Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sigrid Trier Hansen

Oprindelig forfatter Rosko

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Sigrid Trier Hansen, 6.1.1871-8.3.1954, højskolemor. Født i Vallekilde, død på Bispebjerg hosp., Kbh., urne på Vallekilde valgmenigheds kgd. I de næsten tredive år fra 1894 til 1923 hvor T. og Povl Hansen var forstanderpar på Vallekilde højskole gik T. helt op i livet på denne skole. Hun havde arvet faderens evne til varmhjertet at komme unge mennesker nær og vinde deres tillid. Hun måtte give afkald på sin ungdoms drøm om at blive skuespiller og samlede til gengæld kræfterne om skolevirket og om opdragelsen af sin egen store børneflok. Kræfterne styrkedes af en urokkelig kristentro. Den kunne give sig drastiske, temperamentsfulde udslag. Men ikke uden grund vovede hun at kalde sig Vorherres tjenestepige. I årene efter Povl Hansens død tog hun aldeles uselvisk et arbejde op i helt andre befolkningslag end dem hvorfra højskolen havde fået sine elever. Det gjaldt især KFUM- og K-kredse samt soldaterne i hovedstaden hvortil hun var flyttet. Da hun som 72-årig under jødeforfølgelserne 1943 måtte flygte til Sverige blev hun vel modtaget i svenske folkehøjskolekredse. "Hun klagede ikke over sin skæbne. Man havde snarest det indtryk at hun voksede ud over sig selv, at hendes storhedstid indtraf som aldrende flygtning i et fremmed land" (Gillis Hammar). I Sverige blev hun kaldt "Mor Danmark". Både her og efter sin hjemkomst til Danmark 1945 blev hun en efterspurgt foredragsholder på skolerne, i forsamlingshusene og også i radioen. Honoraret skænkede hun gerne bort til trængende mennesker, kendte eller ukendte. Hendes livfulde foredrag om selve flugten til Sverige fik tilhørerne til at le og græde på samme tid. Med sin smittende fortælleglæde fortsatte hun disse foredrag til en ugestid før sin død.

Familie

Forældre: højskoleforstander Ernst Trier (1837-93) og Marie Abel (1845-73). Gift 2.4.1890 i Vallekilde (valgmenighedsk.) med højskolelærer, senere -forstander Povl Hansen, født 20.10.1856 i Sødinge, Ringe sg., død 21.8.1934 i Vallekilde, s. af gårdejer Hans Poulsen (1824-1907) og Mette Kirstine Elisabeth Hansen (1825-85). – Halvsøster til Troels Trier.

Ikonografi

Mal. af Carl Breier ca. 1940, af Viggo Kragh Jensen, 1943 (Vallekilde højskole) og af Holmer Trier ca. 1950. Foto.

Annonce

Bibliografi

Interview i Berl. aften 27.12.1940. – Holbæk amts venstrebl. 9.3.1954. Lars Bækhøj i Højskolebl., s.å. 127-30. Uffe Grosen m.fl. i Fra Vallekilde folkehøjskole LXI, s.å. 9-22. – Papirer i Rigsark. v

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jes Rosenblad: Sigrid Trier Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298544