Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Margrethe Christiansen

Oprindelig forfatter Rosko
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Margrethe Christiansen, Margrethe Sofie Charlotte Christiansen, 20.8.1895-1.5.1971, højskolelærer. Født i Askov, død på Kbh.s amts sygehus, Gentofte, begravet i Askov. Opvokset i Askov følte C, (altid kaldt Pip), trang til i slægtens spor at gå i højskolens tjeneste. Dertil forberedte hun sig grundigt ved studieophold i Sverige, Tyskland og København hvor hun 1918 tog faglærereksamen i tysk og dansk. Fra 1920 virkede hun som lærer på Askov jævnsides med sin mand, med dansk som vigtigste fag. Her var hun en fremragende lærer med samme vilje til at fremstille sit stof i videnskabelig ånd som faderen. C. fornyede desuden undervisningen i håndarbejde og tog ledende del i oprettelsen af organisationen Højskolernes håndarbejde, 1932. 1934 overtog hun sammen med sin mand ledelsen af Frederiksborg højskole hvor hun varetog administration men også megen undervisning med stor dygtighed. Efter hans død fortsatte hun med at undervise, fra 1952 til 1957 på Bordings friskole, senere ved Snoghøj højskole og 1961 en tid som leder af en højskole i Oldenburg. Trods hård sygdom lykkedes det hende 1967 og 1970 at fuldføre biografierne Ingeborg Appel og Askov og Jacob Appel, en mand og hans arv.

Familie

Forældre: højskoleforstander Jacob Appel (1866-1931) og Ingeborg Schrøder (Ingeborg A., 1868-1948). Gift 28.12.1919 i Askov valgmenighedsk. med højskolelærer C. P. O. C, født 16.3.1887 på Frbg. (Vartov), død 25.8.1951 på Ljungskile højskole ved Göteborg, s. af fysiker C. C. (1843-1917) og Hansine Magdalene Ostenfeld (1861-1937).

Udnævnelser

R. 1961.

Annonce

Ikonografi

Portrætteret ved talerstolen på Erik Henningsens gruppebillede fra Askov, 1902 (Fr.borg). Tegn. af Tove Høgsbro, 1915.

Bibliografi

Inger Petersen i Grundtvigs højskole, Fr.borg 1971 7-13. - Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jes Rosenblad: Margrethe Christiansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288377