Viggo Stockfleth

Viggo Stockfleth, Harald Viggo (ved dåben Vigo) Stockfleth, 29.9.1824-11.10.1879, veterinær. Født i Kbh. (Petri), død på Frbg., begravet sst. Opdraget under små forhold fik S. først tretten år gammel en mangelfuld skoleundervisning. 1840 tog han forberedelseseksamen ved universitetet og blev s.å. elev på veterinærskolen hvorfra han dimitteredes 1844. Han blev straks ansat som kandidat ved højskolens ambulatoriske klinik og arbejdede her i halvtredje år under den ansete, dygtige praktiker Hans Pedersen Tolstrup der siden 1813 havde været "dyrlæge" ɔ: hjælpelærer ved veterinærskolen. S. fik i disse år megen erfaring og praktisk rutine i sit fag. På grund af sygdom opgav han 1846 stillingen og praktiserede de følgende år i Valby og på Vesterbro og fik hurtigt et stort klientel. 1847 forlod Tolstrup højskolen, og stillingen stod vakant i nogle år, men da højskolens praksis aftog betænkeligt opfordrede man S. til at overtage Tolstrups gamle stilling, og i denne gjorde hans udpræget praktiske dygtighed sig snart stærkt gældende. Ved flytningen 1858 af veterinærskolen fra Christianshavn til den nyoprettede veterinær- og landbohøjskole betroede man S., den "ulærde" dyrlæge, lærerpladsen som lektor i kirurgi, fødselshjælp og ambulatorisk klinik. Hans ansættelse som lærer vakte stor glæde inden for dyrlægestanden der for første gang så en af sine egne som ikke havde anden uddannelse end dyrlægens vinde frem i første linje. 1869 fik han professortitlen. S. var en udmærket lærer der med fremragende praktisk dygtighed forbandt en usædvanlig videnskabelig begavelse, utrættelig flid og klar fremstillingsevne. Han har ikke blot haft den store betydning på de patologiske fags område at være bærer af den gode, men noget hensygnede tradition fra P. C. Abildgaards og E. Viborgs dage; han har tillige bidraget væsentligt til at bringe veterinærvidenskaben fremad.

Mens S. på det praktiske område havde fået en god vejledning var hans videnskabelige uddannelse sikkert fra først af meget mangelfuld; her måtte han uden tvivl væsentlig blive autodidakt, og desto mere må man beundre den indsigt han efterhånden opnåede. Noget bidrog hertil flere studierejser han imellem 1853 og 1876 foretog til veterinærskoler i Tyskland, Østrig, Schweiz, Norditalien, Frankrig, Belgien, England, Skotland og Sverige. Af betydning for ham var de bekendtskaber han stiftede i Hannover med Joh. Heinr. Friedr. Günther og hans søn Karl Günther – der lærte ham behandling af tandsygdomme hos hesten og en ny strubepibeoperation – og den fremragende patolog og kirurg Eduard Hering i Stuttgart. Megen nytte har han sikkert haft af den forbindelse med lægevidenskaben hvori hans yngre bror, lægen William Stockfleth bragte ham, men i hovedsagen var han sin egen lærer. Han besad en skarp iagttagelsesevne og bearbejdede med grundighed såvel sig eget rige erfaringsmateriale som det han fik fra sine kolleger med hvem han stedse stod i den livligste forbindelse. S.s litterære virksomhed er meget omfangsrig. I Tidsskrift for Veterinairer findes i l.r. II-XVIII 11854–70) og 2.r. I-IX (1871–79) talrige artikler af ham, dels udførlige rejseberetninger, dels kliniske iagttagelser over de forskelligste sygdomme (udkom senere i bogform, I–II, 1861–63). Betydningsfulde er studierne over den tidligere lidet påagtede hestesygdom rygmarvs-tyfus og over kastration af klaphingste. Efter at det 1860 var blevet ham overdraget at holde foredrag for højskolens landbrugsstuderende over de vigtigste husdyrsygdomme udgav han 1862 en Kort Fremstilling af de vigtigste Sygdomme hos Hesten, Oxen og Faaret, 3. udg. 1877. Hans hovedværk er imidlertid den store, helt igennem på selvstændige studier byggede Haandbog i Veterinærchirurpen, 1870–77. Han nåede kun at fuldføre to bind, men 1888 og 1900 blev det manglende udgivet som to supplementhæfter af B. Bang og. W. Mørkeberg, hvoraf navnlig det første hæfte væsentlig var udført på grundlag af et af S. efterladt manuskript. Dette værk var et for sin tid fortræffeligt arbejde der ved sin fremkomst vakte stor opmærksomhed ikke blot herhjemme, men også i udlandet efter at det var blevet oversat til tysk (1874–89).

S. var i hø i grad agtet og elsket af dyrlægerne, og 1849 var han medstifter af Den danske dyrlægeforening; som foreningens sekretær udførte han et stort arbejde indtil 1874, og derefter var han dens formand indtil sin død. Efter hans forslag stiftedes ved veterinærskolens hundredårsfest 13.7.1873 et jubilæumsfond der uddeler præmier for selvstændige undersøgelser over veterinære emner og tildeler dyrlæger rejsestipendier. Af Det veterinære sundhedsråd blev S. medlem 1870. Det medicinske fakultet udnævnte ham til dr.med.h.c ved universitetets firehundredårsfest 1879. S. var højt skattet af sine kaldsfæller der ved hans død indsamlede 2500 kr. til et mindelegat hvis renter skulle uddeles til dyrlægeenker. Danske dyrlæger satte ham senere et æresminde, en bronzeportrætbuste udført af Rasmus Andersen og opstillet 1900 foran veterinær- og landbohøjskolens anatomibygning. For at hædre mindet om ham har Foreningen af vet.-vidensk. medarbejdere ved landbdhøjskolen afholdt et symposium den 11.10.1979, hundredårsdagen for hans død. Materialet er publiceret i Dansk veterinærhist. årbog XVIII, 1979.