Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gudrun Andresen

Oprindelige forfattere MeHa og MinKr

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Gudrun Andresen, 12.4.1908-2.8.1996, højskolelærer. Gudrun Andresen var uddannet gymnastikleder og håndarbejdslærerinde bl.a. på Ollerup og Snoghøj gymnastikhøjskoler og Askov højskole hvor Margrethe (Pip) Christiansen opfordrede hende til at tegne gamle mønstre af, og her blev grunden lagt til et årelangt virke med at udbrede kendskab til kvindeligt håndarbejde og dets historiske baggrund. Gudrun Andresen gjorde især en indsats på følgende tre områder: som bestyrelsesmedlem i "Højskolernes Håndarbejde", som leder af Engelsholm højskole og som en af de førende kræfter i foreningen Danmarks folkelige Broderier. Hun var med da Højskolernes Håndarbejde startede i 1932 for at skaffe pædagogisk materiale til undervisningen på ungdoms- og højskoler. Der blev lagt vægt på kopiering af gamle broderier, men i 1950'erne begyndte man at arbejde friere, og her viste Gudrun Andresen en særlig evne til at omsætte detaljer fra det gamle til tidssvarende modeller. Hun blev medlem af bestyrelsen i 1940.

Efter knap ti års lærergerning på Snoghøj købte ægteparret Gudrun Andresen Engelsholm slot ved Vejle hvor de indrettede højskole. Siden 1947 blev vægten lagt på uddannelse af håndarbejdslærere til voksenundervisning. 1954 var Gudrun Andresen medstifter af foreningen Danmarks folkelige Broderier, der registrerer gamle privatejede tekstiler. Materialet brugtes bl.a. af Gudrun Andresen som grundlag for udarbejdelsen af foreningens mønsterark hvorpå der gengives dele af gamle tekstiler. På Engelsholm holdt Gudrun Andresen kurser for folkedansere der vil lære kopiering af de traditionelle egnsdragter, og hun sidder i udvalgsarbejde med Nationalmuseet om problemer vedr. dragtkopiering. I tilslutning hertil udgav hun: Danske bondeskjorter fra ca. 1770 til ca. 1870, 1974 og Særke, 1976. Sammen med Klara Sørensen udgav hun Fra silkesko til bondens bo: tekstiler og glimt af historien omkring dem, 1988.

Familie

Gudrun Andresen blev født i Brænde-Lydinge, Brahetrolleborg sogn og døde i Egtved sogn.

Annonce

Forældre: mejeriejer Valdemar Hansen (1878–1969) og Dorthe Christine Jensen (1880–1953). Gift 18.4.1931 i Osted (bogerligt viet) med højskoleforstander Sune Andresen, født 23.2.1902 i Ryslinge, død 13.11.1984, søn af højskoleforstander Peter Andresen (1860–1925) og Ane Marie N.J. Blume (1867–1950).

Ikonografi

Maleri af Ole Søndergaard, 1925, Aksel Korff, 1950 og Viggo Kragh Hansen, 1977.

Bibliografi

Minna Kragelund i Nationalmuseets arbejdsmark 1971 33–46.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Minna Kragelund: Gudrun Andresen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286098