• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.V. Neergaard

Oprindelig forfatter HjF
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

J.V. Neergaard, Jens Veibel Neergaard, 3.7.1776-23.1.1864, veterinær. Født i Hårlev, Bjæverskov hrd, død i Roskilde, begravet i Kbh. (Ass.). Ved sin mærkelige livsbane og vidtspændende, omskiftende livsgerning er N. blevet en af dansk veterinærvidenskabs interessanteste personligheder. Hos biskop Nicolai Edinger Balle, der var N.s slægtning, blev han skoleundervist. 1794 dimitteredes han privat til universitetet og begyndte derefter på det juridiske studium, men ved et tilfældigt besøg på veterinærskolen på Christianshavn lærte han skolens stifter P. C. Abildgaard at kende, og det vakte hos N., der var lidenskabelig hesteelsker, en brændende lyst til at ombytte juraen med veterinærvidenskaben. Efter faderens ønske tog han 1797 den dansk-juridiske eksamen, inden han kastede sig over veterinærstudiet. Inden for dette fag var det især den sammenlignende anatomi og hestens eksteriør der interesserede ham. Han betragtede Abildgaard som sin åndelige far og blev hjælpelærer på skolen. Efter Abildgaards død blev han april 1801 udnævnt til andenlærer, men allerede juli 1803 måtte han forlade stillingen på grund af det yderst spændte forhold der udviklede sig mellem ham og skolens forstander Erik Viborg. I sin autobiografi giver N. en detaljeret fremstilling af sit brud med Viborg som han livet igennem hadede lige så stærkt som han elskede Abildgaard. Det er vanskeligt nu at oplyse sagen fuldt ud; meget tyder på at hovedskylden var Viborgs, men N.s yderst heftige temperament har utvivlsomt også spillet en rolle. Viborg klagede til skolens direktion, men en undersøgelseskommission frifandt N.; man entledigede ham fra embedet, samtidig med at der blev tilstået ham en treårig studierejse.

Okt. 1803 drog N. til Göttingen hvor han studerede under J. F. Blumenbach, tog lægeeksamen og blev dr. med. 1804 på et komparativt anatomisk arbejde, Commentatio anatomico-physiologica sistens disquisitionem, an verum organorum digestioni inservientium discrimen inter animalia herbivora, carnivora et omnivora repriatur. Samtidig holdt han forelæsninger på universitetet og vandt så megen anerkendelse at man tilbød ham et veterinærprofessorat, hvilket han dog afslog. 1806 blev han korresponderende medlem af videnskabernes selskab i Göttingen. Et studieår tilbragte han i Berlin og udgav her 1806 et meget anerkendt værk, Vergleichende Anatomie und Physiologie der Verdauungswerkzeuge der Säugethiere und Vogel. Også et tilbud om en lærerpost ved veterinærskolen i Berlin gav han afkald på og rejste om efteråret tilbage til Kbh. for at søge stipendieforlængelse. Han anmeldte universitetsforelæsninger over komparativ anatomi og fysiologi, men kort før disse skulle begynde fik han pludselig rejseordre. Han mente heri at spore Viborgs indflydelse og erklærede, at han nu for stedse ville vende fædrelandet ryggen. En anvisning på 500 rdl. sendte han tilbage og rejste dagen efter til Hamburg. Her tog han undervisning i fægtekunst og fransk, idet han ville gå i fransk militærtjeneste, udmærke sig, blive fransk borger og studere sammenlignende anatomi hos den berømte zoolog George Cuvier. Imidlertid slap hans penge snart op, han blev alvorligt syg og led megen nød. I maj 1807 drog han til Kassel hvor han søgte optagelse i det franske kavaleri, det mislykkedes, og han blev arresteret som spion. Vennerne i Göttingen udvirkede hans løsladelse, og gennem Bøhmen og Østrig drog han til Frankrig. Under et ophold på et gods blev han syg, men knyttedes så nøje til sin vært at han blev hos ham efter helbredelsen, deltog i godsets styrelse og blev forlovet med datteren.

Hans forlovede døde snart, efter få dages sygdom. En forsmået bejler udfordrede ham, kun ved et tilfælde blev duellen afbrudt, og N. lod sig overtale til at rejse bort. Da han kom tilbage til Danmark var krigen med England brudt ud; han tilbød sin tjeneste, blev kornet à la suite ved Sjællandske dragonregiment og gennemgik kavaleriskolen, samtidig holdt han forelæsninger for officererne over veterinæremner. 1809 udnævntes N. til overkrigskommissær og medlem af remontekommissionen. Fra sin fordums rival modtog han en ny udfordring og duellen, der fandt sted i Nordtyskland, skaffede ham alvorlige sår. 1811 afskedigedes han med vartpenge fra remontekommissionen, fordi han havde rejst en, uden tvivl berettiget, kritik af en ny formands uduelighed og urigtige embedsførelse. 1814 fik han tilbudt stillingen som eskadronchef i lansenererne, men uden for krigen ønskede N. ikke at være militær. 1822 udnævntes han til generalkrigskommissær.

Annonce

Efter sin afskedigelse kastede N. sig over landvæsenet og drev med dygtighed i halvandet år Kastrupgård og senere en parcel af Store Antvorskov. I vinteren 1812-13 forelæste han i Kbh. over fysiologi og udgav 1823 et større arbejde, Naturbeschreibung der Zähne des Pferdes med otte kobbertavler. Han udfoldede efterhånden på mange områder en betydelig forfattervirksomhed. 1827-42 udgav han talrige skrifter om Danmarks hesteavl, og – som F. V. A. Prosch siger – grundlagde derved sin store anseelse. Som særdeles kyndig hippolog kritiserede han skånselsløst ledelsen af hesteavlen og stutterier, bl.a. forfægtede han avlsprincipper som senere hævdedes af Prosch, idet N. ønskede forbedring af de hjemlige racer ved udvalg og forbedret opdræt. 1828 fik N. opfordring af hertugen af Augustenborg om at skrive om fuldblod og dens betydning for avlen; da N. imidlertid ikke var ubetinget tilhænger af tanken om fuldblod og væddeløb som eneste avlsforbedrende midler, kunne forholdet i længden ikke holde. N.s kampskrifter vakte megen opsigt og skaffede ham mange bryderier og er blevet meget forskelligt bedømt af eftertiden (se J. Jensens nedennævnte bog). 1827 købte N. ejendommen Frederiksholm ved Kbh. og foretog her med en fortrinlig stamme jysk kvæg et praktisk forsøg på avisforbedring. Trods alvorlige økonomiske vanskeligheder og uheld synes forsøget at være lykkedes. 1834 måtte N. sælge ejendommen; det medførte at han måtte frasige sig det valg som stænderdeputeret der 1834 var faldet på ham. 1835 købte han en lille frederiksbergsk ejendom og levede her mange år sysselsat med forskelligt litterært arbejde. Hans psykologiske interesser og studier over frenologi førte ham ind på kriminalistiske studier, og 1837-38 udgav han skrifter om idioter og kendte forbrydere (F. E. Worm, Ole Kollerød Pedersen m.fl.), 1839 foreslog han i et skrift at omdanne straffeanstalterne efter amerikansk mønster. I tråd med disse psykologiske studier er hans to binds skildring af Napoleon "som Feltherre, Statsmand, Regent og Menneske" (1848) og hans store skrift Forsøg til en pragmatisk Fremstilling af Læren om Menneskets Temperamenter, 1850. Selv i sin høje alderdom udgav N. kritiske småskrifter og var stedse rede til at gribe pennen – ligesom i sin ungdom klingen – når nogen kom ham for nær.

N. var velbegavet, men meget temperamentsfuld og havde mange fjender; trofaste venner havde han dog også, og han nød i det hele almindelig agtelse for sin redelighed og uegennyttighed. Hans livsløb blev præget af den strid med Erik Viborg der fjernede ham fra den løbebane som lærer ved veterinærskolen, i hvilken han uden tvivl ville have gjort udmærket fyldest. Hans selvbiografi Mit Livs vigtigere Tildragelser, historisk-psychologisk fremstillede I-II, 1844, er et menneskeligt dybt tragisk vidnesbyrd om en i mange måder forfejlet livsskæbne, og man forstår hans sygelige følsomhed. Han glemte ikke veterinærskolen og fulgte dens stadige udvikling med aldrig svigtende interesse; i erindring om sin ungdomskærlighed til veterinærvidenskaben skænkede han 1858 hele sin ved uhyre flid og nøjsomhed sammensparede kapital – 11 750 rdl. – til et legat med det formål at "sætte dygtige Mænd i Stand til efter min Død at fortsætte hine mine redelige Bestræbelser, der ene sigtede til at hævde det danske Veterinærfags fordums Berømthed, der alene skyldtes dets uforglemmelige Stifter, Musernes sande Ven, Peter Christian Abildgaard". – 1859 blev han valgt til æresmedlem af veterinærskolen i Dorpat.

Familie

Forældre: kromand i Hårlev og møller, senere forpagter på Juellinge Sigvard Thomas Pedersen N. (1748-1804) og Petrea Sophie Staal (1752-1830). Gift 1. gang 4.7.1814 i Gunderslev med Marie Louise Etienne Justine Fumars, født 2.9.1780 i Kiel, død 20.7.1859 i Kbh. (Fr. ref.), d. af professor Etienne F. (1743-1806) og Marie Henriette Eyraud (1754-1816). Ægteskabet opløst 1817. Gift 2. gang 25.6.1817 i Gladsakse med Laurentze Petræa Lassen, født 7.3.1794 på Kongsdal, død 12.2.1838 på Skt. Hans hospital, d. af kammerråd Niels L. (1757-1826) og Lovise Friderike Wiimh (1773-1832). Separeret 1820.

Ikonografi

Min. af Liepmann Fraenckel, 1811 (landbohøjskolen). Silhouet af N. Chr. Fausing.

Bibliografi

J. V. N.: Mit tiårige forhold til det kgl. landhusholdningsselsk., 1835, Årsagen til min udtrædelse af stænderforsaml., s.å., Mit livs vigtigere tildragelser I-II, 1844, Lønnen for min næsten 60-årige gavnlige virken i statens interesse, 1852. J. V. N. i Tidsskr. for veterinærer XII, 1864 tillæg 1-24. – L. Bahr i Månedsskr. for dyrlæger XIV, 1902-03 79-88. B. Bang sst. XXXVII, 1925 178-84. Hj. Friis sst. XLIX, 1937-38 286-92. B. Bang i Den kgl. veterinær- og landbohøjskole 1858-1908, 1908 48 54f. Samme i Medlemsbl. for den da. dyrlægeforen. VI, 1923 51-58. Jens Jensen: Hestens hist. i Danm., 1925 (særtryk af Det danske landbrugs hist.) 50-54. – Papirer i Danm.s. veterinær- og jordbrugsbibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hj. Friis: J.V. Neergaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294832