Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

E.V. Rolsted

Oprindelig forfatter CBuur
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

E.V. Rolsted, Emil Vilhelm Rolsted, 6.5.1848-21.3.1928, forstander for Gamle Bakkehus. Født på Ryegård skovridergård ved Roskilde, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). R. dimitteredes 1867 fra Jonstrup og blev s.å. andenlærer i Rye, hans fødesogn. Nogle år efter gennemgik han det treårige Monradske kursus og bestod dets afsluttende eksamen 1875, hvorefter han blev inspektionshavende lærer ved opfostringshuset. 1883 blev han forstander for Kbh.s skolevæsens internat for vanskelige børn, og endelig ansattes han 1887 som forstander for åndssvageanstalten Gamle Bakkehus hvor han gennem 28 år fik sin manddomsgerning. Han tog sin afsked 1915. Som forstander tog R. virksomt del i den 1886 indledte omordning af anstaltens organisation og metodiske behandling af dens alumner. Ved oprettelse af åndssvageanstalten på Ebberødgård 1892 blev Gamle Bakkehus en ren undervisningsanstalt hvor der umiddelbart efter kun var 30–40 elever tilbage. Antallet voksede dog snart, og talrige indmeldelser af uudviklede børn nødvendiggjorde ny aflastning der fandt sted ved overtagelse af de tidligere Kellerske anstalter Karens Minde ved Valby og Lillemosegård ved Lyngby 1902 og oprettelse af åndssvageanstalten i Ribe 1905. R. vandt sig et anset navn som talentfuld pædagog og dygtig administrator. De retningslinjer han afstak bragte normalskolen vigtige impulser på undervisningens område. Foruden afhandlinger i Nyt Tidsskrift for Abnormvæsenet har R. skrevet Aandssvageanstalten paa Gamle Bakkehus 1855–1905, 1905. Han var 1909–13 formand for Frbg. skolekommission og 1916–18 for Kbh.s amtsråds skoleudvalg. 1915–22 sad han i bestyrelsen for de sjællandske åndssvageanstalter. Desuden var han medlem af Det pædagogiske selskabs repræsentantskab og bestyrelsen for foreningen Abnormsagens Venner.

Familie

Forældre: skovrider Henrik Wilhelm R. (1802–80) og Kirsten Sørensen (1806–89). Gift 10.11.1877 på Frbg. med Adamine Elisabeth Clara Pedersen, født 30.7.1857 i Kbh. (Frue), død 4.4.1930 i Ordrup, d. af hørkræmmer, kulgrosserer Hans P. (1818–94) og Caroline Nissen (1814–83).

Udnævnelser

R. 1892.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

H. W. Rolsted: Slægten Rolsted, 1905. Lærerne og samf., red. Carl Poulsen og W. Th. Benthin I, 1913 139; III, s.å. 673. Nyt t. for abnormvæsenet, 1915 103–06. Henry Olsen sst. 1928 50–53. Berl. tid. 21.3.1928. Nationaltid. 22.3.s.å. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Buur: E.V. Rolsted i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296472