Marie Christensen

Marie Christensen, Karen Marie Christensen, 3.2.1871-14.9.1945, forstander, socialpolitiker. Født i Lille Kregome (Kregme) ved Frederiksværk, død i Kbh., begravet i Kregme. Ugift. Som tjenestepige fra sit 15. år (1886-95 i Kbh.) prøvede C. et hustyendes ofte ublide kår. 1895-98 var hun privatlærerinde i Store Lyngby, men havde igen fra 1898 pladser som tjenestepige i Kbh. Den behandling hun var udsat for hos forskellige herskaber fremkaldte hos hende en beslutning om at ville hjælpe tjenestepigestanden frem til bedre forhold. 15.11.1899 stiftedes på hendes initiativ Kbh.s tjenestepigeforening hvis formand hun var til 1914. I provinsen dannedes senere tilsvarende foreninger der 20.7.1904 sluttedes sammen i De samvirkende tjenestepigeforeninger i Danmark med C. som formand (indtil 1927). Herigennem rejste hun en kamp mod den tidsånd der gav sig udtryk i tyendeloven, skudsmålsbogen og i hint skilt ved Fruens bøge i Odense: Tjenestepiger og hunde forbydes adgang. Bevægelsen krævede bestemt arbejdstid og fritid og ordentlige opholdsrum for tjenestepigestanden, men C. satte sig også straks som mål: dens oplysning og faglige dygtiggørelse samt tilvejebringelse af et alderdomshjem. Da den bestemmelse fra den gamle grundlov der udelukkede tyendet fra valgret dukkede op i forslag til lov om menighedsråd 1901 og til lov om kommunale valg 1903-04 fik C. gennem en energisk protestkampagne paragraffen fjernet. Det skyldes også væsentlig hendes indsats at de utiltalende folkemarkeder som ved novembertide afholdtes i nogle jyske byer blev afskaffet fra 1909. Gennem møder, interpellationer osv. begyndte C. fra 1901, senere i samarbejde med Tyendeforbundet (landarbejderne) en kraftig bearbejdelse af den offentlige mening med henblik på tyendelovens afskaffelse hvilket skete ved loven om retsforholdet mellem husbond og medhjælper af 1921 der også bragte skudsmålsbogen til at forsvinde. 1905-10 var hun medlem afkommissionen til revision af tyendelovgivningen. Fra 1.1.1914 udkom bevægelsens organ Tjenestepigernes Blad under titlen Husassistenten med C. som redaktør indtil 1918 og igen 1920-27. Organisationerne tog navneforandring til Husassistenternes fagforening og forbund, og det skyldtes C. at denne betegnelse der oprindelig mødtes med hånlatter, gradvis vandt sproglig borgerret. 1917-21 var C. medlem af Kbh.s borgerrepræsentation, valgt af socialdemokratiet, og fik i denne periode gennemført bedre arbejds- og værselsesforhold for husassistenterne på kommunens hospitaler og lignende. Straks efter organisationens dannelse 1899 fik C. oprettet et fond for skole og hjem, og nov. 1906 åbnedes Husassistenternes fagskole, Rosengården i Kbh. 1926 overgik denne til en selvejende institution hvori stat og kommune var repræsenteret og en ny stor bygning for skolens mangeartede undervisning indviedes 1927 i Fensmarksgade. C. var skolens forstander og bestyrelsens formand indtil 1938. Med husassistenterhvervets uddøen måtte skolen standse 1972. Med den viljestyrke og utrættelighed hvormed C. gennem årene forfulgte sine mål stilede hun mod den næste opgave, og maj 1934 kunne hun nedlægge grundstenen til Husassistenternes byggeforening og alderdomshjem. C. har skrevet Tjenestepigesagen; Træk af en Tjenestepiges Oplevelser, 1905, Anna og Emilie, 1914, Vor Kamp mod gamle Fordomme, 1917 og En Samtale mellem to Husassistenter, 1923, samt nedennævnte erindringer.