Johannes Moldenhawer, 14.7.1829-22.3.1908, blindepædagog. Johannes Moldenhawer blev student 1847 fra Efterslægtselskabets skole, tog n.å. anden eksamen og studerede derpå filologi mens han samtidig gav undervisning, især i sprog. Efter en pædagogisk studierejse udgav han Besøg i nogle Idiotanstalter paa en Rejse i Tyskland og Schweiz i Sommeren 1854 og Om Blindeinstituttet i Lausanne (i Dansk Maanedsskrift 1855). Med offentlig understøttelse berejste han 1855 og 1857 England, Holland, Belgien, Frankrig, Tyskland og Østrig-Ungarn, først for at besøge både blinde- og åndssvageanstalter, senere udelukkende for at studere blindesagen da han i mellemtiden var blevet lærer ved det ældre blindeinstitut og forberedte overgangen til det nye institut der oprettedes ved lov af 21.1.1857 og åbnedes 5.11.1858 efter at Johannes Moldenhawer fra 1.8. var blevet ansat som forstander og førstelærer. Johannes Moldenhawer var velorienteret om udviklingen inden for blindeundervisningen og kendt med områdets foregangsmænd i udlandet, og han søgte at holde en tilsvarende standard på instituttet i København. Til hjælp for de blinde efter deres afgang fra instituttet tog han 1862 initiativet til stiftelsen af foreningen til at fremme blindes selvvirksomhed, og for at bekæmpe kirtelsygens ødelæggelser blandt de blinde fik han 1898 efter et ihærdigt arbejde oprettet en forskole for blinde børn på Refsnæs ved Kalundborg.

Johannes Moldenhawer der helt ofrede sig for dette arbejde har offentliggjort en mængde artikler om blindesagen i forskellige tidsskrifter og som selvstændige arbejder udgivet Fremstilling af Blindeforholdene i Danmark, støttet paa statistiske Data, samt Meddelelser om Blindeforholdene i andre Lande, 1879 og Det kongelige Blindeinstituts Historie tillige med en Oversigt over Blindesagens Udvikling i Danmark 1811-83, 1883, endvidere Det kongelige Blindeinstituts Historie samt Meddelelser om Blindesagens Begyndelse og dens Udvikling i Danmark, 1905; (forkortet udgave i fransk oversættelse 1907). I forening med Joh. Keller udgav han Nord. Tidsskrift for Blinde-, Døvstumme- og Idiotskolen 1867-84 og var en af fagredaktørerne af Nyt Tidsskrift for Abnormvæsenet fra 1899 til sin død. 1905 tog han sin afsked og blev derefter medlem af instituttets bestyrelse. - Johannes Moldenhawer deltog i de fleste blindelærerkongresser i Europa, i reglen som foredragsholder, og skrev mange artikler om blindesagen i udenlandske fagtidsskrifter. - Konferensråd 1905.

Familie

Johannes Moldenhawer blev født i København (Slotsk.), død sst., begravet sst. (Ass.). Forældre: inspektør på Det kgl. bibl.s læsesal, senere justitsråd Carl Edvard Moldenhawer (1795-1870) og Marie Elisabeth Brockhausen (1807-91). Gift 31.7.1858 i København (Frue) med Ovine Hauch, født 10.10.1833 i København (Slotsk.), død 19.7.1909 sst., datter af senere departementschef, kammerherre Christian Jørgen Hauch (1795-1859) og Caroline Henrikke Aagine Høyer (1801-91). - Sønnesøn af D.G. Moldenhawer. Bror til Julius Moldenhawer og Wilhelm Moldenhawer.

Udnævnelser

R. 1876. DM. 1891. K2. 1898.

Ikonografi

Buster af Th. Stein 1852 og 1885. Træsnit 1880 efter foto. Buste af C. Aarsleff, 1883 (blindeinst.). Tegn. af C. Bayer. Pastel af Cathrine Heyerdahl. Mal. af V. Kornerup, 1908. Foto.

Bibliografi

J. Plesner i Nyt t. for abnormvæsenet X, 1908 89-104.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig