Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

B. Bang

Oprindelig forfatter HjF
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

B. Bang, Bernhard Laurits Frederik Bang, 7.6.1848-22.6.1932, veterinær. Født i Sorø, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). B. forlod Sorø som student 1865, blev cand.med. 1872, studerede derefter veterinærvidenskab og tog dyrlægeeksamen 1873. Han fungerede som kandidat ved Almindelig hospital og Kommunehospitalet og praktiserede samtidig en kort tid som læge på Nørrebro. I de følgende fem år var han knyttet til Kommunehospitalet, først som prosektor, senere som reservemedicus ved 3. (medicinske) afdeling under overlæge Fr. Trier. Det så således ud som om B. ville opgive veterinærvidenskaben. Da døde professor V. Stockfleth ved Veterinærskolen 1879, og skolens direktør C. E. Fenger opfordrede B. til at søge lærerstilling ved højskolen; 1.1.1880 tiltrådte han sin nye gerning som lærer i kirurgi og leder af ambulatorisk klinik. I begge disse praktiske veterinærfag der på forhånd ikke havde B.s særlige interesse, blev hans virksomhed af overordentlig betydning for veterinærvidenskaben. Kort efter sin ansættelse foretog han i foråret 1880 en rejse til veterinærskolerne i Tyskland, Østrig og Frankrig, vendte tilbage i maj og forsvarede i juli afhandlingen Iagttagelser og Studier over dødelig Embolie og Thrombose i Lungearterierne for den medicinske doktorgrad. Med B.s undervisning i veterinærkirurgi indtrådte et vendepunkt, idet han indførte antiseptikken der længst havde vundet indpas i lægekunsten, men kun i ringe grad havde været påagtet af dyrlægerne. B. blev hurtigt anerkendt som en fremragende kirurg; dristigt og med held gik han i lag med den vanskelige og farlige klaphingsteoperation og siden talrige andre kirurgiske indgreb der tidligere havde givet dårlige resultater. Han udstrakte sin operatørgerning til hele landet idet han foretog talrige rejser rundt til praktiserende dyrlæger, hjalp dem og oplærte dem i antiseptikken hvorved han selv høstede erfaring og hjembragte et værdifuldt studiemateriale. Stockfleth havde 1870 og 1877 udgivet 1. og 2. del af sin højst fortjenstfulde håndbog i veterinærkirurgien. B. tog nu arbejdet op, gennemarbejdede og forbedrede det efterladte manuskript og udgav 1888 som supplementsbind en fremstilling af urin- og kønsorganernes sygdomme. – Ved sin ansættelse havde B. tillige påtaget sig forpligtelsen til at undervise i patologisk anatomi, et fag der ikke før i større omfang havde været læst over ved skolen; siden V. Bays død 1880 var undervisningen helt hørt op. Af interesse for faget begyndte B. så vidt tiden tillod det at holde forelæsninger og sektionsøvelser, og efterhånden indså man at en selvstændig undervisning i patologisk anatomi var påkrævet. De første bestemmelser derom findes i højskolens undervisningsplan for 1885, men først da G. A. C. Sand i juli 1887 havde overtaget operationsøvelserne og ledelsen af ambulatorisk klinik – fra febr. 1889 også kirurgien – fik B. tid til at ofre sig for patologisk anatomi, den del af undervisningen der fremfor alt havde hans interesse. Samtidig overtog B. den almindelige patologi, og hertil kom senere i nov. de fag professor S. H. Bagge hidtil havde doceret: speciel patologi og terapi og farmakodynamik. Desuden blev B. leder af den stationære klinik (klinikken for mindre husdyr til 1892 og af klinikken for større husdyr kun den medicinske afdeling fra 1895 indtil sin afgang fra skolen sépt. 1914) og endelig også forsøgslaboratoriets bakteriologiske afdeling. B.s gerning kom således efterhånden til at omfatte snart sagt alle veterinærfagene. Helt let var det næppe for ham at overtage den specielle patologi og terapi. Medens han ved sin overtagelse af kirurgien havde forefundet et solidt grundlag at bygge videre på, så var et sådant fundament ikke til stede for B. at støtte sig til ved de fag han nu skulle overtage. Med iver havde B. dyrket bakteriologien og fulgt de store videnskabelige opdagelser og fremskridt som forskningen stadig bragte. Hans egne bakteriologiske arbejder gav ham plads blandt bakteriologiens største navne. Især har han beskæftiget sig med tuberkulosespørgsmålet. Lige siden den første meddelelse der drejede sig om yvertuberkulosen hos kvæget (Tidsskr. for vetr. XIV, 1884) har B. ved utallige afhandlinger, indlæg og foredrag i årenes løb søgt at bekæmpe denne sygdom, og alene på tuberkulosens område har han et verdensnavn. B. var den første der anvendte det af Koch opdagede tuberkulin på kvæget, men han benyttede det diagnostisk i stedet for terapeutisk, og derved fik man et middel til at befri kvægbesætningerne for tuberkulosen og skabe rene avlscentrer. Forordningen om pasteurisering af mælken før dens anvendelse til kalve- og svineføde hvorved udbredelse af tuberkulose i høj grad vanskeliggøres skyldes også B.s initiativ. Men ser man den lange række af afhandlinger fra B.s hånd igennem viser de at han især har søgt årsagerne til sygdommene og sjældent har været foregangsmand på det terapeutiske område. De fleste af B.s afhandlinger har været offentliggjort i Tidsskr. f. veterinærer, Maanedsskr. f. Dyrlæger, Det landøkonomiske Forsøgslaboratoriums Beretning, Ugeskr. f. Landmænd, Tidsskr. f. Landøkonomi og Medlemsblad f. d. danske dyrlægeforen. Talrige af disse arbejder er atter gået over i udenlandske veterinærfagskrifter. Af hovedarbejder nævnes: Den ondartede Lungesyge i Danmark, 1881–83, Undersøgelser over miltbrandagtig Rosen og dens Behandling med Jodkalium, 1899, Mallein (som Snivediagnosticum), 1892, Nekrosebacillen (Rendyrkning af den og dens Paavisning ved forskellige Sygdomme), 1890, Endocarditis hos Svin, 1889, 1891–92, Svinepest, 1892, Yverbetændelse hos Kvæget, 1888, Influenza hos Hesten, 1882, Kronisk Lungebetændelse hos Hesten, 1893, Mund- og Klovsygens Optræden, 1906 og mange flere. Endelig må særskilt fremhæves at B. sammen med V. Stribolt påviste og rendyrkede den bacille der fremkalder den smitsomme kastning hos kvæget (Maanedsskr. f. Dyrlæger VIII, 1896–97; X, 1898–99). Spørgsmålet om den infektiøse kastnings smitstof der længe har haft den største betydning inden for veterinærmedicinen er i nutiden også blevet et overordentlig vigtigt problem for den humane medicin, idet man har konstateret at bacillus abortus Bang fremkalder febris undulans, i andre tilfælde en professionel hudaffektion (Brucella-infektion) hos dyrlæger. Blandt B.s mange afhandlinger er desuden ikke få veterinærhistoriske, hvoriblandt kan nævnes biografier af P. C. Abildgaard, 1901 og Den danske Veterinærskoles Lærere indtil 1880, 1923, endvidere afhandlinger om veterinærstudiet 1858–80, 1908 om Veterinærvæsenet før Skolernes Oprettelse og om de første franske Veterinærskoler, 1924. B.s virksomhed blev meget omfattende. Administrative evner viste han som veterinærfysikus (1892–1922) og som formand igennem 36 år for Det veterinære sundhedsråd (1892–1928), som han havde været medlem af allerede siden 1881.

Også på andre områder lagde man beslag på B.s arbejdskraft, sammen med dr. Selmer ledede han 1887–89 den interimistiske vaccinationsan-stalt på veterinær- og landbohøjskolen; af andre hverv kan nævnes at han var medlem af Kommissionen til forberedelse af lov om smitsomme husdyrsygdomme (1885) og Kødkontrolkommissionen 1898 osv. I al sin gerning høstede B. fra alle sider, i ind- som udland uforbeholden anerkendelse, og hans humane og hjertelige sindelag gjorde ham altid æret og elsket ikke blot i sin lærergerning, men også inden for dyrlægernes faglige organisationer; i en lang årrække var han formand i De danske dyrlægers fællesforening. 1892 blev han professor i veterinærlægevidenskab, 1898 medlem af Videnskabernes selskab, 1899 æresmedlem af Den danske dyrlægeforening og siden af talrige inden- og udenlandske veterinære, medicinske og landøkonomiske selskaber; en ganske særlig hyldest vistes ham 1930, da han udnævntes til æresmedlem af de internationale veterinærkongresser. 1905 modtog han sølvmedaljen fra den internationale tuberkuloseforening. Han blev dr.med.h.c. i Kristiania 1911, dr.med.vet.h.c. i Wien 1911, i Utrecht 1921 og Budapest 1924. – En søn, Oluf Bang (1881–1937) blev ligeledes veterinær og professor i speciel patologi. Hans forskningsområde var især leukæmi hos høns og tb hos fjerkræ. -

Familie

Forældre: overlærer ved Sorø akademi, senere tit. professor Jacob Henrik B. (1809–99) og Laura Louise Marie Josephine Moth (1814–91). Gift 20.12.1874 i Sorø med Anna Elisabeth Caroline Klee, født 20.10.1844 i Kbh. (Frue), død 3.11.1922 på Frbg., d. af fuldmægtig, senere kontorchef i postvæsenet og justitsråd Frederik K. (1808–64) og Caroline F. S. M. N. Moth (1812–84).

Annonce

Udnævnelser

R. 1887. DM. 1892. K.2 1898. K.1 1911. S.K. 1922.

Ikonografi

Mal af Aug. Jerndorff, 1906 (Fr.borg). Buste af Aug. Hassel, 1923 (landbohøjskolen). Tegn. af G. Ploug Sarp, 1928. Silhouet af C. J. Salomonsen. Foto.

Bibliografi

B. B.: Selected works, udg. V. Adsersen, 1936. Selvbiogr. i Univ. progr. nov. 1880 129–31. Breve fra Chr. Engelsen til H. Krabbe og B. B. 1884–1906, udg. I. Katie, 1974 139–49. – F. E. Hundrup: Stamtvl. over Oluf Bangs efterkommere, 1875 70. Ill. tid. 26.2.1888; 1.1.1905. Månedsskr. f. dyrlæger XVI, 1904–05; XXX 1918–19; XXXV, 1923–24; XL, 1928–29. St. Friis i Den kgl. vet.- og landbohøjskole 1858–1908, 1908 252–66. Festskr. til Bernhard Bang 1848 – 7.6. – 1928, (med bibliografi), 1928. H. Chr. Bendixen i Medlemsblad for Den da. dyrlægeforen. (særhæfte), 1948 31 289–315. -Breve i Rigsark. og Danm.s vet.- og jordbrugsbibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hj. Friis: B. Bang i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286412