Chr. U. Hansen, Christian Ulrik Hansen, 26.5.1921-23.6.1944, højskolelærer, sabotør. Som gymnasiast i Viborg katedralskole kom Chr. U. Hansen i kontakt med partiet dansk samling og blev grebet af dets ideer om en kristen danskhed, forpligtende for den enkelte, og af partiets oppositionelle holdning til regeringens forhandlingspolitik over for den tyske besættelsesmagt. Med forpligtet alvor og ildhu gik han allerede som gymnasiast ind i tidens nationale arbejde, arrangerede møder og studiekredse i Viborg og omegn samt virkede for partiets planer om frivillige arbejdslejre for unge, ligesom han forestod den lokale distribuering af partiets mange forbudte pjecer og skrifter. Han markerede sig dermed som en af lederne i de første besættelsesårs hektiske nationale arbejde, og han kom til at præge kammerater og venner, af hvilke flere gennem ham blev ført ind i aktivt modstandsarbejde. Efter studentereksamen 1942 blev Chr. U. Hansen lærer på Støvring højskole og påbegyndte et teologisk studium med henblik på en gerning som højskolelærer, men hurtigt blev han indfanget af aktivt modstandsarbejde. Juli 1942 kom han gennem højskoleforstander Robert Stærmose i kontakt med faldskærmschefen Mich. Chr. Rottbøll og deltog i den første jyske våbenmodtagelse ved Farsø 1.8. hvor tre faldskærmsmænd kom ned.

Kort efter meldte han sig for at aftjene sin værnepligt, var i foråret 1943 garnisoneret i Odense hvor han påvirkede sine soldaterkammerater til aggressiv holdning over for provokerende tyske soldater, hvad der stærkt bidrog til at øge den spænding i byen der kort tid senere førte til folkestrejken. I forsommeren blev han forflyttet til Næstved kaserne hvor han interneredes 29.8. Under interneringen dannede han en sabotagegruppe, fik udsmuglet nogle våben fra kasernen og tog efter interneringen til København hvor han gik ind i sabotageorganisationen Holger Danske og dannede Gruppe nr. 4 der snart kom i gang med en effektiv sabotage.

November 1943 blev han af Flemming Juncker kaldt til Jylland som dennes nærmeste hjælper i det jyske modstandsarbejde, og det lykkedes ham at få organiseret en række modtagelser i Himmerland, ligesom han gik i gang med at danne de første jyske M-grupper idet han her kunne bygge på gamle dansk samling-kontakter fra Viborg-tiden. Arbejdet blev brat afbrudt efter en oprulning der først og fremmest ramte den såkaldte Årsgruppe, men hurtigt bredte sig til Ålborg-området. Under arbejdet på at redde og genopbygge organisationen blev Chr. U. Hansen arresteret 27.2.1944 i Ålborg. Under et flugtforsøg på vej til Gestapos hovedkvarter blev Chr. U. Hansen skudt i benet og tilbragte sine sidste måneder i tysk fængsel, først Ålborg, derpå Horserød og endelig Vestre fængsel. Gennem sin ro og sit mod, forankret i en stærk kristen tro og en dyb overbevisning om det nationalt rigtige i sin holdning og handling blev Chr. U. Hansen en stor støtte for sine fængselskammerater, og breve udsmuglet fra fængslerne udbredtes i illegale skrifter.

20.6.1944 dømtes Chr. U. Hansen ved tysk krigsret til døden og henrettedes 23.6.1944 i Ryvangen.

Familie

Chr. U. Hansen blev født i Farsø, død i København (Holmens), begravet samme sted (Ryvangen). Forældre: gårdejer Arthur Jenning Hansen (1897-1960) og Kirstine Marie Nielsen (født 1898). Ugift.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

C. U. Hansen. En ung dansk frihedskæmpers sidste breve fra fængslet 1944, 1945. Samme: En sidste hilsen fra en dansk patriot, 1945.

Jørgen Hæstrup: Kontakt med England, 1954 162-64. Samme: Hemmelig alliance I–II, 1959. Samme i Jubilæumsværket Det danske hjemmeværn, 1959 20-31.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig