Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mette Fog Pedersen

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Mette Fog Pedersen, Mette Marie Fog Pedersen, 22.6.1911-4.12.1976, højskolelærer, forfatter. Født på Billeslund ved Gram, død på Haderslev sygehus, begravet i Rødding. F.P. var ud af en gammel, dansk slægt fra egnen omkring Østerlindet og Københoved. Både på fædrene og mødrene side hørte slægterne til danskhedens solide støtter. F.P.s far havde været på Skibelund efterskole, Askov højskole og Tune landbrugsskole. Det danske og det grundtvigske prægede hendes hjem. I den grundtvigske studenterforening Studenterkredsen i Kbh. traf hun stud.teol. Arne F.P. De blev gift 1939 og tiltrådte begge en lærergerning ved Rødding højskole s.å. Efter ophold i Kbh. 1950-53 da Arne F.P. var foredragschef ved Statsradiofonien vendte de tilbage til Rødding højskole som forstanderpar. F.P. forestod nu den daglige husholdning for en stor kostskole ved siden af lærergerningen, men 1964 ramtes hun af en sygdom (Myastenia gravis) der lænkede hende til sengen på hospital gennem 12 år, heraf en halv snes år i respirator. Hun bar denne skæbne med enestående sjælsstyrke og livsmod der måtte aftvinge alle der blev bekendt dermed den dybeste respekt og fornemmelse af egen ringhed. Ingen mødte bitterhed hos hende. Hun søgte at få det ud af livet hun kunne trods de barske vilkår. Gennem hendes forfatterskab lærte andre end hendes nærmeste og personalet på sygehuset hendes stærke karakter at kende. Hun lærte sig en metode til med fingrene bogstav for bogstav at diktere sine bøger til sine hospitalsvagter. Otte bøger skrev hun, dels erindringsstof, dels livsbetragtninger: 25 år på højskole, 1970, Et sønderjysk hjem, 1970, Livet, trods alt. Dagbogsoptegnelser, 1971, Lys og skygge. Betragtninger fra en sygeseng, 1972, Sønderjyder, 1973, Ensomhed, 1974, Strejftog til lykkelige dage, 1975, og Herfra min verden går, 1976. Endvidere nogle morgenprædikener til Danmarks radios morgenandagter 1976. Gennem sit forfatterskab fortsatte hun på en måde sin højskolegerning og fandt en mening med tilværelsen under det lange sygeleje. Gennem hele hendes forfatterskab går det der for hende var det essentielle: Livet er for mig helligt. Det skal leves og bruges så længe man har det. – Den kgl. belønningsmedalje i guld, 1976.

Familie

Forældre: forpagter, landstingsmand Jens Høyer (1872-1946) og Kirsten Marie Gram (1873-1956). Gift 23.4.1939 i Gram med højskolelærer, senere kirkeminister Arne F. P., født 25.8.1911 i Hinnerup, Vitten sg., s. af kommunelærer Anders Jørgen Pedersen (1879-1942) og Marie Fog Nielsen (1881-1976).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Mette Fog Pedersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289546