Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sofus Høgsbro

Oprindelig forfatter HLars

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Sofus Høgsbro, Sofus Magdalus Høgsbro, 18.7.1822-15.1.1902, højskoleforstander, politiker. Efter faderens død flyttede Sofus Høgsbro 1830 med sin mor og sine brødre til Ribe hvor han gik et år i privatskole og derefter i Ribe katedralskole til han 1839 blev student. Hans interesse for samtidens begivenheder var tidligt vakt. Frihedsrøret i Europa omkr. 1830 fulgte han opmærksomt og sagde senere: "Polakkernes opstand og løftet om provinsialstænderne bragte mig under paavirkning af min alt for tidlig døde broder Hans over paa den fri folkeudviklings side". Hans lærer, senere seminarieforstander Ludvig Chr. Müller der ud over hvad skolen krævede underviste ham i oldnordisk, græsk og hebraisk, påvirkede ham i samme retning. Müller var discipel af Grundtvig og begejstret for den folkelige grundtvigianismes syn på fædrelandets anliggender og vakte desuden Sofus Høgsbros tvivl om rationalismens bærekraft.

Ved universitetet tog Sofus Høgsbro fat på det teologiske studium, men det gav ham ikke den klarhed han søgte. Han kastede sig over filosofiske, historiske og naturvidenskabelige studier og deltog ivrigt i 1840'ernes frihedsbevægelse og studenter-skandinavismen. Gennem studiefællesskab og venskab med Johan Grundtvig og Svend Grundtvig indførtes han i N.F.S. Grundtvigs hjem og gennem professor F.C. Sibberns søn Gabriel Sibbern i hans hjem. Efter et ophold i Tyskland 1845 for helbredets skyld (han havde haft en let blodspytning) samlede Sofus Høgsbro sig om sit oprindelige studium og blev cand.teol. 1848. Han havde dog ikke lyst til præstegerningen, men ville gerne tage et oplysningsarbejde op i Slesvig hvis nationale kamp han havde fulgt med største opmærksomhed under studieårene i Kbh.

Hans ønske opfyldtes da Rødding højskole 1850 genåbnedes efter treårskrigen og han af professor Christian Flor på anbefaling af Grundtvig og H.N. Clausen fik tilbudt forstanderpladsen. Med sin sans for praktiske gøremål og streng økonomi fik han skolen konsolideret, men måtte de første år kæmpe hårdt for at give skolen det grundtvigske præg han ønskede. Adskillige i den oprindelige skolekreds mente at der efter treårskrigen ikke var behov for den nationale og folkelige vækkelse som var skolens formål fra dens start og ønskede en praktisk, landbrugsfagligt betonet uddannelse. Blandt dem var skolens meget dygtige lærer i naturfag Edv. Thomsen. 1856 satte Sofus Høgsbro da sin stilling ind på at få skolen ført i grundtvigsk retning. Bestyrelsen ville ikke slippe Sofus Høgsbro, og Thomsen afskedigedes.

Annonce

Skønt ubetinget tilhænger af Grundtvigs tanker om almen folkeoplysning lagde Sofus Høgsbro dog ikke som andre grundtvigianere vægt på myter og sagn, men samlede sin undervisning om de seneste tiårs historie, forfatningsforhold og statistik. Mange af hans elever blev foregangsmænd i erhvervsliv og folkeligt-nationalt arbejde under Nordslesvigs udlændighed. Sofus Høgsbros undervisning havde sammenhæng med hans stærke optagethed af samtidens politiske forhold. Hans udprægede selvstændighed, seje vilje og samfølelse med landbobefolkningen førte ham ud i en kamp mod embedsmandsvælde og sprogtvangen som den praktiseredes i 1850'erne både over for tysk og dansk i de blandede sprog-distrikter i Slesvig. Han hævdede Haderslev vesteramts interesser over for det dominerende østeramt og have bitre modstandere, også af skolen, i Haderslev, især dagbladet Dannevirke.

1858 valgtes Sofus Høgsbro til folketinget i Bredebrokredsen der omfattede de kongerigske enklaver som strakte sig langs Slesvigs vestkyst til Amrum og Før og var repræsenteret i kongerigets rigsdag selv om de lå i hertugdømmet Slesvig. I rigsdagen sluttede Sofus Høgsbro sig til bondevennerne. I forbindelse med hans fravær fra skolen i rigsdagsperioderne førte det til skærpet kritik fra hans modstandere hvortil Dagbladet nu sluttede sig. Hans angreb på den akademiske dannelses dominans og hans afvisning af kultusminister D.G. Monrads ønske om indførelse af eksamen på Rødding højskole øgede modsætningsforholdet til de nationalliberale. Monrads nedskæring af statstilskuddet til skolen vanskeliggjorde ikke alene dens drift, men føltes også af Sofus Høgsbro som personlig forfølgelse. Så lidt som tidligere ville han vige bort fra sine ideer om højskolens undervisning og gå på kompromis om latinskolernes eksamenssystem. De mange angreb mod ham og skolen og de dårligere tider efter den økonomiske krise 1857 medførte nedgang i skolens elevtal, og modsætningerne skærpedes yderligere ved Sofus Høgsbros deltagelse i Løgumklostermødet 1861 hvorfra Klosterbevægelsen der kæmpede for større frihed i slesvigsk forvaltning udgik.

Det stod nu klart for Sofus Høgsbro at han måtte vælge mellem politik og højskole. Sit politiske virke ville han ikke opgive. Han håbede imidlertid at kunne bevare tilknytning til skolen og sin hjemstavn som præst i Rødding og Skrave hvor embedet var blevet ledigt, men hans ansøgning blev forbigået og en stilling som sekretær for Haderslev amts brandforsikring fik han heller ikke. Sept. 1862 fratrådte han forstanderstillingen og flyttede med sin hustru og deres mange børn til Kbh. hvor han de første år så godt som ikke havde andre indtægter end rigsdagsdiæterne til forsørgelse af sin store familie. Han søgte forgæves nogle beskedne stillinger ved bibliotek og arkiv, fik en statsunderstøttelse til en skildring af det slesvig-holstenske oprør, men den var så lille at den nærmest måtte opfattes som et afslag, og krigen 1864 umuliggjorde i øvrigt arbejdet. Hans vælgere i Bredebrokredsen var trofaste mod ham efter hans afrejse fra Rødding og valgte ham marts 1864 til rigsrådets folketing der 1865 udpegede ham til det lønnede hverv som statsrevisor. Juni 1864 genvalgte kredsen ham til rigsdagens folketing hvor han bevarede mandatet valgperioden ud, selv om Bredebrokredsen med undtagelse af det nordligste sogn Vester Vedsted fulgte med det øvrige Slesvig til Preussen ved freden i Wien. 1866 valgtes Sofus Høgsbro til folketinget i Sdr. Brobykredsen i Svendborg amt og holdt kredsen til sin død. Statsrevisorposten mistede han ved rigsrådets afskaffelse i 1866-grundloven, men fik den igen 1873, valgt af rigsdagens folketing, og beholdt den bortset fra 1878–79 til 1892.

Sofus Høgsbro var i rigsdagen som i sit højskolearbejde en varm fortaler for Grundtvigs krav om frihed i kirke og skole og tog selv initiativer eller støttede initiativer om præstefrihed, menighedernes indflydelse på præstevalg, sognebåndsløseres friere benyttelse af kirkerne, konfirmationstvangens ophævelse, adgang til borgerligt ægteskab, afskaffelse af præsternes fødte medlemskab af kommunernes fattigudvalg og bedre vilkår for de fremvoksende frie skoleformer. Han var forslagsstiller og ordfører for valgmenighedsloven 1868 og i den store kirkekommission 1868–70 stred han for sine frihedstanker. Ved ændringen af loven om de lærde skoler foreslog han en nordisk-historisk retning oprettet ved siden af den klassisk-sproglige og den matematisk-naturvidenskabeiige, men kom ikke igennem med dette brud med den klassiske tradition. Han rådførte sig ofte med Grundtvig om disse sager og havde som regel hans støtte, men det grundtvigske kristendomssyn kunne han ikke tilslutte sig og forbeholdt sig også en friere stilling til folkekirkens lære. I et brev til hustruen 16.2.1860 skrev han: "Man kan have den rette tro uden at være rettroende eller ortodoks, og man kan være det sidste uden at have det første: ti troen er tilegnelse af Kristi liv og hvermands sag; men Kristi lære kan kun være de lærdes sag, og hvad kirken nu udgiver for Kristi lære, er det meget tvivlsomt, om han vilde vedkjende sig. Den er undergaaet mange forandringer i tidernes løb og vil vist ogsaa fremdeles gøre det, efterhaanden som den menneskelige aand udvikles til at kunne fatte den i dens sandhed". Sofus Høgsbro deltog ikke aktivt i grundtvigsk menighedsliv hvad hans børn derimod gjorde, tilskyndet af moderen.

I sine studieår var Sofus Høgsbro blevet grebet af de liberale frihedsideer, men han glemte aldrig sin opvækst blandt stændersamfundets bønder der havde de mange pligter og de få rettigheder. Til frihedskravet føjede han kravet om lige borgerret for alle, og hans sociale ansvarsfølelse vaktes ved husmænds og landarbejderes usle kår. Hans grundholdning blev demokratisk, var det måske instinktmæssigt fra barndommen da han legede med bønderbørn og ikke med Røddings tysk- eller standsprægede embedsmandsbørn. Med disse udgangspunkter måtte han i rigsdagen gå med venstre og sluttede sig til J.A. Hansens bondevennegruppe, men følte sig også draget af A.F. Tschernings fremhæven af lighedskravet. Som realpolitiker erkendte han hurtigt at venstre måtte holde sammen, hvis det skulle opnå resultater og af hensyn til dette overordnede mål afstod han ikke så få gange fra at hævde egne synspunkter. Det var imidlertid svært i disse år at forene venstregrupperne. Mange af medlemmerne var grebet af tanken om en skandinavisk union. Sofus Høgsbro kunne højst gå med til et forsvarsforbund, og i det slesvigske spørgsmål var han tidligt tilhænger af Slesvigs deling efter nationalitet, hvad kun de færreste ville kunne følge ham i.

Hans vælgere fulgte ham da de genvalgte han midt under krigen 1864 efter at han klart havde erklæret sig for Slesvigs deling. Han misbilligede Londonkonferencens sprængning og stemte mod freden fordi den afstod slesvigerne som "en umælende besætning" sammen med jorden. Efter krigen blev forfatningssagen alt dominerende. Sofus Høgsbro ville som andre venstremænd have junigrundloven genindført for alle samfundsområder, men indså snart at der måtte gøres indrømmelser til godsejere og nationalliberale. Han foreslog en fordobling af valgbarhedscensus til landstinget mod at folketinget fik afgørende indflydelse på finansloven som tilfældet var med det engelske underhus. Afgørende blev imidlertid J. A. Hansens forhandlinger med grev C.E. Frijs som Sofus Høgsbro billigede, men hvis resultat han ikke kunne tiltræde, fordi det "satte pengepungen over mennesket og gjorde egennytten til ledende princip i det offentlige liv". Han stemte mod grundloven af 1866 og medvirkede til at Grundtvig, hvis politiske udvikling i retning mod venstre han utvivlsomt havde bidraget til, lod sig vælge til landstinget 1866, alene for at kunne stemme nej til grundloven. I det første folketing efter 1866-grundlovens vedtagelse fik Sofus Høgsbro grundtvigianerne og deres sympatisører samlet i det nationale venstre med Balthazar Christensen og H. Carlsen som formænd, men den egentlige leder af gruppen var Sofus Høgsbro der også var den drivende kraft i sammenslutningen af de forskellige venstregrupper til det forenede venstre 1870.

En særdeles betydelig og varig indflydelse øvede Sofus Høgsbro gennem ugebladet Dansk Folketidende som han udgav og redigerede 1865–83. Det var på sin vis en fortsættelse af hans højskolegerning. Bladets hovedindhold var politiske oversigtsartikler som han selv skrev i en mådeholden og ikke særlig journalistisk form, men med overbevisningsstyrke. De blev i en periode da venstre endnu havde få dagblade, en kilde til oplysning og belæring for mange der senere blev ledende venstremænd i rigsdag og kommuner. Ud over de rigsdagspolitiske oversigter bragte bladet artikler om almene samfundsemner, især kirke- og skoleforhold, og korrespondancer fra Sverige og i særlig grad Norge hvor Sofus Høgsbro havde nær forbindelse med Bjørnstjerne Bjørnson og venstres leder Johan Sverdrup. Gennem Dansk Folketidende blev Sofus Høgsbro, der sjældent deltog i møder uden for sin valgkreds, kendt ud over landet og regnedes fra halvfjerdserne til venstres førere sammen med C. Berg, Frede Bojsen, Ludvig Holstein (1839–1912) og Viggo Hørup.

I rigsdagen overlod han gerne de storpolitiske debatter til andre, men øvede en stærk indflydelse gennem råd, vejledning og tilrettelæggelse af taktikken og var af alle der fulgte forhandlingerne i rigsdagen på nærmere hold anerkendt som venstres førende taktiker. Uden at tabe de store mål af syne ville han realpolitisk tage de fremskridt som var mulige og blev i mange tilfælde mådeholdets talsmand. Han søgte 1873 længst muligt at undgå finanslovnægtelsen og medvirkede til at eksperimentet ikke gentoges. Ved sprængningen af det forenede venstre 1877 gik han med de mådeholdne Frede Bojsen og Holstein-Ledreborg, men var glad for igen at komme i samarbejde med den Berg-Hørupske fløj da kampen mod J.B.S. Estrup skærpedes i 1880'erne.

Ved C. Bergs nedlæggelse af sine formandshverv 1887 valgtes Sofus Høgsbro til folketingets formand og formand for venstre. Han fulgte Frede Bojsens forhandlingspolitik, men kunne ikke godtage det storpolitiske forlig 1894, væsentligst fordi det ikke indeholdt garantier mod nye provisoriske finanslove. Han udtrådte af Bojsens forhandlende venstre og var 1895 deltager i sammenslutningen af forligsmodstanderne i venstrereformpartiet hvis første formand han blev. Hans modsætningsforhold til Bojsens forhandlende venstre var skærpet da det sammen med højre gennemførte en ændret valglov der øgede mandattallet i folketinget fra 102 til 114. Sofus Høgsbro ville fastholde grundlovens bestemmelse om et mandat pr. 16 000 vælgere der betød oprettelse af et større antal nye valgkredse. I protest mod denne tilsidesættelse af grundlovens bestemmelser nedlagde han sit formandskab i folketinget, men tog mod valg igen efter folketingsvalget 1895 der tilføjede forligstilhængerne et stort nederlag. Venstres overtagelse af regeringen 1901 var opnåelsen af det mål han havde arbejdet frem imod gennem mere end 30 år. Dog var det ham en skuffelse at der ikke optoges grundtvigianere i systemskiftets regering.

Okt. 1901 fratrådte han af helbredsgrunde som folketingsformand efter mere end 14 års ledelse af tingets arbejde, længere end nogen forudgående formand. Han havde administreret rigsdagen med streng økonomi der kunne føres tilbage til bondevennerne, og med sin skarpe logik, udprægede retfærdighedssans og faste hævdelse af tingets værdighed været en mønstergyldig formand, anerkendt fra alle sider.

Familie

Sofus Høgsbro blev født i Rødding, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). Forældre: sognepræst, amtsprovst, dr.phil. Hans Høxbroe (1764–1828, gift 1. gang 1792 med Claudiane Sabine Sølling, 1769–1814) og Karen Christine Marie Arntzen (1788–1855). Gift 9.11.1852 i Oksenvad med Amalie Gabrielle Jürgensen, født 23.5.1833 på Agersø, død 27.12.1893 på Frbg., datter af sognepræst, sidst i Oksen vad, Peter Jürgensen (1802–76) og Sophie Conradine Brøndsted (1810–92). – Far til Svend Høgsbro.

Ikonografi

Mal. af Mary E. Havning efter daguerreotypi fra 1850erne (Rødding højskole). Afbildet på litografi af venstremænd 1874, efter Sofus Høgsbros portræt herpå træsnit 1875. Afbildet på "venstretørklæde" ca. 1875, på træsnit af folketinget 1877 og på satirisk litografi, "Danmarkskort", 1881. Træsnit 1882, efter dette træsnit 1882 og 1884. Afbildet på litografi af venstremænd af I. W. Tegner, 1885, på flere karikaturtegn. af K. Gamborg 1886–90 (Fr. borg) og på træsnit af møde i folketinget 1889, på litografi efter tegn. af Axel Thiess, 1889, på litograferet gruppebillede 1892 og på en satirisk tegn. 1894 (Fr.borg). Litografi af Harald Jensen, 1898. Mal. af Gabriel Jensen, 1900 (folketinget), efter dette en gentagelse. Relief af N. Hansen Jacobsen på mindesten 1906 (Skibelund krat) og af Carl Andersen ca. 1922. Tegn. af Olav Høgsbro. Foto.

Bibliografi

Kilder. Sofus Høgsbro: Mit forhold til Grundtvig, Tscherning og Monrad, 1902. Sofus Høgsbro: Brevveksl, og dagbøger 1858–1901, udg. Hans Lund I–II, 1924–25. Dansk udsyn, 1926 64–82 (Høgsbros dagbog 1894). Lit. V. Milthers: Sofus Høgsbros slægt, 1909 26–31. Zodiacus i Nær og fjern 21.10.1877. H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882 172–77. Karl Jørgensen i Højskolebl., 1890 nr. 24–48 (om Sofus Høgsbro og Rødding højskole). Sst. 21.2.1902. J. Appel sst. 20.5.1910. H. Rosendahl: Nogle bidrag til Rødding højskoles hist., 1894. N.P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901–03 464–73. Jørgen Nielsen i Den danske højskole II, 1902 377–407. E. Henrichsen i Dansk t., 1906 178–82. Samme: Mændene fra forfatningskampen I, 1913 59–98. N. Neergaard: Under junigrundloven II, 1916. Samme: Erindr., 1935. A.F. Krieger: Dagbøger III–VII, 1921–25. J.H. Monrad i Mænd og meninger i da. socialpolitik, red. Povl Engelstoft og Hans Jensen, 1933 5–40. Roar Skovmand: Folkehøjskolen i Danm., 1944. Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Sofus Høgsbro i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291721