Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl H. Hansen

Oprindelige forfattere Katic og HjF
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl H. Hansen, Carl Herman Hansen, 18.9.1868-8.1.1958, veterinær. Født i Odense (Skt. Knud), død på Frbg., urne sst. (Urnehal Frbg. kgd.). H. tog farmaceutisk kandidateksamen 1890 og blev dyrlæge 1897. En årelang assistenttid (1892-94, 1897-1901) ved forsøgslaboratoriets kemiske, dyrefysiologiske og bakteriologiske afdelinger samt hos veterinaerfysicus gav ham en omfattende videnskabelig uddannelse. 1901 udnævntes han til docent i farmakologi ved landbohøjskolen og foretog derefter en længere studierejse til Tyskland, Østrig og Ungarn; navnlig opholdet i Berlin hos professor P. Ehrlich og professor Regenbogen var betydningsfuldt. Til den farmakologiske docentur var knyttet stillingen som forstander for klinikken for.mindre husdyr og eforatet ved højskolens apotek. 1906 blev H. professor. Ved direktør, professor A. W. Mørkebergs pludselige død 1933 blev han direktør for højskolen hvorefter han 1934 opgav sin lærergerning. Som direktør virkede han stærkt for indførelsen af doktorgraden, og ved kgl. anordning af 22.2.1934 fik skolen ret til at tildele de to grader: dr.med.vet. og dr.agro. H.s specialviden skaffede ham forskellige hverv; han var fra 1917 farmakologisk konsulent i det veterinære sundhedsråd og veterinærdirektoratet og formand for den af justitsministeriet 15.7.1916 nedsatte kommission til ordning af dyrlægernes medicinalforhold. Af H.s videnskabelige produktion kan bl.a. nævnes de udersøgelser han sammen med V. Henriques foretog over organismens fedtdannelse og æggehvidesyntese (Forsøgslaboratoriets Beretning 1899-1906). H. tog stærkt del i dyrlægernes foreningliv, var Den danske dyrlægeforenings formand 1917-24 og beklædte derefter formandspladsen i foreningens faste voldgiftsret til 1933. Han virkede stærkt for forståelse og samarbejde blandt Nordens veterinærer og var æresmedlem af den danske, sønderjyske, finske og svenske dyrlægeforening. Også udenfor kollegers kreds vandt han sig en position i meget forskelligartede foreninger hvor han har haft tillidshverv: formand for Biologisk selskab 1906-08, bestyrelsesmedlem i Centralforeningen for lærere ved universitetet og de andre højere læreanstalter 1919-33, i danske statsembedsmænds samråd, Kbh.s amts skoleråd, Danmarks naturvidenskabelige samfund og Foreningen til dyrenes beskyttelse. Som ivrig radikal politiker var H. i en årrække medlem af partiets hovedbestyrelse og formand for Kbh.s radikale venstreforening. Æresdoktor ved Veterinarhägskolan i Stockholm 1945.

Familie

Forældre: snedkermester Holger Olivarius H. (1829-1904) og Laurentine Amalie Nielsen (1831-1916). Gift 1. gang 2.10.1899 i Roskilde med Olga Ernestine Laura Schumacher, født 17.9.1876 i Roskilde, død 9.6.1948 på Frbg. (gift 2. gang 1908 på Frbg. med bankassistent, senere kontorchef Jens Peter Carlslund Fischer, 1876-1927), d. af murermester Herman Christian Louis S. (1839-1906) og Anna Marie Agathe Hansen (1842-1925). Ægteskabet opløst 1908. Gift 2. gang 11.3.1909 på Frbg. (Solbjerg) med Johanne Caroline Theodora Wesche, født 5.2.1873 i Kbh. (Petri), død 3.10.1948 på Frbg., d. af blytækker og skiferdækker, grosserer Hans Heinrich Wilhelm W. (1823-76) og Dorothea Marie Elisabeth Schumacher (1834-1904).

Ikonografi

Tegn. af L. Kaganas. Foto. Mal. af V. Tetens, 1940.

Annonce

Bibliografi

St. Friis i Den kgl. veterinær- og landbohøjskole 1858– 1908, 1908. Politikens distriktsbl. for Frbg. 16.4.1920. Dansk veterinærhist. årbog 1959-60, 1961 5f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ivan Katic, Hj. Friis: Carl H. Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290611