Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Viborg

Oprindelig forfatter HjF
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Erik Viborg, Erik Nissen Viborg, ved dåben Ericus Nissenius, 5.4.1759-25.9.1822, veterinær. Født i Bedsted, Sønderjylland, død i Kbh. (Frels.), begravet i veterinærhaven, Amager (monumentet nu på landbohøjskolen). Faderen underviste V. i hjemmet og dimitterede ham 1777 til Kbh.s universitet. I begyndelsen studerede han teologi og orientalske sprog, men "af Frygt for ikke at blive en god Religionstaler" opgav han efter tre års forløb teologien og kastede sig over studiet af "fysiske, mathematiske og naturhistoriske Videnskaber". I hele studietiden måtte han erhverve sit udkomme ved undervisning. De naturvidenskabelige studier bragte ham i forbindelse med P. C. Abildgaard der opfordrede den "raske, flittige og fordomsfrie" unge mand til at lægge sig efter veterinærvidenskaben. Efter et års studium ved veterinærskolen blev V. 1783 ansat som lektor (hjælpelærer) med en løn af 200 rdl. S.å. vandt han Videnskabernes selskabs guldmedalje for en prisopgave om metoder til undersøgelse af luftens renhed og sundhed (Tentamen Eudiometriae perfectioris, 1784), og uagtet han endnu ikke havde offentliggjort noget botanisk arbejde blev han – ligeledes 1783 – ved Martin Vahls afgang ansat som lektor ved den botaniske have. 1787 vandt han Videnskabernes selskabs pris for et par afhandlinger om byg og sandvækster. På kgl. befaling udarbejdede han 1788 sidstnævnte afhandling til et skrift til brug for klitbeboere. S.å. skrev han også om taksens giftige virkning på husdyrene. Carl Viborg siger at botanikken stedse hørte til V.s kæreste studier, og uagtet han ikke har ydet noget betydeligt på det egentlige videnskabelige område nød han anseelse som botaniker og blev efter C. F. Rottbølls død 1797 endog med forbigåelse af Martin Vahl udnævnt til professor i botanik ved universitetet, en stilling han beklædte til 1801. 1798 blev han meddirektør ved den botaniske have. V. holdt forstbotaniske forelæsninger, men interesserede sig især for den økonomiske botanik og offentliggjorde senere afhandlinger over forskellige planters betydning som fodermidler, lægemidler eller gifte. Han arbejdede ivrigt for at fremme piledyrkning og udgav 1800 en større, af landhusholdningsselskabet belønnet afhandling om aspe- og pilearter, og skrev endnu 1821 om pilevånds afbarkning. Særlig betydning fik hans arbejder om flyvesandets dæmpning ved hjælp af de forskellige sandvækster. For denne vigtige sag virkede han, der 1790 blev ansat som inspektør over sandflugten, med iver og dygtighed, og L. Esmarch skriver 1817 at V. "ved de mange under hans Bestyrelse og efter hans Anvisning dæmpede Sandflugter har i disse forhen øde Egne rejst sig selv det skønneste Minde".

Det var dog veterinærvæsenet der blev hans vigtigste virkefelt. I maj 1787 tiltrådte han med offentlig understøttelse en studierejse der varede tre år. Han besøgte veterinærskolerne i Hannover og Dresden, stutterierne i Hannover og schæferierne i Sachsen, opholdt sig længe hos Wollstein i Wien og studerede i Ungarn indgående kvægpesten der just hærgede dette land; han besøgte Lyon og Alfort og lærte en hel del hos den berømte Lafosse fils i Paris. Fra denne rejse er der opbevaret en mappe med dagbøger m.m. Fra disse rejser har han medbragt en hel del bøger. Overalt søgte han med iver at indhøste kundskab, således også med hensyn til svinets behandling, men om dette dengang så foragtede husdyr kunne han intet få at vide på veterinærskolerne, han måtte søge til "Natmænd, Skarprettere og overtroiske Hyrder for at høre noget om dette Dyrs Svagheder". Efter sin hjemkomst blev han udnævnt til 2. lærer med titel af professor. Han underviste nu i plantelære, anatomi, beslaglære, husdyrbrug og i kirurgiske operationer. 1791 sendtes han til Norge for at behandle enzootiske sygdomme, og 1796 rejste han i selskab med stutmester Nic. Nielsen og grev L. Reventlow i Polen og Moldau for at købe vilde heste til stutteriet. Fra denne rejse er der opbevaret en mappe med dagbøger m.m. (findes på Danm.s vet.- og jordbrugsbibl.). Ved Abildgaards død 1801 blev V. udnævnt til skolens forstander og førstelærer samt til sekretær ved direktionen for stutterivæsenet og veterinærskolen, og disse stillinger beklædte han til sin død. Som forstander læste han afvekslende i alle de forskellige lærefag undtagen medicina forensis, men stadig varetog han husdyravl, ydrelære og sygdomslære.

V. beskæftigede sig hele sit liv meget med husdyrbrug. Om fåreavlen i Sverige, Sachsen, Slesvig og Holsten skrev han flere afhandlinger, og 1800 udgav han i forbindelse med Abildgaard en bog Veiledning til en forbedret Faareavl og de spanske Faars Behandling i Danmark og Norge. Hans interesse for svinet førte til at han 1804 udgav en bog om Svinels Behandling som Huusdyr der dels omhandler dets racer, opdræt og pleje, dels dets sygdomme. En fransk oversættelse af dette dygtige arbejde (Paris, 1814) vandt 1805 en af agerbrugsselskabet for Seinedepartementet udsat pris og blev igen udgivet herhjemme 1836 (1806 på tysk). Hesteavlen interesserede ham stærkt; han har vel ikke skrevet meget derom -vigtigst er hans historiske oversigt over Danmarks hesteavl 1800, om hvidfødte heste 1803, om frugtbarheden i stutteriet 1815 og hans ydrelære 1821 – men han fik under sin lange embedsvirksomhed en meget stor indflydelse derpå. Desværre var han som stutterimand næppe heldig idet hans anskuelse at for nær slægtskabsavl var den væsentligste årsag til ufrugtbarheden i Fr.borg stutteri og til hestens aftagelse i størrelse førte til vidtdreven krydsning med fremmede racer. Man har tillagt V. den væsentligste skyld for stutteriets ødelæggelse, men nutidens hippologer ser dog mildere på hans virksomhed på dette område (se den nedenfor citerede bog af J. Jensen). På kvægavlen synes han ikke at have øvet væsentlig indflydelse; han arbejdede for indførsel af schweizerkvæg.

Annonce

Størst betydning fik V. som dyrlæge. Hans overordentlig talrige, små og store, afhandlinger, findes samlede dels i de fem bind Sammlung von Abhandlungen für Thierärzte und Oekonomen, 1795-1807, dels i tre bind af Veterinair-selskabets skrifter (1808-18). Ved disse arbejder vandt han et berømt navn ikke blot herhjemme, men også i udlandet. På farmakologiens område fortjener særlig at fremhæves hans talrige undersøgelser over virkningen af lægemidler der indføres i blodet. Flere nu almindelige kirurgiske indgreb er knyttede til hans navn, således V.s trakeotomi hvor der ekscideres et rektangulært stykke af to trakealringe med mellemliggende ligament. Metoden er især anvendelig hvor hesten skal beholde sin kanyle for stedse. Endvidere V.s luft-posesnit hvor incisionen sker i den såkaldte V.ske trekant (begrænset af underkæben, senen af M.sternomandibularis og V.maxillaris externa). Dette indgreb, der var enkelt og mindre farligt end de hidtil benyttede metoder, er senere blevet modificeret af Dieterichs, G. Sand og A. W. Mørkeberg.

På de indre sygdommes område har navnlig V.s studier over snive og kværke været af stor betydning. Hans arbejde herover fremkom først i Abhandlungen für Thierärzte ..., 1797 og 1802 og dernæst på dansk 1801 (Anviisning til at kiende og behandle Qyærke, Hestekopper og Snive). Han hævder her identiteten af snive og springorm og smitsomheden af snive og kværke, dog mener han ikke at disse sygdomme altid skyldes smitte. For snives og springormens vedkommende er samme anskuelser dog allerede fremsat af P. C. Abildgaard i hans Heste- og Qvæg-Læge (1770) samt i forslag til snivens bekæmpelse (jfr. H. Bagge: Snivesygdommens Forekomst i Danmark, 1863). Om det end således må siges at V. væsentlig har bygget på Abildgaards ideer var hans grundige eksperimentelle undersøgelser og erkendelse af snivens smitsomhed af overordentlig betydning.

Som leder af veterinærskolen arbejdede V. ivrigt og med held for dens udvidelse. På undervisningens område synes han at have fortsat den gode tradition fra Abildgaards dage der navnlig gik ud på at uddanne dygtige praktiske dyrlæger. Skolen nød da også i hans tid stor anseelse, og ikke få udlændinge studerede ved den. Mindst heldig var han vistnok i valget af sine medlærere, idet han foruden sin brorsøn Carl Viborg tillige fik ansat dennes bror, Erik Rasmus Viborg der synes at have været temmelig ubrugelig. Da Carl Viborg senere ligeledes omgav sig med to nære slægtninge, hans søstersønner With og Tscherning ligger det nær at tro at omsorgen for familiens forsørgelse har spillet en vel stor rolle i den Viborgske slægt. V.s interesse for det almennyttige bragte ham til energisk at bekæmpe fordommen mod spisning af hestekød, og han lod selv det første hesteslagteri indrette i Kbh. Han skrev 1810 en længere afhandling om "spiseligt Kiød", men her forfægtede han anskuelser som eftertiden ikke har kunnet billige, idet han kun forkastede kød af syge dyr når kødet var "brandigt" eller når dyret havde lidt af hundegalskab. Det overdrevne hundehold søgte han energisk at bekæmpe, og han fremkaldte afskaffelsen af den gamle natmandsinstitution (rakkere). Dyrlægernes stilling søgte han at støtte og forbedre ved i nogle år at uddele til dem Veterinæriagttagelser hvori han samlede dels skolens, dels danske eller fremmede dyrlægers erfaringer. 1807 stiftede han et videnskabeligt veterinærselskab (Societas fautorum rei veterinariæ). Selskabet fik ikke få udenlandske medlemmer, og i de tre bind af dets skrifter der udgaves af ham som dets sekretær findes værdifulde afhandlinger. I Videnskabernes selskab blev V. indvalgt 1791, og 1796 blev han medlem af dets ordbogskommission. Da dennes virksomhed efterhånden truede med at gå i stå blev V. 1807 valgt til dens formand, og det lykkedes "hestedoctoren" ved sin energi at sætte arbejdet i en nogenlunde kraftig gang. C. Molbech skriver i Videnskabernes selskabs historie (1843) "at V. i flere Aar var Siælen i dette Foretagende. Det er endog ikke usandsynligt, at det uden ham neppe saa snart igen var blevet kaldt til Live, om det end ikke rent var hensovet". V.s store interesse for det danske sprog gav sig også udslag i to selvstændige arbejder, Forsøg til systematiske danske Navne af indenlandske Planter, 1793 og det 1800 sammen med J. V. Neergaard udgivne Danske Benævnelser til Hestens Anatomie, Bygning og Behandling. På sine talrige rejser rundt om i landet samlede V. oplysninger om almuens sprog og historie og antikviteter.

V. varetog mangfoldige hverv, således bekæmpelsen af kvægpesten der, efter i lang tid ikke at have vist sig her i landet, igen dukkede op i Holsten i dec. 1813. Den havde allerede grebet temmelig stærkt om sig da V. i marts 1814 blev sendt derned. Ved energisk gennemførelse af de Abildgaardske forskrifter lykkedes det ham snart at bekæmpe den truende landeplage. – I dansk videnskab spillede V. en ret betydelig rolle. Mange af hans arbejder fremkom som meddelelser i Det kgl. medicinske selskab der 1819 valgte ham til æresmedlem. Han var medstifter af Det classenske litteraturselskab for læger og medlem af dets direktion. Videnskabernes selskab valgte ham 1815 til arkivar. Hans anseelse i udlandet medførte at han blev medlem af 20 fremmede videnskabelige selskaber, og han korresponderede livligt med udenlandske lærde. 1792 sendte universitetet i Kiel ham diplom som dr.med. – V. besad fra sin ungdom et godt helbred, og stor var hans flid og arbejdsevne. Som 50-årig begyndte han at skrante og led siden jævnligt af stensmerter. Hans arbejdsiver formindskedes dog ikke, men på en rejse i Jylland fik han 1819 et apoplektisk anfald der n.å. fulgtes af et nyt som næsten lammede begge sider af legemet. Han beholdt dog evnen til at skrive, og i de følgende to år skrev og udgav han flere arbejder. Efter et tredje anfald i marts 1822 førte han kun en vegeterende tilværelse indtil han døde. Han blev efter sit ønske begravet i skolens medicinalhave på Amager, og på graven rejste elever og venner et smukt monument, udført efter tegning af G. F. Hetsch og med indskrift af Molbech. Det findes nu på Den kgl. vet.- og landbohøjskoles grønnegård.

Over V.s karakter er der fældet ugunstige domme. J. V. Neergaard hadede ham, og forskellige botanikere kunne ikke lide ham. Neergaard kunne ikke bedømme ham upartisk da V. fordrev ham fra den skole han elskede, men en ung svensk mediciner, Rohm, der 1801 studerede ved skolen, udtaler i breve til A. H. Florman i Lund en dom der ikke er meget forskellig fra Neergaards. Det tør da nok antages at V.s færd i den bekendte strid med Neergaard ikke har været nobel. Carl Viborg siger at onkelen "ikke var af de Mænd, der havde eller kunne have mange saakaldte Venner. Han gik dertil for meget uden for den banede Vej, var for bestemt i sine Beslutninger og havde for megen Fasthed og Kraft til at udføre disse, for at han ikke derved skulle have saaret manges Egenkærlighed og traadt andres personlige Interesse for nær". Han påstår dog at V. "ikke bar Had og ikke kendte til Forfølgelse, skønt hans Fremgangsmaade i enkelte Tilfælde maaske kan have haft Skinnet deraf". En hård og hensynsløs natur har han da uden tvivl haft, men en utrættelig iver for at virke og gavne har han også besiddet. Pengegridsk var han ikke. Trods sin fremragende stilling efterlod han sig ingen formue, tilsatte endog sin hustrus. Han var selv sparsommelig, men hjalp mange fattige slægtninge. Den mest korrekte dom om V.s karakter er sandsynligvis fældet af Abildgaard, når han i et brev til sin hustru 1793 skriver: "V. er virkelig ikke ond, vil intet ondt, men er kun urolig og forfængelig og vil stedse noget nyt, stedse vise sig som en udmærket Mand. Det gjør mig ondt, at man regner ham sine Fejl for højt og tillægger ham flere end han har. Han er fremfarende, uklog og vil dog være meget klog, meget forsigtig. Dette er Fejl, som af og til kan være ubehagelige for dem, der har med ham at gøre, men det er ikke Ondskab, og han bør derfor ikke hades". – Justitsråd 1812. Etatsråd 1815.

Familie

Forældre: sognepræst Carl W. (1706-82) og Marie Sophie Friis (1721-89). Gift 1. gang 19.11.1790 med Dorothea Henriette Augustine des Campeaux, døbt 26.10.1766 i Kbh. (Garn.), død 2.11.1795 sst. (Fred. ty.), d. af professor, lærer for landkadetterne og pagerne Nicolaus Jacobæus Andreas Yanssens des C. (1732-95) og Anne Susanne Briand de Crévecoeur (ca. 1735-senest 95). Gift 1. gang 10.12.1796 i Hillerød med Anne Charlotte Amalie Nielsen, født 26.11.1778 i Hillerød, død 2.2.1852 i Kbh. (Holmens) (gift 2. gang 1825 med professor, veterinærskoleforstander Carl Viborg, 1783-1844), d. af stutmester Nicolai N. (1737-98) og Friederike Henriette Wagrien (1747-1811).

Udnævnelser

R. 1809.

Ikonografi

Tegn. af S. M. Holm ca.1790 (Fr.borg). Pastel af C. Horneman, 1817 (landbohøjskolen), efter denne litografi af F. C. C. Lund og efter dette litografi 1820 og træsnit 1863. -Gravmæle af G. F. Hetsch og C. D. Gebauer.

Bibliografi

Fonden ad usus publicos I, 1897. – Carl Viborg: E. N. V., 1823 (særtryk af Bibl. for læger II, 1822 195-231). Chr. Molbech: Det kgl. da. vidensk. selsk.s hist., 1843 419 437f. J. V. Neergaard: Mit livs vigtigere tildragelser I, 1844 32-99. G. W. Schrader og E. Hering: Biogr.-lit. Lexicon der Thierärzte ..., Stuttg. 1863 (fot. optr. 1967). L. Bahr i Månedsskr. for dyrlæger XIV, 1902-03 65-94 113-35. B. Bang i Den kgl. veterinær- og landbohøjskole 1858-1908, 1908 52-55. Samme i Medlemsbl. for den da. dyrlægeforen. VI, 1923 nr. 14 41-51. I. Katie sst. LVI, 1973 særnr. 38-41. J. Jensen: Det kgl. fr.borgske stutteris hist., 1910 70 85. A. Lomholt: Det kgl. da. vidensk. selsk. 1742-1942 I–III, 1942-60. H. C. Bendixen: Omkr. 200-året for oprettelsen af den kgl. veterinærskole, 1973. – Breve og manus, i Danm.s veterinær- og jordbrugsbibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hj. Friis: Erik Viborg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298995