Jens Rosenkjær, 22.11.1883-23.6.1976, afdelingschef ved Danmarks radio. Sine første barneår tilbragte Jens Rosenkjær i sine morforældres trygge husmandshjem. Fra et nærliggende idyllisk kær med vilde roser havde faderens generation hentet slægtsnavnet. Faderen, der havde opgivet det nedarvede men hensygnende væverhåndværk, gennemførte en læreruddannelse i hovedstaden hvortil familien flyttede 1887. Her blev faderen lærer ved Rådmandsgades kommuneskole og samtidig vicevært i en arbejderejendom ved Åboulevarden med ikke mindre end 72 toværelses lejligheder. Ni år gammel kom Jens Rosenkjær fra faderens skole til Det forenede velgørenhedsselskabs skole hvor lærerne fra Frederik Barfods tid underviste gratis, og hvor der heller ikke skulle betales for skolegangen. Blandt de mange dygtige lærere gjorde Ludvig Trier med sin grundige og samtidig inspirerende undervisning i engelsk og i dansk litteratur stærkest indtryk på Jens Rosenkjær. Fra denne skole tog han 1898 præliminæreksamen ved universitetet med udmærkelse. Dermed fik Jens Rosenkjær friplads i Gammelholms latin- og realskole hvorfra han 1901 tog matematisk artium, atter med udmærkelse.

Imidlertid havde faderen under storlockouten 1899 indrettet en læsestue i sit kompleks for kvarterets mange arbejdsløse. Her bistod Jens Rosenkjær i sin sommerferie med at samle bøger og blade. Det gav ham et uudsletteligt indtryk af arbejderes kundskabstørst, og det blev indgangen til livslang indsats i folkeoplysningens tjeneste. Straks efter studentereksamen tog Rosenkjær på en lang sørejse som altmuligmand. Denne hans første udenlandsrejse gik til Rusland, Finland og England. Ved denne og senere rejser i Europa og andre verdensdele udvidedes Rosenkjærs horisont fra det fynske landsbymiljø og Nørrebros arbejderkvarter til hele verden.

Som student fik Jens Rosenkjær fem års ophold på Borchs kollegium. Samtidig med at han studerede kemi tjente han penge til udkommet ved undervisning og laboratoriearbejde. I 1907 da han var blevet assistent hos mønt- og stadsguardeinen oprettede han sammen med to ældre kolleger en "arbejderhøjskole", Danmarks første, med naturvidenskaberne som hovedfag. Den lå tæt ved kollegiet i Store Kannikestræde. Når denne skole ophørte efter kun tre års forløb var det ikke af mangel på elever, men fordi dens beskedne lærere følte at deres evner endnu ikke slog til. Under højskolearbejdet havde Jens Rosenkjær efter sin magisterkonferens 1908 (kemi) truffet Roskilde højskoles forstander Thomas Bredsdorff der selv var ivrig efter at skabe forbindelse med byarbejderne. Han bragte Jens Rosenkjær i forbindelse med Askovs forstander Jacob Appel der 1910 var blevet kirke- og undervisningsminister. Han fik Jens Rosenkjær til ved den nyansatte J.Th. Arnfreds side at overtage undervisningen i naturfagene. Under den nys afdøde Poul la Cour og Appel var historisk fysik og matematik kommet i første række på landets største højskole, og Appel ønskede nu disse fag suppleret af Jens Rosenkjær med historisk kemi og biologi. Arnfred har skrevet at "der kunne nok være brug for Jens Rosenkjær mange undskyldninger når et så ømtåleligt emne som menneskets afstamning skulle behandles". Rosenkjær ønskede selv "at lære at blive lærer". Han havde kun tænkt sig at blive på Askov to-tre år for siden at vende tilbage til sit udgangspunkt, hovedstaden.

Men Jens Rosenkjær blev så bjergtaget af Askovmiljøet at han og hans familie blev i Askov fra januar 1911 til 1925. Samtidig bevarede Rosenkjær som kemiker tilknytningen til København: til det af Gunnar Gregersen oprettede Teknologisk institut, som konsulent ved danske maleres forsøgsstation og som medlem af et studieudvalg under industrirådet. Det medførte rejser til Tyskland, Belgien og Frankrig, også efter den første verdenskrigs udbrud 1914. Som kemiker fik Jens Rosenkjær bygget et lille laboratorium i Askov til undersøgelse af olie og af gærcellers vækst.

På Askov blev Jens Rosenkjær en af de frodige lærerkræfter der i en årrække kastede glans over højskolen – sammen med Arnfred, C.P.O. Christiansen og Hans Lund. "De fire unge læreres" evner og fag supplerede ypperligt hinanden. 1921 da krigen var endt skabte de et nyt Askovtidsskrift. På Jens Rosenkjærs forslag fik det navnet Dansk Udsyn, og dets første artikel var skrevet af ham. Den havde overskriften "Hvor øst og vest mødes", og i dens slutning skrev Rosenkjær at "de dage da Europa var herskende kan nærme sig deres ende, – Europas opgave vil da blive den tjenende og ydende". Her kaldte Jens Rosenkjær som den første på den ansvarsfølelse over for den tredie verden som ellers først vågnede efter den næste verdenskrigs afslutning. Uden at slippe sin optagethed af naturvidenskaben – hvor Jens Rosenkjær havde evne til at gøre selv Einsteins og skolekammeraten Niels Bohrs opdagelser tilgængelige for jævne tilhørere – blev det fra nu af i stigende grad den nyeste historie der optog ham.

Til Povl Engelstoft og Fred. Nørgaards Verdenshistorien fra 1866 til vore Dage (1922) skrev han kapitlerne om Østasien. 1925 flyttede Jens Rosenkjær med sin familie til Roskilde højskole hvor Margrethe Bredsdorff efter sin mands død søgte at føre hans højskole videre med Jens Rosenkjær som medforstander. Samtidig blev Rosenkjær knyttet til Borups højskole i København som lærer. Da Rosenkjær af helbredshensyn 1927 måtte opgive Roskilde blev han året efter medforstander, fra 1932 til 1937 forstander for Borups højskole, en stilling som den aldrende men livskraftige Johan Borup kun tøvende gav fra sig.

I sommeren 1928 da Jens Rosenkjær med sin familie boede i en træbygning nær Grundtvigs højskole i Lyngby hvor han også havde nogle timer mistede familien alle sine ejendele ved en natlig brand, herunder alt hvad Rosenkjær gennem årene havde samlet af stof til afhandlinger og bøger, bl.a. manuskript til en bog om Indien som han også havde besøgt – og hvor han havde overnattet sammen med Mahatma Gandhis berømte ged. Men hans fortrinlige hukommelse hjalp ham over tabet. Hans eneste bog – i det udenrigspolitiske selskabs småskrifter – kom til at handle om Indien (1958).

Samtidig med at Jens Rosenkjær ledede Borups højskole udfoldede hans energi sig på andre områder. 1929 blev han medlem af udvalget for folkeoplysnings fremme hvis bøger han under 1899-lockouten havde fordelt til de arbejdsløse, 1948 blev han udvalgets formand. 1932 ledede han i et halvt år den på svensk initiativ oprettede "nordiske folkehøjskole i Geneve". Da Hitler var kommet til magten oprettede han sammen med lægen Georg Moltved et kursus for tyske emigranter. Fra 1934 ledede han sammen med Sofie Rifbjerg et reformpædagogisk præget børnehavelærerkursus der i en årrække blev retningsgivende for børnehaveseminarieuddannelsen, og året før var han af Bertel Dahlgaard blevet udnævnt til indenrigsministeriets konsulent i ædruelighedssager. Men honoraret overlod han til afholdsbevægelsen. Jens Rosenkjær var også i en lang årrække en afholdt censor i naturfagene ved seminarierne.

1925 var landets kaotiske radioforhold blevet afløst af statsradiofonien. Jens Rosenkjær var den eneste af folkehøjskolens lærere der havde sans for radioens oplysningsværdier. Han blev medlem af det første radioråd der udarbejdede hovedlinierne for radioens virke. Allerede 1926 blev han sammen med socialdemokraten Oluf Bertolt "tilforordnet", ministerudnævnt medlem af rådets programudvalg. Det blev snart overladt Jens Rosenkjær og Bertolt at sortere indkomne forslag og planlægge serier. Da 1930 også Hartvig Frisch var blevet inddraget i dette arbejde ankede borgerlige medlemmer af programudvalget over at dette foredragsudvalg havde politisk slagside og for stor magt, skønt Jens Rosenkjær hverken var socialdemokrat eller magtmenneske. Han var socialliberal men ikke medlem af noget parti. Aktionen havde til følge at der blev optaget et par venstremænd i udvalget. Kravet om en fastansat kvalificeret leder af området blev kraftigt støttet af Julius Bomholt da han 1934 var blevet medlem af radiorådet, og ved nyordningen efter kammersanger Emil Holms afgang 1937 blev Rosenkjær udnævnt til chef for en nyoprettet afdeling for "foredrag og kulturelle udsendelser".

Da Jens Rosenkjær efter sin udnævnelse blev afkrævet udtalelser af pressen svarede han at "foredragene skal være tidens spejl", et sted hvor alle, høje og lave, kunne få adgang. Samtidig lagde han vægt på "gennem radioen kulturelt at underbygge demokratiet". Det var et mål han fastholdt da Danmark 1940 var blevet besat og tyskerne ad mange veje undergravede radioens handlefrihed. Her var foredragsafdelingen det mest udsatte område, og det var ikke blot direktøren, F.E. Jensen, men også Jens Rosenkjær der var sat på en uriaspost. Rosenkjærs efterfølger K.B. Andersen har karakteriseret situationen: "Selv tyskerne kunne ikke stå for hans forhandlingsevne ... Bag en noget nervøs og forsigtig fremtræden er gemt en karakterstyrke og et mod som kun få mennesker er i besiddelse af". I virkeligheden betragtede tyskerne Jens Rosenkjær som radioens farligste mand. Det lykkedes da også ham og hans medarbejdere i forbavsende grad indtil 29. august 1943 at opretholde, ja endog at styrke radioens troværdighed som dansk kulturbastion. De "forståelsesprogrammer" der ind imellem blev udsendt efter tyskernes krav var så let gennemskuelige at de stort set blev virkningsløse. På baggrund af opfordringer Jens Rosenkjær havde fået på sine rejser i landet foreslog han i sommeren 1940 programudvalget at få dannet lyttergrupper og udarbejdet studiebreve om danske emner. Forslaget faldt i god jord. Der blev indledt et samspil med ungdomsorganisationerne, og Jens Rosenkjær fik Frantz W. Wendt og Hans Hartvig Seedorff Pedersen til at lave udsendelser om "De danskes veje". Kort efter kom udsendelserne og grundbogen Borger i Danmark. Den blev brugt i 400 studiekredse og solgt i en række oplag.

Disse og andre tiltag var kun én side af Jens Rosenkjærs indsats for den "underbygning af demokratiet" som han i 1937 havde fremhævet som hovedopgaven. Det måtte nu blive en hovedopgave på langt bredere basis. Rosenkjær blev bindeleddet mellem to kraftcentre. Det ene var "de ældres råd", en lille kreds der var opstået i forsommeren 1940. Dens kerne var Jens Rosenkjær og hans nære venner undervisningsminister Jørgen Jørgensen og medicinaldirektør Johannes Frandsen. De var enige om at bruge grundtvigske højskolekredse som udgangspunkter for et organiseret oplysnings- og orienteringsvirke. – Det andet kraftcenter var de politiske ungdomsforeninger. I løbet af sommeren sluttede flertallet af ungdomsorganisationerne i landet sig sammen i et fælles forum der fik navnet Dansk ungdomssamvirke. Her var det Jens Rosekjær der under en samtale med formanden for ungdomssamvirkets arbejdsudvalg, den unge landsformand for Konservativ ungdom, Poul Hjermind, pegede på professor Hal Koch som egnet formandsemne for samvirket. Med ham som formand blev ungdomssamvirket, især i besættelsens første – og politisk farligste – år et virkningsfuldt middel til den "underbygning af demokratiet" som også var Jens Rosenkjærs mål, og det blev de ældres råd – især Frandsen – der skaffede de økonomiske midler til samvirkets arbejde.

Da undervisningsminister Jørgen Jørgensen i sommeren 1942 havde gennemført en ungdomsskolelovgivning der medførte oprettelsen af en stilling som statskonsulent i sager vedrørende ungdomsundervisningen opfordrede han Jens Rosenkjær til at overtage denne vigtige – og knap så udsatte post. Men da det slap ud til pressen hvad der forestod viste tyskerne sig stærkt interesseret i at få en mere medgørlig efterfølger som chef for radioens foredragsafdeling. Det førte til at radiorådet og ledelsen enstemmigt henstillede til Jens Rosenkjær at blive på sin post – og det blev han, til den bitre ende.

Efter bruddet mellem tyskerne og regeringen den 29. august blev radioens handlefrihed indskrænket til et minimum. Det blev sværere at få danske indslag, og det blev for hver dag vanskeligere at forhandle med tyskerne. Under den indskrænkede programvirksomhed fik Jens Rosenkjær tid til fortsat at orientere folkelige kredse, og med Aksel Møller som mellemled fik Rosenkjær kontakt med frihedsrådet hvor Børge Houmann viste større forståelse end Frode Jakobsen for at der måtte tages menneskelige hensyn over for medvirkende i radioen som frihedsrådet i oktober 1944 havde advaret mod at fortsætte. Efter befrielsen kunne Jens Rosenkjær ånde lettet op. Det var i hans ånd at programmedarbejderne fik øget indflydelse, og man fik 1946 indført et samarbejde mellem pressens radioavis og foredragsafdelingens medarbejdere om den nye rubrik Aktuelt kvarter. Men Jens Rosenkjær led under at måtte vidne i 21 retssager under opgøret med besættelsesmagtens danske håndlangere i radioen. Det pinte ham at føle sig medansvarlig for disse menneskeskæbner. Kort efter nytår 1948 blev Rosenkjær afløst af K.B. Andersen. Rosenkjær overtog med vanlig energi ledelsen af den nyoprettede kortbølgeafdeling, men den var dog et vigespor for den mand som havde skabt og udvidet rammerne for radioens danske oplysningsarbejde.

Men Jens Rosenkjær fik nye virkefelter. 1946 var han blevet medlem af bestyrelsen for Fondet for dansknorsk samarbejde, 1947 af den danske UNESCO-nationalkommission, og 1954 – da hans virke i radioen var ophørt – tog han mod C.V. Bramsnæs' opfordring til at blive direktør i Foreningen Norden. Samarbejdet med Bramsnæs faldt dog ikke Jens Rosenkjær let, og det ophørte allerede året efter. Men der var stadig opgaver nok for Rosenkjær. Med sin næsten polyhistoriske viden havde han allerede 1931–32 redigeret Gyldendals firebinds leksikon, kaldet "lytternes leksikon", og fra 1948–54 var han med i redaktionen af Raunkjærs leksikon. Endelig redigerede han radiogrundbogen Europa 1955. En tilknytning til den statskonsulentstilling som forholdene havde hindret ham i at få 1942 fik han da han efter Frode Kristensens død 1955 vikarierede i denne stilling og senere blev en påskønnet medhjælper hos hans efterfølger. Som udenrigspolitisk lederskribent og kronikør følte han sig nært knyttet til Kristeligt Dagblad fra 1945 til sin død.

Jens Rosenkjærs liv er blevet karakteriseret som "75 år i folkeoplysningens tjeneste". Det rakte fra hans indsats som 16-årig i faderens læsestue for Nørrebro-arbejderne til hans sidste offentlige fremtræden. Det var i efteråret 1975 da han i radiohusets koncertsal var med til i ytringsfrihedens navn at tildele den norske fredsforsker Johan Galtung en alternativ Rosenkjær-pris hvortil midlerne var indsamlet blandt radioens medarbejdere som protest mod at radiorådet af politiske grunde havde afvist foredragsafdelingens indstilling om at han skulle have prisen. Rosenkjærprisen var med forbillede i den britiske radios Reith-lectures blevet indstiftet 1963 i erindring om den fremragende humanistiske indsats som Jens Rosenkjær havde ydet i sin tid som foredragschef. Efter de stadig gældende statutter skal den hvert år tildeles "en fremtrædende videnskabsmand eller kulturpersonlighed som samtidig har vist evner for at gøre et vanskeligt stof tilgængeligt for almenheden på det danske sprog i foredragets form". Med prisen følger forpligtelsen til at holde fem radioforedrag. Prisen har siden været uddelt næsten hvert år.

De evner Rosenkjærprisen påkalder var netop udprægede hos Jens Rosenkjær. Både som lærer og som radiomand havde han en særlig evne til at lytte og gå ind på andres tankegang. Næsten altid indledede han sine timer – ofte også sine artikler – med en spørgende sætning. Han var ikke retningsmand, hverken politisk eller religiøst. Han befandt sig vel i det grundtvigsk prægede miljø på Askov, men følte sig stærkest draget mod sin københavnske hjemstavn. Hans holdning var åben – ikke mindst over for tidens reformpædagogiske og kulturradikale strømninger – og dog i sin grund både religiøst og politisk forankret. Det var ham om at gøre at opnå vekselvirkning med sine elever eller samtalepartnere.

Jens Rosenkjær var en af Danmarks mest efterspurgte foredragsholdere. Det kunne hænde at han – upraktisk som han var – havde lovet at tale mere end ét sted samme aften. Da Julius Bomholt 1921 blev ung lærer på Askov var det "som Jens Rosenkjærs forsigtigt indsmuglede vikar" der skulle træde til når han enten i sidste øjeblik sendte afbud eller havde glemt at meddele hvor han var. Men det glemte hans elever når han kom. I regnetimerne kunne det vare temmelig længe inden man nåede til selve regnekunsten, for næppe havde en elev stillet et enkelt spørgsmål før Rosenkjær udfoldede sine "noter til tiden", som han siden kaldte det, og dermed gav anledning til nye spørgsmål. Hver den Rosenkjær talte med følte sig uvilkårligt, trods al hans viden og visdom, på lige fod og frigjort over for ham. Hans efterladte artikler er stadig læseværdige og tit forbavsende fremsynede, men de giver ikke nogen forestilling om hans enestående kontaktevne og hans levende tale. Den var båret af en ukuelig og i grunden religiøs tro på det godes kraft til at overvinde smålighed og snæversyn i en verden hvis farer han aldrig bagatelliserede.

Trods sin rastløse udadvendthed var Jens Rosenkjær et varmt familiemenneske. I Askov var hans første hustru med til at åbne hjemmet tidligt og silde for elever der trængte til råd og vejledning. Hans anden hustru der som programassistent havde bistået Rosenkjær under besættelsestidens trængsler har som sekretær for Foreningen af de frie ungdoms- og efterskoler i Vartov 1962–81 ydet en højt påskønnet indsats for at fremme denne særlige danske skoleform.

Familie

Jens Rosenkjær blev født i Egemosedam, Søllested sg., Odense amt, død i Lyngby, begravet Sorgenfri kgd. Forældre: arkæolog H.N. Rosenkjær (1851–1907) og Johanne Jensen (1859–1953). Gift 1. gang 18.8.1908 i Kbh. (Holmens) med Emilie le Févre, født 18.4.1884 i Kbh. (Johs.), død 12.10.1938 i Lyngby, datter af kunsthandler Peter Bernth le Févre (Lefevre) (1846–1902) og Wilhelmine Marie Larsen (1849–1935). Gift 2. gang 1.8.1943 i Osted kirke med Ellen Mortensen, født 2.6.1908 i Kbh., død 21.5.1997, datter af overretssagfører Poul Daniel Thorvald Mortensen (1870– 1926) og Astrid Tuchsen (1881–1965).

Udnævnelser

R. 1941. DM. 1947.

Ikonografi

Tegn. af H. Jensenius 1937, af Carl Jensen 1943, af Otto Christensen 1953, af Ib Spang Olsen 1962 og af Ivan Opffer 1968. Karikaturtegn. Foto.

Bibliografi

Jens Rosenkjær: 75 år i oplysn.s tjeneste, 1973. - Chr. Søndergaard i Højskolebl., 1937 213–16. Tage Heft i Politikens mag. 7.4.1940. Roar Skovmand: Højskolen gennem 100 år, 1944 134–36. Johan Borup: Brogede blade, 1945 23–26. Noter til en mand. Til Jens Rosenkjærs 70års dag, red. Jul. Bomholt og Jørgen Jørgensen, 1953. Jul. Bomholt: Vision og virkelighed, 1955 30–36. Henrik S. Nissen og Henning Poulsen: På dansk friheds grund, 1963 56–70. Rich. Gandrup i Århus stiftstid. 21.11.1963. J. Th. Arnfred: Askov højskole i mands minde, 1965 27–32. Hans Sølvhøj i Kristeligt dagbl. 17.11.1973 og 29.6.1976. Uffe Grosen: For skole, for kirke, for frihed, 1974 188–95. DR 50, red. Roar Skovmand, 1975 54 100 104. John Danstrup i Politiken 29.6.1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig