Eli Magnussen, Eli Gudrun Magnussen, 29.7.1901-10.10.1993, forstander for sundhedsstyrelsens sygeplejeafdeling. Eli Magnussen tog præliminæreksamen fra Skt. Joseph søstrenes skole i København 1918. 1920-22 uddannede hun sig til gymnastikdirektør ved Arvidsons gymnastikinstitut i Stockholm og 1922-25 til sygeplejerske ved Rigshospitalets sygeplejeskole (RHS). Denne uddannelse supplerede hun 1926 i England med uddannelse i psykiatrisk sygepleje ved Kent County Mental Hospital, Maidstone. Derefter fik hun gennem Dansk sygeplejeråds (DSR) bureau i Paris anvist arbejde som leder af dr. F. Sandoz' klinik for fysioterapi sst.

På opfordring af DSR tog hun 1930-31 et seks måneders kursus for sundhedsplejersker ved Samfundet för folkhälsan i Svenska Finland i Helsingfors. Dette førte til en tre måneders ansættelse som sundhedsplejerske i et prøvedistrikt i Holbæk amt og fire måneder som leder af DSRs første kursus for sygeplejersker i socialt arbejde. 1932 blev hun forstander for RHS og 1938 tillige for sygeplejen på Rigshospitalet, en dobbeltstilling hun beklædte med stor dygtighed indtil 1955.

1933 foretog Eli Magnussen en studierejse til Sverige, Finland, Polen og Ungarn og 1946 til sygeplejeskolerne ved universiteterne i Toronto, Canada, og Vanderbilt, USA.

1.1.1934 blev Eli Magnussen tilknyttet sundhedsstyrelsen som tilforordnet i sygeplejesager. Hendes første opgave blev at få den lov om autoriserede sygeplejersker, som folketinget havde vedtaget i april 1933, ført ud i livet. Da sundhedsstyrelsen 1955 oprettede en selvstændig sygeplejeafdeling udnævntes hun til dens første forstander og i de 15 år hun virkede på denne nøglepost gjorde hun en uvurderlig indsats for at højne syge- og sundhedsplejen i Danmark. Hendes viden og erfaring kom dog også til at præge syge- og sundhedsplejen i mange andre lande. 1950-52 var hun således den første sygeplejerådgiver ved verdenssundhedsorganisationens (WHO) regionalkontor for Mellemøsten i Alexandria, Egypten, og 1959 blev hun af WHO sendt til USA som rådgiver i hjemmesygepleje-spørgsmål for regeringerne i 14 stater. For denne indsats fik hun i Washington D.C. overrakt byens gyldne nøgle. Som medlem af den danske regeringsdelegation deltog hun 1960, 62 og 63 - som eneste sygeplejerske - i Europarådets sundhedsudvalgs møder.

Eli Magnussen beklædte en lang række nationale og internationale tillidsposter. Hun var medlem af bestyrelserne for Den sociale højskole 1937-69, Skolen for beskæftigelsesterapeuter 1943-68, Danmarks sygeplejerskehøjskole ved Århus universitet 1938-70 og Institut for ergo- og fysioterapeuter sst. 1958-67. Desuden var hun medlem af indenrigsministeriets uddannelsesnævn for sundhedsvæsenet 1956-71 og - som eneste medicinalperson - af uddannelseskommissionen for det sociale område 1965-72. 1953-65 var hun formand for det internationale sygeplejeråds medlemskabskomité og 1964-66 medlem af en af Rockefeller-fonden nedsat komité til studier af retningslinjer for etablering af et sundhedsvæsen i udviklingslandene.

Eli Magnussen har været medforfatter til Lærebog og Haandbog i Sygepleje, 1942. Desuden har hun skrevet et stort antal artikler, bl.a. Sygeplejerskerådgiver for WHOs kontor for Mellemøsten (Tidsskrift for sygeplejersker nr. 2, 1952), Europarådet, Fællesmarkedet og sygeplejerskerne (sst. nr. 13, 1962) og Sygeplejersken i perspektiv (Sygeplejersken nr. 31, 1979).

Eli Magnussen var hædret med den internationale Florence Nightingale medalje og er æresmedlem af den finske og den svenske sygeplejerskeorganisation.

Familie

Eli Magnussen blev født i København.

Forældre: direktør Christian Carl Emil M. (1860-1940) og Gudrun Thaning (1878-1965). Ugift.

Ikonografi

Foto (Rigshosp.).

Bibliografi

Margrethe Koch: Dansk sygeplejeråds hist., 1944 158. Daisy C. Bridges: A history of the International Council of nurses 1899-1964, Philadelphia 1967 189 217. Ingrid Wyller: Sykepleiens verdenshist., Oslo 1969 340 342. Inger Gøtzsche: Sygeplejens udvikl, og kulturhist. baggrund, 1978 171 172.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig