Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ludvig Schrøder

Oprindelig forfatter Rosko

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ludvig Schrøder, Ludvig Peter Schrøder, 19.1.1836-8.2.1908, højskoleforstander. Ludvig Schrøder stammede på mødrene side fra lollandske bønder. Både faderen og farfaderen var forstmænd. Faderens tjeneste hos Chr. Ditlev Reventlow indgav fra barndommen Ludvig Schrøder en respekt for Reventlows indsats for oplysning og opdyrkning der ansporede til hans eget virke for hedeselskabet.

Som tolvårig kom Ludvig Schrøder til Herlufsholm skole hvor den tidligt moderløse dreng fandt sit "andet barndomshjem" og satte sig som fremtidsmål at blive lærer ved denne skole. Som student 1854 valgte han det teologiske studium og blev kandidat 1860. Det røre som Søren Kierkegaards "Øieblikket" fremkaldte hos Ludvig Schrøders samtidige lod ham selv ret upåvirket. Derimod blev han grebet da Sørens bror P.C. Kierkegaard på det første skandinaviske kirkemøde 1857 skarpt afviste et angreb som teologen A.G. Rudelbach havde rettet mod N.F.S. Grundtvigs kirkelige anskuelse. Det der greb Ludvig Schrøder var Kierkegaards levende tale hvis virkning på tilhørerne han senere sammenlignede med Henrik Steffens ved århundredets begyndelse. Ludvig Schrøder var dog endnu ikke påvirket af Grundtvig selv. Han tog ivrigt del i studenterlivet og var medstifter af "samfundet", en kreds inden for Studenterforeningen der søgte at højne dens møder. På disse traf Ludvig Schrøder Ernst Trier,Jens Nørregaard og Christoffer Bågø; og sammen med dem dannede han 1858 "Lille theologicum" hvor en halv snes studerende drøftede tidens kirkelige spørgsmål. På det næste skandinaviske kirkemøde i Lund september 1859 traf disse venner de to unge norske studenter Olaus Arvesen og Herman Anker, begge erklærede grundtvigianere. På vejen tilbage til København mødte de to nordmænd og deres nye danske venner Grundtvigs svigersøn P.O. Boisen og deltog i den fællessang han ledede på skibet. Boisen opfordrede dem til at møde op hos Grundtvig på hans fødselsdag 8. september, og her blev Grundtvig – første gang hans hjem åbnedes for en større kreds – hyldet i taler af Arvesen og Ludvig Schrøder.

I vinteren 1860–61 fulgte vennerne ugentlige foredrag om kirkens historie – senere trykt med titlen "Kirke-Speil" – som Trier havde fået Grundtvig til at holde i sit hjem. Disse foredrag og kirkegang i Vartov gjorde Ludvig Schrøder og hans venner fra Lille theologicum til helhjertede Grundtvig-apostle. Ludvig Schrøders gode kandidateksamen skaffede ham ophold på Borchs kollegium. Samtidig med at han her syslede med kirkehistoriske studier og var medhjælper ved Niels Lindbergs Dansk Kirketidende blev han privatlærer for sin tidligere elev på Melchiors skole, den vordende kunstner Axel Helsted. Det gav Ludvig Schrøder anledning til fordybelse i Grundtvigs Nordens Mythologi fra 1832 som han genfortalte for sin elev. Og det gav ham igen mod til at sige ja da han i efteråret 1861 blev anmodet om at vikariere et par måneder for Rødding højskoles forstander Sofus Høgsbro der var folketingsmand. Det var kun i nogle uger før jul at Ludvig Schrøder virkede som lærer på Rødding. Her blev han stærkt påvirket af en kritik der kom fra J.L. Knudsen, Jakob Knudsens far. I Christen Kolds ånd ønskede han at skolen skulle have et stærkere kristeligt-folkeligt præg end Høgsbro havde givet den. Da Ludvig Schrøder ikke lagde skjul på at han var påvirket af Knudsens kritik vakte det betænkelighed hos såvel Høgsbro som skolens grundlægger og formand Chr. Flor der begge havde set et forstanderemne i Ludvig Schrøder. Men i sommeren 1862 hørte Flor Ludvig Schrøder holde et velafbalanceret foredrag i det grundtvigske Danske samfund om skolens formål. Efter det blev alle betænkeligheder overvundet og Ludvig Schrøder antaget til Høgsbros efterfølger som forstander.

Annonce

Trods sin unge alder og korte erfaring som ungdomslærer virkede Ludvig Schrøder fra første færd som en moden og selvstændig skolemand. Tidligere på året 1862 havde han besøgt Kolds skole og var blevet betaget af hans åndsbårne og vækkende tale, og på en række punkter tog Ludvig Schrøder ved lære af Kold, især da Røddinglærerne efter fredsslutningen 1864 brød op fra Rødding og med Flors billigelse og energiske støtte 1865 flyttede deres skolevirksomhed til Askov lige nord for Kongeågrænsen. I et lejet stråtækt hus der mindede mere om Kolds første skole end om de herskabelige rammer i Rødding fulgte Ludvig Schrøder Kolds eksempel: Han holdt skole for unge mænd om vinteren og for unge piger i tre sommermåneder, han lod eleverne bo og spise på skolen – så hurtigt det lod sig gøre – og han gav det vækkende og kristelige element en større plads end det havde haft på Høgsbros Rødding. Et forbilledligt nyt træk var fru Ludvig Schrøders evne til som "højskolemor" at give skolelivet et mere hjemligt præg end det havde haft hos den endnu ugifte Kold. På et væsentligt punkt adskilte Askov sig fra Kolds skole. Kold havde nok dygtige medlærere, men det var ham der stillede sig i forgrunden og prægede skolen. Da Ludvig Schrøder blev forstander i Rødding skete der samtidig et skifte i lærerkredsen. Vennen fra Borchs kollegium H. Nutzhorn og landøkonomen Rasmus Fenger blev Ludvig Schrøders medlærere, og fra nu af hævdede Ludvig Schrøder at han som forstander blot var "den første blandt ligemænd". Især Nutzhorn supplerede ham fortrinligt. Han var en god historielærer, og som komponist og sanglærer gjorde han en banebrydende indsats ved at give folkesangen en plads på Askov der gav genklang på alle grundtvigske folkehøjskoler hvor man flittigt brugte de "Historiske Sange" som Nutzhorn og Ludvig Schrøder samdrægtigt havde udgivet 1872.

Ludvig Schrøders undervisning efterlignede ikke Kolds. En af dem der kendte begge, nordmanden Christopher Bruun, karakteriserede den 1867 således: Hvad Ludvig Schrøder ville sige til sine elever gemte sig halvt inde mellem hans stof og virkede dog fuldt så stærkt på tilhørerne som den direkte tale der lød fra Kold. Ganske vist kunne Ludvig Schrøders grundigt forberedte foredrag virke knastørre, men sjældent talte han uden at magnetiske elementer tiltrak tilhørernes sind. Hans stof var samlet i to emnegrupper der skiftevis blev taget op hveranden vinter. Der var først verdenshistorien. Ludvig Schrøder udgav selv i 1876–77 og senere en lille verdenshistorie til skolebrug. Den havde titlen Menneskeslægtens Levnedsløb. Den trykte bog virker i dag som en mat efterklang af Grundtvigs verdenshistorier og krønikerim. Ludvig Schrøders andet hovedemne var Nordens mytologi. Også her var han inspireret af Grundtvig. Men her var han i sit es. Der foreligger talrige vidnesbyrd, bl.a. fra sønderjyden H.P. Hanssen, om at disse foredrag var "fulde af livsvisdom, vækkende, manende og folkeopdragende i ordets bedste forstand". En anden elev, Povl Hansen fra Vallekilde, glemte aldrig at han som 18-årig hørte Ludvig Schrøders betagende udlægning af fortællingen om Thor der vover sig ud på dybet mens jætterne fanger flyndere på fladstranden. Men sine mytologiske foredrag lod Ludvig Schrøder aldrig trykke. Som et eksempel på hans hæderlighed kan anføres at da Holger Begtrup som ung Askovlærer 1882 orienterede om videnskabelige undersøgelser der rokkede ved mytologiens nordiske oprindelighed lod Ludvig Schrøder myterne træde i baggrunden og tog få år efter Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje op som foredragsemner. Og dem lod han trykke 1894–97.

Som højskolemand havde Ludvig Schrøder sin styrke i foredragsformen. Han kunne tale til de unge, men ikke med dem. Hans væsen kunne virke brysk og kolerisk. Da Begtrup kom til Askov fandt han hans alvor udtrykt i "hans udvortes holdning, især i det kraftfulde hoved der sad så tæt på de brede skuldre og var omgivet af den kulsorte hårfylde som helt skjulte hans hals og ligesom gjorde hans buste mere ubevægelig". Alligevel havde Ludvig Schrøder helt fra sin ungdom været et selvfølgeligt samlingspunkt i kammeraternes kreds. Som Askovs forstander blev han det i en menneskealder inden for den danske folkehøjskole. Askovs stilling blev styrket ved ansættelsen af fremragende lærere, især fra 1878, da Jens Nørregaards veltalende opfordring ved et grundtvigsk møde i Tivoli til at virkeliggøre Grundtvigs gamle plan om en statshøjskole i Sorø af Ludvig Schrøder og hans venner Ernst Trier og Jep Fink behændigt blev transformeret til at gøre Askovs vinterskole til en "udvidet højskole" anlagt for viderekomne og helst flerårige elever, fra 1885 også kvindelige elever. Her fik ansættelsen 1878 af den fremragende fysiker Poul la Cour den betydning at det historiske perspektiv som Ludvig Schrøder tillagde så stor værdi nu også blev anvendt på naturvidenskaberne. Undervisningen i dansk sprog og litteratur undergik en fornyelse da de unge lærere Jakob Knudsen og Begtrup først i 1880'erne blev knyttet til skolen. Fra 1868 havde Ludvig Schrøder selv stået som skolens ejer selv om den i 1869 havde fået navnet "Flors højskole". I 1898 blev den omdannet til en selvejende institution med Ludvig Schrøders forbilledlige fundats. Den pålagde bestyrerne at holde skolens gang "i det spor hvori den er kommet med de forbedringer som de skiftende tider måtte kræve... således at den altid kan fortjene navn af en god dansk folkehøjskole".

Det kunne ikke undgås at "de skiftende tider" skabte Ludvig Schrøder vanskeligheder. Politisk stod han N.J. Termansen nærmest, men da regeringen Estrups første provisoriske finanslov kom 1877 førte Askov an i protestpolitik. Lærerne besluttede at skolen ikke ville søge statsunderstøttelse under provisoriet, og denne holdning blev fulgt af en række grundtvigske skoler. Da det næste provisorium indtraf 1885 advarede venstreførerne mod at gentage dette skridt. De bad Ludvig Schrøder indkalde til et møde – det første i Ludvig Schrøders tid – hvor samtlige højskoleforstandere skulle komme til stede. Mødet fandt sted i Odense og blev ledet af Ludvig Schrøder. Her fulgte et stort tal af skolerne hans forslag om trods alt at søge de bevillinger som folkets repræsentanter ville yde dem. Under den skærpede politiske kamp tog Ludvig Schrøder også i sin undervisning stilling mod regeringen, og det havde til følge at ministeriet slettede den særlige bevilling Askov havde fået til den udvidede højskole. 1886 lod Ludvig Schrøder sig i Termansens sted vælge til landstinget. Men han hørte til den moderate fløj der endnu havde svært ved at gøre sig gældende, og allerede i 1890 trak han sig tilbage. Det hang også sammen med at han vanskeligt kunne undværes på Askov. Den radikalisering i elevernes kreds som provisorietilstandene havde fremkaldt var faldet Askovlærerne for brystet. Lad gå at eleverne var politisk radikale, men det gik ikke an at de højlydt gav til kende at de var fritænkere, og at de fandt lærernes religiøse holdning snæver. Allerede på Tivolimødet 1878 havde Ludvig Schrøder udtalt ønsket om at den skole der skulle danne brændpunktet for de grundtvigske skoler – underforstået Askov – kunne blive "et bolværk mod den moderne positivistiske retning". To år senere havde Ludvig Schrøder på et møde med andre højskolefolk spurgt hvad der kunne gøres for at forebygge at fritænkernes bøger blev læst af højskoleungdommen. Han svarede selv at det kunne ske ved at få bøger frem der kunne aflede ungdommens opmærksomhed fra den skadelige litteratur. Som eksempel anførte han den bog han selv havde skrevet om den grundtvigske præst Mads Melbye. Men derved blev Ludvig Schrøder en skydeskive for Morten Pontoppidans ætsende kritik, og kritikken voksede, da Askovlærerne under indtryk af elevernes holdning 1890 – i Ludvig Schrøders fraværelse – bekendtgjorde at elever der ikke delte "det grundsyn på menneskelivet og kristenlivet der bliver gjort gældende i foredragene" ikke var velkomne. Nu var det især V. Brücker der angreb Askovs holdning, og Ludvig Schrøder måtte stå for skud skønt det var Begtrup der havde udformet den famøse erklæring – som han siden fortrød.

Kritik gjorde altid Ludvig Schrøder forknyt. Men i løbet af 1890'erne sejlede skolen – nu med svigersønnen Jacob Appels støtte – atter i smult vande, og den altid flittige Ludvig Schrøder kunne påny kaste sig ud i udadvendt virksomhed. Det havde han gjort helt fra begyndelsen. Allerede i Røddingtiden havde han åbnet skolen for møder med egnens folk. Det fortsatte i Askov med månedlige møder. Om sommeren blev der i en række år holdt lærermøder af et par ugers varighed, fra 1873 flere dages efterårsmøder "for bosatte folk". De kom til at danne mønster for hele landet omtrent op til vore dage. Som et særligt bindeled til Sønderjylland, hvorfra skolen fik mange elever, blev der fra 1865 holdt årlige grundlovsmøder i Skibelund krat nær Kongeågrænsen. – Det venskab Ludvig Schrøder havde sluttet med de norske grundtvigianere 1859 førte til nært samspil med de første norske folkehøjskoler. Gentagne gange kom Ludvig Schrøder til Norge, og norske højskolefolk gæstede hyppigt og længe Askov. Det var på et møde om højskolesagen i Kristiania 1872 at Ludvig Schrøder i lidt ændret form gentog det løsen for folkehøjskolen han året før havde givet på et nordisk kirkemøde i København. Her havde han sagt: "Der hvor lærernes evner og lærlingenes trang mødes til en given tid – der ligger skolens gerning." I Kristiania lød det: "Der hvor folkets trang ... møder lærernes evne – der ligger højskolens gerning." Omformningen afspejler en gradvis ændring i Ludvig Schrøders opfattelse: Til at begynde med lagde han ligesom Kold vægt på at vække den enkelte elev til et rigere personligt liv. Efterhånden ønskede han i stigende grad – og i Grundtvigs ånd – "kærligheden til samfundet" styrket. Når det gjaldt dette formål lå det nær at søge føling med de første svenske folkehøjskoler. Men det skete først 1883 og på Nørregaards initiativ. Ludvig Schrøder tog dog ivrigt del i alle de nordiske folkehøjskolemøder, og da der i 1890'erne også blev oprettet folkehøjskoler i Finland søgte deres første forstandere alle til Askov for at hente inspiration – også fra sønderjydernes nationale eksistenskamp som mindede dem om deres egen. Ludvig Schrøders sidste værk var en bog om Den nordiske Folkehøjskole. Den kom i unionsbruddets år 1905 – uden omtale af de mislyde dette brud havde fremkaldt i de nordiske folkehøjskolers samspil.

Aldrig blev Ludvig Schrøder træt af at understrege historiens værdi som dannelsesmiddel. Sammen med nordmænd, især Viggo Ullmann, og danske højskolemænd og videnskabsmænd stiftede han 1875 Selskabet for historiske kildeskrifters oversættelse til modersmålet – et selskab der stadig trives - og i 1901 gav han stødet til oprettelsen af Ribe amts historiske selskab. Det blev forbillede for alle senere oprettede historiske amtssamfund i landet. Selv skrev Ludvig Schrøder en række historiske skrifter, især biografier over grundtvigske foregangsmænd som Peter Larsen Skræppenborg (1875), Mads Melbye (1879), Ludvig Helveg (1884), Ernst Trier (1894), Chr. Flor (1896) og hans egen hustru (1905). Hertil kom bøger om Ewald, Baggesen, Oehlenschläger og Grundtvig. Ludvig Schrøders skriftlige flid var enorm, men teksterne blev ofte tunge. Alene i årene 1889–91 nåede Ludvig Schrøder at skrive 42 artikler i sit eget tidsskrift Danskeren samt 28 i Højskolebladet som han leverede bidrag til fra dets start 1876 til sin død. Igennem 24 år var han virksom medredaktør af tre tidsskrifter der fulgte efter hinanden: Nordisk Maanedsskrift (1871–83), Historisk Maanedsskrift (1883–88) og Danskeren (1888–94). – En tilsvarende virksomhed udfoldede Ludvig Schrøder på en række af folke- og kirkelivets områder – med udgangspunkt i Askov, ikke blot ved højskolen men også i den mønstergård han fra 1871 ejede i landsbyen. Han medvirkede til oprettelse af Statens forsøgsstation i planteavl i Askov, til oprettelse af sløjdskole og væveskole efter svensk mønster, til dannelse af frimenighed i Rødding (1874) og valgmenighed i Askov (1899), og på højskolen blev der uddannet præster og missionærer til fjerne lande.

I sine senere år var Ludvig Schrøder stærkt optaget af hedeselskabets virksomhed. 1890 kom han ind i repræsentantskabet, og efter E. Dalgas' død 1894 blev han medlem af selskabets tremandsbestyrelse. Han var også ophavsmand til Dansk skoleforening 1886 hvor R.J. Holm blev formand, og han var medstifter af Ribe amts plejeforening. Så sent som i 1904 – da han var svækket af sukkersyge – blev Ludvig Schrøder medlem af det kirkelige udvalg. Men her blev han angrebet af Morten Larsen for at svigte det grundtvigske frihedssyn – som Brücker og Pontoppidan tidligere havde angrebet ham. Undertiden kunne hans dømmekraft svigte, men ingen kan frakende Ludvig Schrøder æren for fra en beskeden begyndelse i en fattig sydjysk landsby at have opbygget Nordens største folkehøjskole og dermed og derudover at have bidraget væsentligt til højnelsen af folkeoplysningen og ikke mindst vækkelsen af ansvarsfølelsen hos den danske bondestand hvorfra Askov fik sine fleste elever. Han var skolens forstander indtil to år før sin død da Jacob Appel blev hans efterfølger. – Tit. professor 1906.

Familie

Ludvig Schrøder blev født på Christianssæde skovridergård, død i Askov, begravet sst. Forældre: skovrider Jens Peter(sen) Schrøder (1782–1860, gift 1. gang 1808 med Johanne Elisabeth Waldner (Wagner), ca. 1775–1832) og Frederikke Lovise Hviid (1803–39). Gift 24.9.1862 i Kbh. (Frels.) med Charlotte Caroline Elisa Johanne Wagner, født 29.9.1842 i Rendsborg, død 11.11.1904 i Askov, d. af kaptajn, senere oberstløjtnant Moritz Carl Friedrich August Wagner (1798–1849) og Margrethe Sophie Charlotte Manthey (1811–97). – Far til Ingeborg Appel og Fr. Schrøder Bror til Johannes E. Schrøder.

Udnævnelser

R. 1892.

Ikonografi

Afbildet på H. Dirckinck Holmfelds litografi Lille Theologicum, 1860, og på fortegn, dertil, samt på et andet gruppelitografi. Træsnit 1884. Litografi af I. W. Tegner, 1887, efter foto. Buste af Aksel Hansen, 1894. Litografi af Harald Jensen, 1896. Buste af Rasmus M. Andersen, 1902 (Askov højskole). Afbildet på E. Henningsens mal. Fra Askov højskole, 1902 (Fr.borg), gentagelse (Ribe mus.). Mal. af Joakim Skovgaard, 1906 (Askov højskole), tegn. af samme. Træsnit af H. C. Olsen, 1907. Tegn. af Emil Krause. Avistegn. Foto. – Mindesmærke efter tegn. af J. Skovgaard, 1910 (Skibelund krat). S.s plantage anlagt 1913 (ved Flyndersø i Sevel sg.).

Bibliografi

Kilder. L. S. i Gads da. mag. I, 1906–07 417–30. Breve i Dansk udsyn, 1941 15–28. Højskolens ungdomstid i breve, udg. Roar Skovmand II, 1960 3–119.

Lit. Højskolebl. XXXI, 1906 65–80 115–42 1908 201–32 255–68. H. Nutzhorn sst. 1912 145–56; Lars Bækhøj m.fl. sst. 1936 41–45 66–70. Holger Schrøder sst. 251–55. Holger Begtrup: L. S., 1913. [Konrad Jørgensen m.fl.:] Askov folkehøjskole 1865–1915, 1916 – Askov lærlinge 1915. Jørgen Nissen: Ti levnedsløb, 1919 272–307. Even Marstrand: Omkr. Askov, 1924 29–50. Vald. Brücker: Mit livs vej II, 1926 240–47. H. P. Hanssen: Et tilbageblik I, 1928 104. Elise Konstantin-Hansen: Små kapitler af et langt liv, 1935 (4. udg. 1964) 81–87. Fr. Schrøder: L. S.s liv og gerning I-II, 1935–36. Ingeborg Appel m.fl. i Dansk udsyn, 1941 1–14. Jørgen Bukdahl sst. 1958 170f. Roar Skovmand: Folkehøjskolen i Danm. 1841–92, 1944 især 140–49. A. Pontoppidan Thyssen: Den nygrundtvigske bevægelse I, 1958. Samme i Humanister i Jylland, red. Gustav Albeck, 1959 231–42. Hans Lund: Askov højskole 1865–1915, 1965.

Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jes Rosenblad: Ludvig Schrøder i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297198