Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Joh.C.G. Claussen

Oprindelig forfatter CBuur
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Joh.C.G. Claussen, Johan Christian Gerhard Claussen, 27.12.1750-26.8.1801, lærer. Født i Kiel, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). C. var 1774-81 lærer ved forskellige skoler i Tyskland og Frankrig og uddannede sig derefter ved det nyoprettede seminarium i Kiel. Han opholdt sig så en tid på Brahetrolleborg, hvor Ludvig Reventlow ivrigt virkede for skolernes forbedring, for at lære det danske sprog og blev 1785 skoleinspektør på Ernst Schimmelmanns gods i Jylland. Da Schimmelmann blev formand i den store regeringskommission til de danske skolers bedre indretning blev C. 1790 udnævnt til førstelærer ved skolelærerseminariet på Blågård. Her virkede han fra seminariets åbning 14.3.1791 til sin død, navnlig som lærer i religion og som leder af de kateketiske øvelser. Seminariet i Kiel blev mønster for det på Blågård. Mangelen af optagelsesprøve og hovedstadslivets indflydelse på eleverne i hin klubbernes og drikkevisernes periode skabte seminariet modstandere hvis angreb - også på seminaristernes overvurdering af egen dygtighed - C. dog altid var rede til at imødegå, idet han beråbte sig på gunstige udtalelser fra seminariets venner, fx biskop Balle. C. var en nidkær og samvittighedsfuld lærer, utrættelig og alvorlig i al sin færd. Sammen med sin kollega ved seminariet, forfatteren H. W. Riber, udgav han 1796 1. hæfte af en oversættelse efter C. J. R. Christiani med den for datiden karakteristiske titel: Bidrag til Menneskets Forædling.

Familie

Forældre: smedemester Bernd C. (1716-61) og Maria Margretha Stöltings (1718-66). Gift 26.3.1790 i Blenstrup med Elisabeth Marie Byrum, døbt 14.11.1757 i Ålborg, død 9.12.1839, d. af købmand Christen B. (ca. 1725-60) og Gundel Marie Heug (1735-77).

Bibliografi

J. Jensen: Hist. efterretn. om det blaagaardjonstrupske seminarium, 1841. Joakim Larsen: Den danske folkeskole 1784-1818, 1893 70-88. - Familieoptegn, i Bakkehusets manuskriptsaml.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Buur: Joh.C.G. Claussen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288461