Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Else Thomsen

Oprindelig forfatter HPLang
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Else Thomsen, 25.4.1879-28.4.1950, gymnastikinspektør. Født i Høm, Seem sg, død på Frbg., begravet på Seem kgd. T. er både på fædrene og mødrene side af gammel sønderjysk slægt. Hendes far blev som optant udvist på grund af sit danske sindelag og bosatte sig derpå i Høm, tæt nord for den grænse krigen 1864 havde draget. Her blev T. født som den fjerdeældste af tolv børn. Der rådede knappe forhold i hjemmet, og allerede som 11-årig måtte hun efter egnens skik ud at gøre gavn blandt fremmede. Pligtarbejdets alvor kom i det hele til at præge og modne hende under opvæksten.

Efter et ophold på Vester Vedsted efterskole kom hun 1899 på Ribe seminarium og tog lærereksamen 1902. Efter et års lærervirksomhed i Lyngby kom hun på statens etårige gymnastikkursus og blev umiddelbart derefter ansat ved Kbh.s kommunale skolevæsen hvortil hun siden, om end med betydningsfulde afbrydelser, var knyttet. l'M 1–12 var hun med orlov herfra lærer ved den danske højskole i Nysted, Nebraska, USA, og foretog i dette år talrige foredrags- og studierejser i USA. Allerede 1908 var hun imidlertid blevet medhjælper ved tilsynet med pigegymnastikken uden for hovedstaden, og 1916–19 var hun udelukkende beskæftiget med dette arbejde hvorefter hun 1919–46 overtog stillingen som kvindelig gymnastikinspektør ved Kbh.s kommunale skolevæsen. – 1906 havde T. haft sit første møde med den finske gymnastikpædagog Elin Bjorksten, under hvis ledelse hun 1913 atter gennemgik et kursus i Silkeborg. Dette blev udgangspunktet for et mangeårigt samarbejde og venskab som havde afgørende betydning for T.s livsgemins;. T. kan karakteriseres som den bjorkstenske kvindegymnastiks betydeligste og virksomste forkæmper i Danmark. Med ubetinget loyalitet over for sin læremester forenede hun stor selvstændighed i opfattelse og udformning af øvelsesstof og metode og øvede derigennem en almindelig anerkendt og let påviselig indflydelse på kvinde- og børnegymnastikken hertillands – mest direkte naturligvis i hovedstaden, men gennem talrige kurser også i det øvrige land. Som ledende og meget virksomt medlem af det 1922 dannede forbund for nordisk kvindegymnastik og som redaktør af dette forbunds organ til sin død har hun været formidler af et nordisk samarbejde af ganske særlig aktiv og personlig præget art. Også uden for det faglige område som var T.s egentlige arbejdsfelt blev hendes energi og organisationsevne jævnlig taget i brug. Således var hun 1924–42 medlem af bestyrelsen i Foreningen til skolehygiejnens fremme, 1926–46 formand for Kbh.s legepladsforening og 1939–45 medlem af Danske kvinders beredskab. – T. har bl.a. skrevet vejledninger i småbørnsgymnastik og skolestuegymnastik.

Familie

Forældre: gårdejer Mikkel Hansen T. (1846–1933) og Inger Marie Smidt (1848–1924). Ugift.

Annonce

Udnævnelser

F.M.l 1936.

Ikonografi

Mal. af Agnes Smidt, 1936. Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H. P. Langkilde: Else Thomsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298305