Magdalene Lauridsen, 25.4.1873-5.7.1957, forstander for den første danske husholdningsskole. Magdalene Lauridsen var brordatter af Johannes Lauridsen på Grønvang i Vejen og lærte praktisk husholdning bl.a. hos sin tante Maren Lauridsen på Grønvang. 1892–93 var hun elev på Askov højskole og oprettede 1895 i Sorø sammen med Eline Eriksen landets første husholdningsskole.

Magdalene Lauridsen har studeret teoretiske og praktiske spørgsmål inden for husholdningsundervisning i Sverige 1895, 1905 og 1919, i England 1899, i Holland 1902 og 1916, i Tyskland 1902, i Norge 1905 og 1917 samt i Böhmen 1906. Inspireret fra England begyndte hun 1900 at arrangere vandrekursus og aftenskoler i husvæsen for landhusmødre og opnåede stor tilslutning. De samvirkende sjællandske landboforeninger overtog snart denne virksomhed, og de opfordrede Magdalene Lauridsen til at uddanne lærere der kunne føre den videre. Dette gav stødet til oprettelsen af husholdningsseminariet Ankerhus ved Sorø, og i løbet af de første otte år blev landboforeningernes aftenskoler besøgt af ca. 60 000 husmødre.

Magdalene Lauridsens nære samarbejde med Sorø husholdningsskole fortsatte til 1906 da hun overlod sin andel i skolen til sin medforstander. På Ankerhus fandt Magdalene Lauridsen sin livsgerning gennem næsten et halvt århundrede, og her udvikledes en blomstrende virksomhed med seminarium, husholdningsskole og desuden 1912–18 seminarium for forskolelærerinder som især Magdalene Lauridsens ægtefælle, Peter Dam, tog sig af. Efter hans død måtte det nedlægges.

Magdalene Lauridsen var formand for Foreningen af Husholdningslærerinder og -lærere 1906–21 og under og efter første verdenskrig medlem af Den overordentlige kommission samt 1917–21 af Sorø landdistriktsråd. Fra 1927–42 virkede Magdalene Lauridsen som undervisningsministeriets konsulent for husgerningsundervisning i ungdoms- og aftenskolen og 1938–42 desuden for skolekøkkenundervisningen på landet. Hun var medstifter af Hjemmenes forbund 1936 og medlem af undervisningsministeriets husholdningsudvalg 1942. Magdalene Lauridsen har skrevet en række lærebøger om huslige emner og mange artikler især om betydningen af huslig uddannelse og om obligatorisk huslig uddannelse for unge piger.

Gennem hele sit liv var Magdalene Lauridsen meget flittig, yderst initiativrig og fuld af ideer til løsning af praktiske spørgsmål. Hun blev i store kredse en beundret, næsten tilbedt, førerskikkelse. Personlig var Magdalene Lauridsen særpræget. Således klædte hun sig efter en fortidig mode og gik med kjoler til gulvet hele livet. Indendørs bar hun altid kappe på hovedet og ude brugte hun en højpuldet hat som skjulte næsten hele panden.

Familie

Magdalene Lauridsen blev født i Holsted og døde i Sorø. Forældre: gårdejer Anders Lauridsen (1843–1922) og Mette Marie Eskildsen (1848–1913). Gift 29.7.1911 på Frederiksberg med seminarieforstander Hans Peter Dam, født 11.3.1853 i Rønne, død 1.4.1918 i Sorø (gift 1. gang 1885 med Gerhardine Brammine (Minna) Blicher, 1863–1910), søn af pottemager Lars Hansen Dam (1823–90) og Anna Elisabeth Madsen (1818–76).

Udnævnelser

Fortjenstmedaljen i guld 1933.

Ikonografi

Mal. af Aage Blumensaadt (L.s mindestue på Ankerhus, Sorø) og af Stefan Viggo Pedersen (Ankerhus). Mal. af Kirsten Kjær. Foto.

Bibliografi

Olav Vang Lauridsen og Jens Peter Harbo: Slægten Lauridsen fra Grønvang, Vejen, 1921 121–31. Magdalene Lauridsen: Fem og tyve år, 1895–1920 [Ankerhus], 1920. Alma Andersen i Kvinden og samf., 1957 108. Husholdningslærerinden, s.å. nr. 13. Ankerhus 1902–52, ved Sofie Christensen m.fl., 1952. Gerda Petri og M. Kragelund: Mor Magda – og alle de andre, 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig