Marius Kristensen

Marius Kristensen, 27.4.1869-2.11.1941, højskolelærer, nordisk filolog. Marius Kristensen blev student 1887 fra Århus, cand.mag. med dansk som hovedfag 1894, dr. phil. 1906 (Fremmedordene i det ældste danske Skriftsprog). Efter et betydningsfuldt studieophold i Uppsala blev han 1895 lærer ved Askov højskole hvor han – fra 1915 som medbestyrer – virkede indtil han 1928 med livsvarig gage fra Carlsbergfondet tog ophold i Kbh. som fri videnskabsmand.

Hjælpsomhed, mangesidige filologiske interesser og omfattende viden gjorde Marius Kristensen til et nyttigt og virksomt medlem af en række videnskabelige foreninger og institutioner: formand i udvalg for folkemål (fra 1909), medlem af stednavneudvalget (fra 1910), formand i retskrivningsudvalget (1930), medudgiver af Danske Studier, bestyrelsesmedlem i Danmarks folkeminder og universitets-jubilæets danske samfund og medlem af det Danske sprog- og litteraturselskab. Som tilsynsførende ydede han i disse selskabers publikationer i mange tilfælde et værdifuldt medarbejderskab, således i høj grad i Saxoudgaven og i udgaverne af Danmarks gamle love og Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter. Hans videnskabelige virksomhed, der spænder over ånds- og litteraturhistorie (bøger om Selma Lagerlöf, 1917 og H.F. Feilberg, 1923, udgaver af svenske forfattere, jysk litteraturhistorie) og historie, kulturhistorie og folklore (afhandlinger i Danske Studier og Fra Ribe Amt) har sit tyngdepunkt i studiet af dialekterne og ældre dansk lydhistorie på dialektal baggrund (hyldestskrift fra danske dialektforskere i Danske Folkemaal på 60-årsdagen). Hans hovedværk er de sammen med Valdemar Bennike 1898–1912 udgivne Kort over de danske Folkemål, et værk af blivende værdi inden for dansk dialektologi, omfattende 104 farvelagte kort over dialekternes lyd- og formværk og med en af Marius Kristensen udarbejdet 188 sider stor redegørelse for de enkelte dialekters udvikling. Hertil kom 1906 bogen Nydansk, en afløser af F. Dyrlunds lille bog om de danske dialekter, og senere flere behandlinger af enkeltdialekter (bl.a. den meget værdifulde Sproget gennem Tiderne i Sønderjyllands Historie I, 1930–31) og studier over specielle dialektfænomener (bl.a. den posthumt udsendte lille bog Udsagnsordenes Bøjning i Egnen Nord for Århus, 1942).

Hans store viden udmøntedes også i en række stednavneundersøgelser og runologiske tolkninger i danske og svenske tidsskrifter. Sammen med Johs. Brøndum-Nielsen udgav han 1916 Gammeldags Skæmt hos Fynbo, Jyde og Sjællandsfar, og sammen med Jens Byskov har han besørget udgivelsen af vennen P. K. Thorsens Afhandlinger og Breve (1927–30). Arbejdet med de nordiske sprogs ældre lag blev fortsat fra disputatsen; han bestemte i Nokkur blöð ur Hauks-bók, 1925 en del af manuskriptet som skrevet af en færing, og med benyttelse af et udtømmende håndskriftmateriale besørgede han en kritisk udgave af de ældste læge-, sten- og kogebogsmanuskripter der går under Harpestrængs navn (1908–20), desuden Lucidarius-håndskriftet (En Klosterbog fra Middelalderens Slutning, 1928ff) og, sammen med bl.a. P. Severinsen, Skrifter af Paulus Helie, 1932ff.

1930–31 udarbejdede Marius Kristensen navneregistre og ordbog til H. Grüner-Nielsens udgave af Danske Viser der med sin sproghistoriske indledning fylder hele 7. bind (1930). 1936 påbegyndte han sammen med Gunnar Knudsen og Rikard Hornby en behandling af hele det danske middelalderlige personnavnestof i udgaven Danmarks gamle Personnavne (I. Fornavne 1.-2. halvbind 1936–40 og 1941–48 og II. Tilnavne 1.-2. halvbind 1949–53 og 1954–64; genoptr. 1979–80). Principielle sprogbetragtninger har han anstillet i den gamle afhandling Samlende Kræfter i Sprogudviklingen, 1899 og i en række studier samlede i Folkemål og Sproghistorie, 1933, der viser os en forsker hos hvem det tidsbestemte grundlag, den junggrammatiske lære (A.G. Noreen) og den klassiske fonetik (Otto Jespersen og Hugo Pipping) har fået sin særlige udformning bestemt af hans dialektologiske problemstilling. Denne forbindelse med den levende tradition er blevet retningsbestemmende for såvel hans lingvistik i særdeleshed som hans kristeligt-nationale livssyn i almindelighed (betydningsfuldt har her været samværet med P.K. Thorsen, H.F. Feilberg og Axel Olrik).