Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Knudsen

Oprindelige forfattere MeHa og UAn

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Erik Knudsen, 27.3.1922-12.11.2007, lærer, forfatter. Erik Knudsen voksede op i et lærerhjem i Slagelse hvorfra han blev student 1940. I gymnasieårene var litteratur-interessen modnet, men hans kunstneriske ambitioner lå dengang inden for tegne- og malerkunsten, således som det kommer til udtryk i digtet Min Lundbyerus. 1941 fik han i tidsskriftet Vild Hvede trykt sit første digt, og snart blev lyrikken det foretrukne medium. Efter studentereksamen kom han på Jonstrup seminarium og tog lærereksamen herfra 1944 for samme år at blive lærer i Tårnby.

Han var i seminarietiden kommet i forbindelse med kredsen omkring Vild Hvede og udgav 1945 sin første digtsamling Dobbelte Dage. Den er skrevet i en traditionel, bunden versstil som allerede i den næste samling Til en ukendt Gud, 1947, er afløst af en farverig ekspressionisme. 1948 offentliggjorde han i tidsskriftet Heretica digtrækken Strofer, grundstammen i den egentlige, lyriske gennembrudsbog Blomsten og sværdet, 1949. Digtene heri, der er skrevet under inspiration af T.S. Eliot, er med deres flertydighed, overraskende ordsammenstillinger, rytmik og musik Erik Knudsens mest levende værk. Allerede i titlen manifesteres den dualisme der var et herskende træk i hele hans fremtræden. På den ene side det vegeterende liv, på den anden side den aktive udfoldelse. En harmonisk enhed opnåede han aldrig, men spændingen, dialektikken mellem de to poler var en frugtbar, omend smertefuld inspiration i forfatterskabet. Han var, ikke mindst i sine tidlige digtsamlinger, en tvivler, og tvivlen ramte endda hans egen metier, det at være digter. I det krav om engagement og handling han holdt frem forblev han til stadighed skeptisk over for digtningens formåen.

Det var egentlig 1940'ernes splittelses- og krisefølelse der dannede baggrunden for hele forfatterskabet. Han var i starten enig med Hereticadigterne i at krigen var eksistentiel, men efterhånden så han den mere og mere som samfundsskabt. 1950 gik han s.m. Sven Møller Kristensen ind i redaktionen af det socialistiske tidsskrift Dialog og blev under Koreakrigen mere og mere politisk engageret. Hereticanerne angreb han i artikler som Ufestlig, ufolkelig, uforståelig, 1951 og Kunst, moral, politik, 1952 (begge optrykt i Galileis kikkert, 1952) – sidstnævnte var et indlæg i en diskussion med Ole Wivel. Sit eget syn på etik og videnskab forklarede han med et citat fra Martin Andersen Nexø: de menneskelige grundspørgsmål løses ikke ved forstanden alene, der må hjerte og medfølelse til. I det hele er Galileis kikkert, der rummer hans vigtigste programartikler fra de unge dage, gennemsyret af varm humanisme og ønsket om at komme i dialog med medmenneskene – også hvis de er modstandere.

Annonce

Efter 1950 at have flyttet lærergerningen til Hørsholm blev Erik Knudsen 1954 højskolelærer på Krogerup hvor han underviste indtil 1982 især i litteratur og teater. Nogle små stykker til en amatørscene på højskolen 1958–59, samlet som Taskenspil, 1960 fik ham til at genoptage en tidligere interesse for dramatik (Fantomer, 1949, Friedleben, 1954). Her, hvor han bekendte sig til Bertolt Brechts Verfremdungsteori, taler han mere objektivt og direkte politisk. Hovedtemaet for "taskenspillene", et angreb på den moderne pop- og reklameverden, genfinder vi i Frihed – det bedste guld. 1961, den af Erik Knudsens satiriske musicals der er lykkedes bedst og som indledte 1960'ernes politiske revyteater i Danmark. Stilen herfra genfindes i farcen Nik Nik Nikolaj, 1966, om det umulige i at være et frit, skabende menneske i en verden hvor penge og militær hersker. 1963 kom sangspillet Det er ikke til at bære, en fri bearbejdelse af Georg Büchners komedie Leonce und Lena, om det selvoptagne og livsfornægtende spleenmenneske.

Erik Knudsens dramatiske teknik, hvor billedcollager og viser kobler de episodiske handlingssituationer sammen, viste sig velegnet til fjernsynet og resulterede i en række TV-spil. Werner Holgersen, 1971, og Rundt på gulvet, 1974, er satirer over vor tids politiske magthaveres forræderi mod folket. I den første ironiseres der over poppolitikerne hvis eneste ambition er at blive valgt og derfor ikke skyr noget middel der kan bringe dem popularitet. I den anden er emnet protestpartiernes fremmarch. 1974 udsendtes to historiske spil der skulle vise hvorledes den nuværende danske samfundsstruktur er opstået. I Engang bliver Danmark frit er hovedpersonen dr. J. J. Dampe, i Snart dages det brødre er det Louis Pio. Stykkerne er tilstræbt enkle og pædagogiske, stadig med Brecht som forbillede.

Sideløbende med den dramatiske digtning dyrkede Erik Knudsen til stadighed verset. Efter Brændpunkt, 1953, Minotauros, 1955, Markedsanalyser, 1957 og Sensation og stilhed, 1958, kom med Journal, 1963, et nyt højdepunkt i forfatterskabet. I digte der mere afspejler stemninger end refleksioner giver han med næsten selvødelæggende åbenhed udtryk for sin fundamentale tvivl om en mening med tilværelsen, sat i relief af fandenivoldske følelsesudbrud. I de digtsamlinger der senere udkom er det entydige politiske engagement mere og mere trådt i forgrunden utvivlsomt under indtryk af Vietnamkrigen: Menneskebomben, 1968, Kommunister, 1976, Forsøg på at gå, 1978, og Sand, 1990. 1983 kom opsamlingsbindet Fred og socialisme. Politiske tekster 1950-1983. Erik Knudsen, der havde været medlem af bl.a. "Vietnam 69" og "Nej til atomvåben", brugte nu digtningen direkte i agitationens tjeneste, på linje med de politiske taler og artikler han havde ladet trykke i samlinger som Tag parti, 1969, Vietnam, 1973, der bl.a. beskriver hans rejse til Hanoi 1972, og Håb og handling, 1980, hvori han argumenterede for at truslen mod verdensfreden snarere kom fra USA og NATO-landene end fra østblokken. Som titlen på sidstnævnte bog antyder opgav Erik Knudsen trods sin pessimisme ikke håbet om en ændret og forbedret verden, men om den varme tro herpå, han i sine første digtsamlinger gav udtryk for (fx i digtet Credo) var der ikke længere tale.

Igennem hele forfatterskabet revsede Erik Knudsen andre, men ikke mere end han revsede sig selv. Han ophørte med at digte 1990. Erik Knudsen blev 1965 tildelt Det danske akademis store pris; 1987 fik han PH-prisen.

Familie

Erik Knudsen blev født i Slagelse (Skt. Mikkels). Forældre: kommunelærer, senere overlærer Frederik Knudsen (1885–1950) og kommunelærer Johanne Elisa Corfitzen (1888–1976). Gift 19.3.1947 i Gladsakse (b.v.) med forfatter Lise Sørensen, født 1.4.1926 i Kbh., død 2004, datter af billedskærer Niels Peder Sørensen (1884–1932) og Ellen Jensen (1882–1973). – Bror til Mogens Knudsen.

Ikonografi

Tegn., tre af Gunnar Hossy, 1957, en signeret C. S. 1968 samt af Hans Bendix (alle Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Erik Knudsen: Digte 1945–58, 1958. Samme: Udv. digte, 1970. – Marie-Louise Paludan: Ti unge lyrikere, 1951 21–26. Henning Fonsmark: Lyrikken 1945–52, 1952 37–42. Erik Ulrichsen i Perspektiv IX, 1961 43–46. Fr. Nielsen: Digter og læser, 1961 i 64–80. Karl Peter Skovgaard Juhl: Blomsten og sværdet, 1966. Bente Hansen: Forfattere i/mod kapitalismen, 1975.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Uffe Andreasen: Erik Knudsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292710