Erik Holmsgaard, 21.6.1921-9.1.2009, forstander for Statens forstlige forsøgsvæsen. Efter forstkandidateksamen 1946 blev Erik Holmsgaard knyttet til landbohøjskolens skovbrugsundervisning som videnskabelig assistent 1946-48 og med adjunktstipendium 1948-53. Stipendiet benyttedes til studier såvel i Danmark som i Sverige og USA. 1953 blev Erik Holmsgaard forstander ved Statens forstlige forsøgsvæsen. Han beklædte den post frem til 1991. Allerede inden han blev forstkandidat havde han gennemført studier af klimaets og jordbundens indflydelse på træernes årringe som også blev emne for hans doktordisputats, Årringsanalyser af danske skovtræer, 1955. Fra Erik Holmsgaards hånd foreligger talrige afhandlinger i såvel danske som udenlandske skriftrækker.

Erik Holmsgaards stilling som forstander og hans store indsigt på mange forstlige områder sammen med hans evne til at fremdrage kvintessensen i en sag gav ham mange poster inden for udvalg og bestyrelser. Her skal nævnes nogle fra det forstlige område: medlem af den permanente komité i den internationale union af forstlige forskningsinstitutioner 1962-71, af bestyrelsen for Skovteknisk institut 1967-91, formand for Statens udvalg for kontrol med forstligt formeringsmateriale 1975-91, medlem af samarbejdsnævnet for nordisk skovforskning 1976-91, og af statens jordbrugs- og veterinærvidenskabelige forskningsråd 1981-89. Også inden for akademiske fagforbund gjorde Erik Holmsgaard sig stærkt gældende, bl.a. som formand for Forbundet af videnskabeligt beskæftigede akademiske tjenestemænd 1964-72, som bestyrelsesmedlem i Akademikernes centralorganisation 1973-84 og som formand i Danmarks jordbrugsvidenskabelige kandidatforbund 1977-83.

1957-58 var Erik Holmsgaard gæsteprofessor ved skovbrugsfakultetet i Syracuse, N.Y., USA. Han var medlem af Societas forestalis Fenniae 1954, Kungl. skogs- och lantbruksakademien i Sverige 1964, Akademiet for de tekniske videnskaber 1966, og af Det kgl. danske videnskabernes selskab 1977.

Familie

Erik Holmsgaard blev født i Byrum.

Forældre: realskolebestyrer, senere skoleinspektør Ingeman H. (1898-1971) og Mariella Bodeline Pedersen (1897-1985). Gift 3.4.1947 i Hjørring med havebrugskandidat Margrethe Lorentzen, født 16.9.1920 i Gustavs forsamling, Malmöhus län, død 2009, d. af skovrider Carl William L. (1887-1968) og Karen Margrethe Koch (1888-1944).

Udnævnelser

R. 1965. R.1 1973.

Ikonografi

Mal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig