C.O. Jensen

C.O. Jensen, Carl Oluf Jensen, 18.3.1864-3.9.1934, veterinær. Født på Frbg, død i Middelfart, begravet i Vejlby, Vends hrd. Fra sin tidligste ungdom var J. stærkt interesseret i almindelig naturkundskab, og det må nærmest siges at være en tilfældighed at han valgte veterinærstudiet som livsgerning. Kun atten år gammel tog han dyrlægeeksamen 1882 og beskæftigede sig et års tid (1882–83) med almindelig dyrlægepraksis i Nimtofte. En ca. treårig sygdomsperiode tvang ham bort fra hans praksis til hovedstaden. På dette tidspunkt havde bakteriologien sit gennembrud og uddannelse heri fik han dels på universitetet hos C. J. Salomonsen, dels på forsøgslaboratoriet hos B. Bang. Efter at have genvundet sit helbred nogenlunde overtog J. atter sin praksis i Nimtofte i foråret 1886, og i øvrigt stadig syslende med bakteriologi og patologisk anatomi ved siden af den praktiske gerning. Efter godt et års forløb brød han atter op og forlod dermed dyrlægepraksis for stedse; men det er utvivlsomt at de to perioder i hvilke han virkede som landdyrlæge fik stor betydning for ham under hans senere virksomhed.

Fra juli til dec. 1887 opholdt J. sig i Tyskland hvor han studerede dels bakteriologi ved Robert Kochs institut i berlin, dels især patologi og patologisk anatomi ved forskellige veterinærskoler. Efter sin hjemkomst blev han dec. 1887 ansat som midlertidig assistent hos professor Bang ved dennes laboratorieafdeling på det landøkonomiske forsøgslaboratorium; april n.å. blev han assistent ved den stationære klinik på veterinærskolen, men fortsatte samtidig sit arbejde på Bangs laboratorium. 1889 udnævntes J. til lærer (lektor) i veterinærvidenskab ved Den kgl. veterinær- og landbohøjskole, og fra denne dato og til sin død, altså i næsten fulde 45 år, var han knyttet til denne skole som lærer i flere, hver for sig meget vigtige og betydningsfulde fag. 1903 udnævntes han til professor. Ved sin tiltræden 1889 overtog han almindelig patologi og patologisk anatomi efter Bang der tidligere havde haft denne undervisning sammen med andre fag. Nu blev disse for dyrlægeuddannelsen så vigtige fag gjort selvstændige; J. kunne udvide undervisningen betydeligt, og i årenes løb skabte han bl.a. et udmærket museum til undervisningsbrug. De nævnte fag docerede han fra 1889 til 1909. 1892–98 ledede han tillige klinikken for mindre dyr; fra 1898 overtog han undervisningen i teoretisk kødkontrol, og n.å. påbegyndte han forelæsninger over mælkekontrol. Undervisningen i de to sidstnævnte fag afgav han 1923; derefter og til sin død docerede han serologi og serumterapi.

De her nævnte fag har næsten alle været ganske unge og nye da J. overtog undervisningen i dem, og han har derfor for en meget stor del måttet opbygge undervisningen fra grunden, overvejende på basis af egne erfaringer. Således udgav han 1903 Forelæsninger over Mælk og Mælkekontrol – den første eksisterende lærebog i dette fag, kort efter oversat til tysk og engelsk. Sin alsidighed viste han bl.a. ved sin ledelse af klinikken for mindre dyr; han viste sig her som en meget habil operatør. Nævnes kan også at J. vistnok var den første der foretog forsøg med røntgenstrålernes anvendelse i veterinærkirurgien (i foråret 1896). J. tog initiativet til oprettelsen af et serumlaboratorium der åbnedes 1909; oprindelig hørte det under landbohøjskolen, men 1932 blev det henlagt direkte under ministeriet som Statens veterinære serumlaboratorium. J. var til sin død forstander for institutionen som under hans ledelse var i en stadig udvikling.

Allerede 1898 blev han medlem af det veterinære sundhedsråd og 1928 dets formand. Efter B. Bangs afgang som veterinærfysicus 1922 overtog han denne den højeste administrative stilling inden for veterinærvæsenet; ved en omlægning af administrationen 1931 blev fysikatet omdannet til et direktorat, og i. blev konstitueret som veterinærdirektør; fra denne stilling trak han sig tilbage 1933. I disse stillinger udførte han et overordentligt stort og omfattende arbejde. I denne meget krævende tid ydede J. en indsats af betydelig værdi for landet, og hans store internationale agtelse var ikke mindst i forholdet til udlandet utvivlsomt af meget stor betydning. I endnu højere grad end som lærer og administrator har J. dog haft betydning gennem sit videnskabelige arbejde som udmærker sig ved stor alsidighed. En del af hans mest betydningsfulde arbejder er udført på det landøkonomiske forsøgslaboratoriums bakteriologiske afdeling, til hvilken han var knyttet først som assistent, senere som medarbejder hos Bang og 1898–1908 som leder af en selvstændig laboratorieafdeling som var velindrettet, men som dog måtte virke under meget beskedne forhold.

Af J.s mange bakteriologiske arbejder skal nævnes: Undersøgelser over Aarsagen til Kværke (sammen med G. Sand, 1888). 1891 udkom de nu klassiske Bakteriologiske Undersøgelser over visse Mælke- og Smørfejl, der viste at nogle meget tabvoldende fejl ved smørret skyldtes skadelige bakterier, og at disse fejl kunne undgås, bl.a. ved pasteurisering af fløden – en opdagelse der har sparet meget store beløb for landbruget. I den 1892 offentliggjorte afhandling Om Knuderosen, tør Hudbrand og Rødsyge påviste J. at den almindelige svinesygdom knuderosen var en særlig form af svinets rødsyge; fra samme år stammer Om den infektiøse Kalvediarrhoe der danner indledning til en række afhandlinger om kalvesygdomme hvis årsagsforhold han klarlagde, og over for hvilke han derpå fremstillede virksomme serumpræparater; herigennem skabte han et væsentligt grundlag for oprettelsen af det foran nævnte serumlaboratorium. I denne forbindelse kan også nævnes hans omfattende studier over tyfus-coligruppens bakterieformer. Af stor værdi var endvidere J.s undersøgelser over den islandske fåresygdom bradsot (Uber Bradsot und deren Aethiologie, 1896) hvis gode resultater foranledigede den islandske stat til 1912 at tildele ham en hædersgave. Sammen med J. Fibiger (1867–1928) gennemførte han en række meget betydningsfulde undersøgelser over forholdet mellem menneskets og kvægets tuberkulose (1902–08). Af J.s biologiske arbejder må i første linje nævnes hans kræftundersøgelser (1901 og følgende år; navnlig Eksperimentelle Undersøgelser over Kræft hos Mus, 1903). Af andre biologiske arbejder skal endnu kun nævnes de højst interessante undersøgelser over skjoldbruskkirtlens betydning ved forvandlingen af visse padder (axolotl'en) 1916–21.

Foruden de i det foregående nævnte har J. offentliggjort en mængde arbejder i veterinære og medicinske tidsskrifter i ind- og udland, først og fremmest i Maanedsskrift for Dyrlæger som han var med til at stifte 1889, og som han var medudgiver og medredaktør af til sin død. En detaljeret fortegnelse over hans publikationer findes i Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole 1858–1908, 1908 555f, Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles Aarsskrift, 1919 295f og i Den danske Dyrlægestand, 1934.

J.s arbejdsindsats er så meget mere imponerende som hans helbred ofte var mindre godt. Personlig var J. beskeden og tilbageholdende; men enhver som kom i nærmere berøring med ham måtte beundre hans store menneskelige egenskaber, hans eminente belæsthed og store viden som han altid med den største beredvillighed og glæde stillede til rådighed for den der søgte hans hjælp og vejledning. På mangfoldige måder blev der yderligere lagt beslag på J.s arbejdskraft i kommissioner, officielle hverv, foreninger m.m. Såvel herhjemme som i udlandet vandt han megen anerkendelse: medlem af Det kgl. danske videnskabernes selskab 1903, dr. med. h. c. ved Kbh.s univ. 1910, dr. med. vet. h. c. ved veterinærskolen i Berlin 1912, æresmedlem af Den danske dyrlægeforening 1911, af Kød- og mælkehygiejnisk forening for danske dyrlæger 1924 samt af en række udenlandske dyrlægeforeninger (bl.a. alle de nordiske), æresmedlem eller korresponderende medlem af talrige medicinske selskaber og foreninger herhjemme og i udlandet, æresmedlem af den internationale forening for kræftforskning 1908, præsident for Den danske kræftkomité 1928 og medlem af flere udenlandske foreninger til udforskning og bekæmpelse af kræften. Modtog 1906 The Walker Prize for kræftundersøgelser.