Johanne Petersen, Johanne Christine Petersen, 23.9.1847-24.3.1922, forstander for Samfundet og hjemmet for vanføre. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet sst. (Vestre). P. gik til trods for svagelighed ind i arbejdet for at bedre de fysisk handicappedes forhold på opfordring fra Hans Knudsen som hun havde lært at kende som patient på Diakonissestiftelsen. Hun blev 1874 leder for den håndgerningsskole der var knyttet til Klinikken for vanføre og lemlæstede. I tilknytning til denne skole blev der i løbet af nogle år oprettet et elevhjem, en aftenskole, et børnehjem, en skoleafdeling og et sanatorium. P. var i Hans Knudsens levetid dennes højre hånd og overtog ved hans død ledelsen af det der var blevet til Samfundet og hjemmet for vanføre. – P.s evner og energi voksede med opgaven. Hun blev en fast og dygtig administrator af den store organisation, et virke der blev vanskeliggjort af organisationens usikre økonomiske grundlag. Hun blev samtidig anset som en mild og kærlig plejemor. P.s mål var at give alle fysisk handicappede en sådan praktisk uddannelse at de kunne klare sig uden andres hjælp og derved føle sig som selvstændige mennesker.

Familie

Forældre: skomagermester Jens Bent P. (1821-1904) og Wilhelmine Christine Fristrup (1815-85). Ugift.

Udnævnelser

F.M.1. 1897.

Ikonografi

Relief af Anne Marie Carl Nielsen, 1910 (Samfundet og hjemmet for vanføre, Kbh.). Mal. af C. V. Aagaard (sst.). Foto.

Bibliografi

III. tid. 15.10.1899. [P.] Panum i Nyt t. for abnormvæsenet, 1917 213-15. Politiken 25.3.1922. [Gerda Svanenskjold:] Samf. og hjemmet for vanføre, 1929.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig