Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.C.D. Petersen

Oprindelig forfatter LVang
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

N.C.D. Petersen, Niels Christian Daniel Petersen, døbt Pedersen, 29.4.1892-10.9.1975, gymnastikinspektør. Født i Svendborg, død i Kbh., begravet sst. (Bispebjerg). P. var født i Svendborg og blev matematisk student fra Odense katedralskole 1910, påbegyndte herefter et cand.mag. studium i historie og legemsøvelser ved Kbh.s univ. som forblev uafsluttet. Han tog bifagseksamen i legemsøvelser 1915 og var fra 1915-17 gymnasielærer i Kbh. og fra 1917-18 kst. adjunkt ved Randers statsskole, vendte derpå tilbage til Kbh. for at tiltræde en stilling som gymnastiklærer ved universitetets nyoprettede studentergymnastik (USG), blev senere leder sst. og virkede fra 1946-64 som inspektør for både universitetets og øvrige højere læreanstalters studentergymnastik. 1923 tog han 1. del af statsvidenskabelig embedseksamen ved Kbh.s univ. – P. vil blive husket ikke alene som foregangsmand for studentergymnastikken, men også som pioner for en lang række idræts- og fritidsaktiviteter. Han gjorde sig gældende inden for både kricket, fodbold og navnlig sejlsport (medlem af Svendborgsund sejlklub). Desuden deltog han på det danske gymnastikhold ved OL i Stockholm 1912. Som studerende stiftede han 1913 foreningen De gymnastikstuderende og var s.å. medstifter af Akademisk idrætsforening. Han deltog i indendørshåndboldspillets tidligste udvikling (for hvilken indsats han 1948 modtog DIFs ærestegn), virkede i en årrække som skyde- og fægteinstruktør og tog 1920 initiativet til oprettelsen af Danske studenterlejre der blev Danmarks første campingklub, og som gennem årene har udviklet en livlig aktivitet både inden- og udenlands. 1926 redigerede han den første egentlige instruktionsfilm i idræt herhjemme. Som leder deltog han 1931 på en turné for sin hustru Agnete Bertrams kvindegymnastikhold i USA og Canada og blev her stærkt grebet af basketballspillet. 1936 var han leder for det danske mandegymnastikhold ved OL i Berlin. 1946 indførte han basketball i Danmark og stiftede året efter Dansk basketball forbund (DBBF). Han var medstifter af Nordens akademiske idrætsforbund 1948 og fik 1956 oprettet DIFs udvalg for børneidrætspladser. Efter sin fratræden som gymnastikinspektør var hans arbejde koncentreret om denne idé, der særligt i det sidste årti er slået stærkt an i forbindelse med gårdsaneringer, ved nyere boligbyggeri og inden for børneforsorgen. Sammen med sønnen Viggo Bertram skrev han 1965 bogen Spil og sport der på en grundig og saglig måde redegør ikke alene for ideen med og anlæggelsen af børneidrætspladser, men også introducerer en lang række spændende fritidsspil for "børn" i alle aldre.

P. beklædte adskillige bestyrelses- og formandsposter inden for diverse idrætsorganisationer, af hvilke bør nævnes: næstformand i hovedbestyrelsen for Gymnastisk selskab (nu: Dansk idrætslærerforening) 1926-30, formand for DBBF 1947-58, medlem af DIFs bestyrelse og bestyrelsen for Kbh.s idrætspark 1950-58. – P. fik den svenske P. H. Lingmedalje 1939 og DIFs ærestegn 1948 og blev 1958 æresmedlem i DBBF. 1960 modtog han J. L. Nathansens mindepokal, navnlig for sin indsats som basketballpioner.

Familie

Forældre: skibskaptajn Jens Lauritz Pedersen (1859-1942) og Sophie Marie Danielsen (1857-1939). Gift 1. gang med Bodil Jørgensen, ægteskabet opløst 1925. Gift 2. gang 10.2.1925 i Kbh. (b.v.) med gymnastikpædagog Agnete Bertram, født 8.10.1893 i Kbh. (Johs.), død 14.3.1983 sst. (Lundehus), d. af arkitekt Arnold Viggo Eduard B. (1863-1915) og Astrid Susanne Wesenbergt 1864-1930).

Annonce

Udnævnelser

R. 1958.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Vangdrup: N.C.D. Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295694