K.K.K. Lundsgaard, Konrad Kristian Karl Lundsgaard, 20.8.1867-30.8.1931, øjenlæge. K.K.K. Lundsgaard blev student 1886 fra Lyceum og tog medicinsk eksamen 1893. Sin oftalmologiske uddannelse indledte han 1897, og han blev derefter assistent på H.C. Christiansens øjenklinik, på kommunehospitalets øjenklinik og endelig 1902-04 reservekirurg på Frederiks hospital afd. D hvor kirurgi og oftalmologi var forenede på samme afdeling. K.K.K. Lundsgaards faglige løbebane markeredes af følgende stillinger: praktiserende øjenlæge i Kbh. 1902, øjenlæge ved Finseninstituttet 1903-25, konst. overkirurg ved Frederiks hospital afd. D febr.-marts 1905, afdelingslæge ved Frbg. poliklinik 1905-08, leder af øjenafdelingen ved Skt. Elisabeths hospital 1905-12, øjenlæge ved Kbh.s amtssygehus 1906-25, klinikchef på Frbg. hospital 1908-25, professor ved universitetet og overlæge ved Rigshospitalets øjenafdeling 1925.

Personlig karakteriseredes K.K.K. Lundsgaard ved en brændende interesse og ganske særlig af et rigt initiativ på alle de områder, det være sig videnskabelige, faglige eller administrative, hvor hans arbejde førte ham hen. 1897 fik han universitetets guldmedalje for en afhandling om de nyfødtes øjenbetændelse, 1900 vandt han den medicinske doktorgrad (Bakteriologiske Studier over Konjunktivitis), og en meget lang række af videnskabelige afhandlinger, større og mindre, er kommet fra hans pen. Videnskabeligt mest betydningsfuld er vel hans undersøgelser over conjunctivaltuberkulosen hvis klinik og behandling han havde rig lejlighed til at følge på Finsens lysinstitut. Hans interesse for operativ teknik gav sig udslag i instrumentkonstruktioner og en bog om Gamle og nye Metoder til Udførelse af de almindeligste Operationssnit gennem Øjets Væg, 1930. Medicinens historie fik han også tid til at beskæftige sig med, hvorom to mindre bøger om stæroperationer og om brillernes historie bærer vidne.

Hans litterære flid førte ham ind i redaktionen af talrige almen-medicinske og oftalmologiske tidsskrifter; hans betydeligste indsats på dette område skete 1923 da han var medstifter og blev hovedredaktør af det skandinaviske fagtidsskrift Acta ophthalmologica. Dette tidsskrift var vel stadig hans hjertebarn, og ved sit testamente stiftede han et legat af hvis renter der hvert tredje år skulle uddeles en pris for den bedste afhandling der i tidsrummet var fremkommet i tidsskriftet (L.-prisen). - Af K.K.K. Lundsgaards æreshverv kan nævnes: formand for Oftalmologisk selskab 1909-13, for Medicinsk selskab i Kbh. 1924-26, for Dansk medicinsk selskab 1930, præsident for Conseil international d'ophthalmologie, æresmedlem af Finska läkaresällskapet 1930, af Det oftalmologiske selskab i Mexiko 1930. Han holdt 1927 The Doyne memorial lecture i Oxford og fik derefter Doyne medaljen på samme kongres. Ved sin 60-års fødselsdag hædredes han med et festskrift fra de fire nordiske landes øjenlæger.

Familie

K.K.K. Lundsgaard blev født i Silkeborg, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). Forældre: snedkermester Conrad Christian Lundsgaard (1820-68) og Lene Kirstine Simonsen Kjær (1828-98). Ved dåben Conrad Christian Carl; navneforandring 5.5.1926. Gift 1.5.1897 i Kbh. (Frue) med Ingeborg Margrethe Guldbrandsen, født 5.4.1870 på Frbg., død 2.4.1944 i Kbh. (Cit.), d. af kasserer i statsanstalten, senere etatsråd Vilhelm Alfred Guldbrandsen (1833-1914) og Amalie Elisabeth Krüger (1842-76).

Udnævnelser

R. 1922.

Ikonografi

Mal. af L. Find, 1887. Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt, 1919 (Fr.borg). Mal. af Karl Isakson, 1921, og skitse af L. Find ca. 1926 til mal. 1928 (Med.-hist. mus.), gentagelse 1932 (Rigshosp.). Tegn. af H. Bendix og af H. Jensenius, begge udst. 1928. Medalje af H. Salomon, 1935. Tegn. af Carl Jensen. Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Arbejder fra univ.s øjenafd. III, 1931 9-16. - Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1900 139f. - K. Understrup: Stamtvl. over slægten Lundsgaard, 1913 43f. Chr. Lottrup-Andersen i Ugeskr. for læger XCIII, 1931 933-35. Samme: Det oftalmologiske selsk. i Kbh.s 50 års jubilæum 1951, [1952] (særtryk af Bibi. for læger). Viggo Christiansen i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1932 111-22 (heri bibliografi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig