Sofie Rifbjerg, Sofie Marie Rifbjerg, 31.12.1886-12.9.1981, børnepsykolog. Sofie Rifbjerg tog præliminæreksamen 1904 (Slagelse), var privatlærerinde 1904–07, lærer ved Den kellerske åndssvageanstalts skole 1907–09 og tog lærereksamen (N. Zahles seminarium) 1911. 1911–13 lærer ved Ålborg højere pigeskole og 1914–30 ved Kbh.s værneskole. 1930–36 leder af værneskolen på Øresundsvej. Sideløbende hermed tog Rifbjerg studentereksamen 1917 (G.J. Arvins private studenterkursus for lærere), var på studieophold i London hos Cyril Burt og Maria Montessori (1919–20) og i Hamburg hos William Stern (1921–22) og blev 1925 magister i psykologi fra Københavns universitet som en af de første. 1936–45 arbejdede Rifbjerg på Københavns skolepsykologiske kontor, fra 1938 som leder (skoleinspektør). 1945–54 vendte Rifbjerg tilbage til hjælpeskolen og blev leder af to skoler (Frederiksgårds skole og Ole Suhrsgade). Som 68-årig lod hun sig pensionere for at arbejde videre med de mange gøremål hun altid havde påtaget sig foruden de mere embedsmæssige.

Som psykolog har Sofie Rifbjerg betydet overordentlig meget. Hun var således med til at lave den første intelligensprøve på dansk ved at oversætte, overføre og standardisere den berømte Binet-Simonprøve. Den danske version udkom 1930 (revideret 1943) og spillede i mange år en afgørende rolle i børne- og skolepsykologien. Nogle af erfaringerne fra Hamburg-opholdet resulterede i udgivelsen af et iagttagelsesskema: Psykologisk Iagttagelse af Børn, 1931 (12. oplag 1975). Rifbjergs magisterafhandling lå længe utilgængelig, men 1935 blev den udgivet (Udviklingshemmede Børn, 3. udg. 1970). Den rummer bl.a. psykologiske karakteristikker af 15 hjælpeskolebørn. Selv om en stor del af Rifbjergs forfatterskab har de evnesvage som emne prøvede hun at give en all round skildring af også "normalbarnets" situation i Børnenes Kaar i Storbyen, 1946. Med bogen Hjælpeskolen (red. af Rifbjerg), 1953, tog hun hjælpeskoleemnet op til almen behandling (2. stærkt omarbejdede udg. under titlen Hjælpeskolebørn, 1963).

Allerede fra Rifbjergs første lærertid var hun optaget af den pædagogiske diskussion i Europa. Hun var 1923 med til at skaffe en af Tysklands progressive pædagoger, Peter Petersen (Jenaplanen) til København hvor han under megen opsigt holdt fire foredrag for fire foreningers medlemmer. Rifbjerg oversatte foredragene, Peter Petersen: Den nyeuropæiske Skolebevægelse, 1924, en bog der længe holdt sig som et grundlag for moderne skoletanker. Ellers var Maria Montessori hendes første inspirator. 1928 startede Rifbjerg sammen med en kreds af meningsfæller, bl.a. dr.phil. Sigurd Næsgaard, et uddannelsessted for børnehavelærerinder: Montessorikursus (senere Kursus (Seminariet) for småbørnspædagoger) som hun ledede i en årrække, indtil Georg Christensen overtog ledelsen (1947). Denne ret formløse institution fik en afgørende indflydelse på dansk børnehavepædagogik, efterhånden også på børneskolen, ved sin vægtning af det personlighedsdannende, det kreative og brugen af psykologien og den moderne pædagogiks erfaringer, men efterhånden betød Montessoris tanker mindre for kursus. R. viste dog på mange andre måder sin interesse for Montessori fx i sit store afsnit i Bogen om Montessori (under red. af Rifbjerg 1950) og i Træk af den moderne opdragelses historie, 1966 (2. udg. 1969) hvor Montessori er en af de "tre store pionerer"; de to andre er Ovide Decroly og Celestin Freinet. I denne vigtige bog lykkes det den 80-årige Rifbjerg at give et personligt udsyn over udviklingen i hele Europa og en udførlig behandling af danske forhold.

Sofie Rifbjerg var den toneangivende pædagog i Landsforeningen den frie skole som blev stiftet 13.5.1926 som sektion af New Education Fellowship. Hun blev foreningens formand og skrev meget i foreningens organ Den frie skole. Rifbjerg havde hele sit liv et skeptisk forhold til autoriteter og havde mange sammenstød med ledelsen af skolevæsenet. Bedre blev det ikke da foreningens mærkesag, de frie klasser på Vanløse skole, på en helt urimelig måde blev standset (1928) før forsøgstiden var gået. Der skulle gå 20 år før København igen forsøgte sig med større reformplaner. Da foreningen efterhånden sygnede hen skete der en sammenslutning af Den frie skole og Dansk Montessoriselskab med dannelsen af Socialpædagogisk forening for ny opdragelse (1940) hvor Rifbjerg blev næstformand (1940–53). Her kom hun til at samarbejde med fx Arvin og Astrid Skjoldbo fra DFS og Georg Christensen og M.B. Gregersen som hun siden 1934 havde siddet i udvalg med ang. Psykologisk-pædagogisk bibliotek. Et samarbejde der fortsatte 1955–66 i udvalget for Gyldendals pædagogiske bibliotek. Som 80-årig tog hun afsked med udvalget fordi de var "nogle gamle jeronimusser"! Selv har hun skrevet fem bøger og syv oversættelser til de to serier.

Rifbjerg var aldrig bange for at udtale sin ubesmykkede mening og virkede derfor på nogle voksne som en ret udiplomatisk repræsentant for en utopisk bevægelse. Andre der mødte hende i arbejdet eller ved møder kunne hun gøre et uudsletteligt indtryk på. Hun forstod altid at vinde børns tillid. De flokkedes om hende. I sit lille hus i Dragør husede hun i mange år hver sommer en flok børn der trængte til at komme væk hjemmefra. Men hun fik også indrettet Danmarks første sommerkolonier for hjælpeskolebørn (Karrebæksminde og Hjerting). Efter pensionering opretholdt hun kontakten med "vanskelige" børn på behandlingshjemmet Egelundshuset. I 1930erne fremsatte Rifbjerg ideen med udflytterbørnehaver, men først 1976 kunne Sofie Rifbjerg-fonden åbne udflytterbørnehaven Asmundsminde i Kvistgård delvis for stærkt behandlingskrævende børn.

Sofie Rifbjerg levede så længe at hun oplevede den skiftende bedømmelse af sit rigt facetterede pædagogiske virke i over 60 år. Intelligensprøverne betragtedes oprindelig som et stort fremskridt, blev dog snart i den progressive pædagogik problematiseret og er nu forkastet af skole- og børnepsykologien. Rifbjergs synspunkter om hvor grænsen mellem åndssvagepædagogik og folkeskole skulle ligge har nu sejret. Rifbjergs arbejde i børnehavepædagoguddannelsen vakte længe stærk modstand, men er i dag en forudsætning for den nuværende uddannelse. Hendes (og hendes meningsfællers) introduktion af progressive uddannelsesideer har medvirket til oprettelse af lilleskoler og reformer mange steder i uddannelsessystemet ikke mindst mht. vægtningen af frit skabende arbejde.

Det blev dog ikke så meget hendes officielle overordnede der viste hende anerkendelse - mange lagde mere vægt på hendes manglende formelle administrative evner. Hendes kolleger og uafhængige institutioner udmærkede hende derimod på forskellig måde: Tagea Brandts rejselegat 1941, Antoniusprisen 1959, PH-prisen 1970, Søren Gyldendal-prisen 1974, æresmedlem af Danmarks socialpædagogiske forening, af Skolepsykologernes landsforening og af Danmarks hjælpeskoleforening.

Familie

Født i Havrebjerg sogn, Sorø amt, død i Dragør (Magleby), urne i fællesgrav St. Magleby kirkegård.

Forældre: lærer Gustav Petersen (1849–1937) og Johanne Augusta Rifbjerg (1852–1940). Navneforandring 5.4.1913. Ugift.

Ikonografi

Buste af Hanne Varming (Frederiksgård skole). Foto.

Bibliografi

Samtale med Rifbjerg i Nord. t. for special-pædagogik L, 1972 327–37 og i Skolepsykologi IX, s.å. 455–65. -Dansk pædagogisk t. IV, 1956 nr. 9 397–428 (flere forf., heri bibliografi). Kbh.s kommuneskole, 1981 nr. 28 393 og nr. 29 412f. Aase Hauch Kaufmann i Folkeskolen, s.å. nr. 39. Tora Raknes i Børn og unge, s.å. nr. 38.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig