Emanuel Hansen, Theklar Emanuel Hansen, 4.1.1894-16.11.1964, gymnastikteoretiker. Født i Edslev, Kolt sg. H. havde sit barndomshjem i Haslev og blev 1911 student fra Roskilde, hvorefter han begyndte at studere til skoleembedseksamen. Han var fra drengeårene stærkt interesseret i gymnastik og idræt og følte lyst til at komme til at undervise i disse fag, og denne interesse var medvirkende til at han valgte et studium der stilede mod lærervirksomhed. Netop det år han blev student fik gymnastik indpas som valgfrit bifag ved skoleembedseksamen, og det faldt ham naturligt at medtage det blandt sine studiefag: matematik (hovedfag), fysik, kemi, astronomi. Studiet af gymnastik kom til at foregå under professor J. Lindhard, og dennes vejledning og påvirkning fik en gennemgribende indflydelse på H.; hans videnskabelige arbejdsområde (muskel- og arbejdsfysiologi) og retningslinjerne for hans senere virksomhed blev afstukket i disse læreår. Efter at være blevet cand.mag. 1922 fortsatte han en allerede i studieårene påbegyndt lærervirksomhed ved Østersøgades gymnasium hvor han 1923 blev adjunkt. Samtidig gik han i gang med udarbejdelsen af sin doktordisputats og blev 1927 cand.phil. på en afhandling om muskelarbejdets mekaniske nyttevirkning som var dén første disputats inden for faget gymnastikteori. N.å. ansattes han som fast videnskabelig assistent ved gymnastikteoretisk laboratorium, og i de følgende år var han desuden optaget af lærervirksomhed ved Statens gymnastikinstitut, hærens gymnastikskole og Teilmanns kursus (nu skolen for fysioterapeuter). 1935 blev han Lindhards efterfølger som professor i gymnastikteori ved Kbh.s universitet, og 1940 afløste han ham tillige som forstander for Statens gymnastikinstitut der på dette tidspunkt fik navnet Danmarks højskole for legemsøvelser. 1937 blev han medlem af Folkeforbundets hygiejniske komités udvalg for tilrettelæggelse af internationalt samarbejde på den legemlige opdragelses område, og i denne egenskab berejste han n.å. en række europæiske lande, ligesom han 1939 skaffede midlerne til en særlig idrætsorienteret videreuddannelse for lægen Ove Bøje. Han har skrevet muskelfysiologiske, arbejdsfysiologiske og gymnastikteoretiske afhandlinger af anerkendt lødighed, har været medudgiver af lærebøger i fysiologi og gymnastikteori og var 1936-43 i redaktionen af tidsskrift for legemsøvelser. 1946 blev han rektor for Danm.s højskole for legemsøvelser og 1951 var han prorektor ved Kbh.s universitet.

H. formåede afgørende at sætte sit præg på såvel undervisningsstrukturen, hvis nuværende udformning netop blev skabt i H.s periode, som på højskolens fysiske struktur idet arealet under hans ledelse blev udbygget med svømmehal, idrætshal m.m. 1961 tog han sin afsked som professor og rektor, men vedblev til det sidste aktivt at tage del i spørgsmålet om undervisningens udformning og den verserende debat om vurderingen af konkurrencemomentet i skoleidræt og frivillig idræt. I både skrift og tale udtrykte han stor betænkelighed ved den hysteriske udvikling af konkurrencesporten, ligesom den tiltagende semiprofessionalisme var ham en stadig torn i øjet. H. skrev 1956 bogen Sports in Denmark. The developmenl of Danish physical education and training og 1961 Danmarks Højskole for Legemsøvelser 1911-1961.

Familie

Forældre: mejerist, sidst i Kbh. Hans H. (1858-1931) og Karen Marie Rasmussen (1857-1941). -30.6.1926 i Kbh. (Jac.) med Sigrid Anna Kirsten Bodil Mayland, født 5.6.1904 i Vorup ved Randers, død 26.11.1982 på Frbg., d. af toldassistent, senere toldforvalter i Haderslev -Niels Peter M. (1876-1947) og Else Marie Thomsen (1880-1958).

Udnævnelser

R. 1943. DM. 1951.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1927 155. – Erling Asmussen i Tidsskr. for legemsøvelser XXIX, 1964 101-03.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig