Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.F. Dichman

Oprindelig forfatter MaKr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C.F. Dichman, Carl Frederik (ved dåben kun Frederik) Dichman, 11.11.1763-nov..1806, sprogfilosof, lærer. Født i Bergen, død i Kbh. (Holmens), begravet (31.12.) sst. (Holmens). D. blev 1781 student med største udmærkelse fra Bergen, men drev derefter kun frie studier og blev snart lærer ved Efterslægtsselskabets skole hvor hans livfulde historieundervisning fik betydning for Oehlenschläger. 1796 blev D. lærer i filosofi og de skønne videnskaber ved søkadet-akademiet, og hans virksomhed her gav anledning både til hans Samlinger, Søeetaten i Almindelighed og Søekadetakademiet i Særdeleshed vedkommende, 1801 og Forsøg til en dansk Sproglære, 1800 (i denne er noget ændret optaget hans Regler for Retskrivningen, 1799). Når man arbejder sig igennem den for vor tid fremmede terminologi, kan man endnu med udbytte læse hans betragtninger over ordklasserne og deres indbyrdes forhold, som viser ikke så lidt lighed med så nyt et værk som Ad. Noreens Vart sprak, ikke mindst ved den stadige fremhæven af at det samme ord under forskellige forhold må henregnes til forskellig ordklasse (afhænger af konteksten).

Også bøjningslæren har fortjenstfulde afsnit. I retskrivningen er D. ret radikal (han vil fx have c afløst af s og k i fremmedord), uden at være yderliggående reformist. - Huslige sorger og vel også følgerne af en svag karakter drev den rigt begavede mand i døden for egen hånd allerede i 43 års alderen.

Familie

Forældre: bedemand Rudolph Christian D. (ca. 1705-73, gift 1. gang 1739 med Catharina Horn, død 1763) og Rebecca Michol Blydt (1728-tidligst 73). Gift 5.10.1790 i Kbh. (Trin.) med Maria Ottilia Schneider, døbt 23.10.1768 i Kbh. (Garn.), død 24.3.1834 sst. (Holmens), d. af Valentin S. ved Kongens regiment og Charlotta Amalia Ogersensdatter.

Annonce

Udnævnelser

Tit. professor 1803.

Ikonografi

Tegnet silhouet af B. J. Greve (Fr.borg).

Bibliografi

R. Nyerup: Det danske sprogs retskrivnings theorier, 1805 51-57. A. Oehlenschläger: Erindr. I, 1850 63-67. Samme: Ungdomserindr., 1915 (ny udg. 1963). Moer Korens dagbøker I-II, Oslo 1915.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marius Kristensen: C.F. Dichman i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288837