Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J. Símun Hansen

Oprindelig forfatter JDav
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J. Símun Hansen, Joen Símun Hansen, 19.10.1912-3.1.1986, lærer, lokalhistoriker. Født i Klaksvík. H. var i fire år på fiskeri ved Island og Grønland, men blev derefter elev ved Rønde kursus hvor han 1934 tog artium (nysproglig). Indskrevet ved Kbh.s universitet som stud. polit. blev han 1935 cand. phil., men måtte af økonomiske grunde opgive sine planer om akademisk uddannelse og efter endnu et år til søs gå på Færøernes seminarium hvor han 1938 tog eksamen. 1939– 43 var H. lærer på Fugloy, derefter syv år i Kvívík og fra 1950 til 1978 ansat ved skolen i Klaksvík. 1951-66 redigerede han den lokale avis Norðlýsið. H.s lokalhistoriske forfatterskab er ikke begrænset til hans fødeby, men omfatter hele Norðoyar syssel. Under fællestitlen Havið og vit skildrer han den erhvervsmæssige udvikling som i løbet af en menneskealder har gjort Klaksvik til Færøernes næststørste by. I det første bind, Norðoyggja skipa- og handilssøga, 1960, berettes kort og koncist om rederier, skibe, skippere og deres fangster på fiskefelterne i Nordatlanten, mens det andet bind, Minniligir dagar, 1966, giver en bredere fremstilling af bådfiskeriets vanskelige vilkår ved de hjemlige kyster, navnlig de hyppige forlis som havde langvarige følger for befolkningen i de små bygder. Siden 1971 har H. udgivet fem bind af en serie på seks med titlen Tey byggja land, i hvilken han ved hjælp af jordebøger, skifteprotokoller, folketællinger og andre arkivalier fortæller hver enkelt bygds og de skiftende slægters historie i henved 400 år. Et lille afsnit Norðdepil. Eitt 100-ára minni udkom 1966 i særudgave. Sammen med Sámal Petersen har H. udgivet Sangbók. Morgun- og samkomusangir, 1959 (2. forøgede udg. 1968) og Sangbók til skúlabrúks, 1965. 1967 modtog han M. A. Jacobsens hæderspris for faglitteratur.

Familie

Forældre: fiskeskipper Hans Christoffer H. (1877-1943) og Henrikke Sophie Joensen (1878-1957). Gift 12.8.1945 i Klaksvík med Johanne Margrethe Rasmussen, født 2.7.1916 i Kirkja på Fugloy, d. af fisker Martinus R. (1881-1961) og Inger Marie Olsen (1888-1968).

Bibliografi

Lærarafólk i Føroyum 1870-1976, 2. udg., Tórshavn 1978.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Davidsen: J. Símun Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290704