• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johanne Hansen

Oprindelig forfatter JWitte
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Johanne Hansen, 12.6.1890-1.8.1981, forstander. Født i Fangel sg, død i Vollerup, Ulkebøl sg., begravet i Fangel. H. voksede op på en lille fynsk gård i et grundtvigsk miljø. 1912 kom hun på Askov højskole lige nord for Kongeågrænsen og blev her præget af kærligheden til det tabte Sønderjylland. 1912-15 var hun på Nykøbing realskole og fik derpå en treårs uddannelse som husholdningslærer på Ankerhus ved Sorø. H. var kort ansat som husholdningslærer i Erritsø og derpå 1919-27 ved Ry husholdningsskole. Her havde hun stort udbytte af forbindelsen til kredsen omkring Ry højskole på hvis opfordring hun 1927 overtog Als husholdningsskole i Vollerup i det genforenede Nordslesvig. Denne skole drev hun med stor dygtighed til den blev nedlagt 1970. I tilknytning til skolen voksede andre aktiviteter frem, fx vævestue og husmoderafløsningskursus. Af størst betydning var nok vandrer- og lejrskolehjemmet Abildgården der startede under små forhold på skolens loft 1930. Allerede få år efter fik vandrerhjemmet egne bygninger, og under H.s ledelse frem til 1973 voksede det stærkt. – H. deltog 1936 i stiftelsen af Dansk samling der tidligt var aktiv i modstanden under besættelsen. H. skjulte selv fra 1943 sabotører på skolen og blev i december 1944 arresteret af Gestapo og sendt først til Frøslevlejren og derpå til koncentrationslejren Ravensbrück ved Berlin. Hendes stærke gudstro hjalp her hende og andre til at overleve. I april 1945 reddede Folke Bernadottes busser hende til Sverige. I hendes lange liv var netop sammenholdet mellem de nordiske folk en af de vigtigste opgaver. – Gennem årene skrev hun store dele af Als husholdningsskoles trykte julehilsener, men i 1964 pådrog hun sig stær, og de mange artikler og kronikker hun skrev i sin alderdom måtte dikteres til andre. Det gjaldt også bogen om hendes vandrerhjems historie "Abildgaarden" – et livsværk, 1980 som kom kort før hendes død. – Skt. Olav-medaljen 1959. Finsk medalje for humanistisk virksomhed, 1965. Dansk Røde kors æreskors 1968.

Familie

Forældre: gårdmand Niels H. (1856– 1940) og Mette Kirstine Jensen (1855-1926). Ugift.

Udnævnelser

R. 1965.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Viggo Kragh-Hansen, 1963 (Sønderborg slot). Foto.

Bibliografi

Troens stærke kvinde. J. H. ... til hendes 75års fødselsdag, red. Chr. Refslund, 1965. Peter Achton: Jeg har båret lærkens vinge. J. H.s eventyrlige liv, 1975. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Witte: Johanne Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290710