, s.å. 172f. J. N. H. Skrumsager i Sprogforen.s almanak for 1914, 1913 35f. Kl. Berntsen: Erindr, fra barndom og ungdom, 1921 103-09. J. C. Christensen: Fra min barndom og ungdom, 1925 128-31. Kr. la Cour Pedersen: M. E.s saga, 1926. H. P. Hanssen: Et tilbageblik I, 1928 147-54. – Breve i Kgl.bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul Læssøe Müller: Morten Eskesen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289248