• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

E. Rubin

Oprindelig forfatter AFrP

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

E. Rubin, Edgar John Rubin, 6.9.1886-3.5.1951, psykolog. Født i Kbh. (Mos.), død i Holte, urne på Søllerød kgd. R. blev student 1904 fra Slomanns skole og valgte filosofi som studiefag. En tidlig interesse for erfaringens, især sansningens, betydning for erkendelsen førte ham i retning af psykologien, og 1908 opnåede han accessit for besvarelse af en prisopgave stillet af Alfr. Lehmann om den simultane lyskontrast. 1910 blev han magister med psykologi som hovedfag. I sit første offentliggjorte arbejde fra 1911 om oplevede temperaturer efterviste han von Mullers lov om de specifikke sanseenergier ved at fremkalde paradokse varmefornemmelser med kraftig kuldepåvirkning af varmereceptorerne i huden. 1911–14 studerede han eksperimentalpsykologi i Göttingen og udførte her serier af undersøgelser over en problemkreds bragt i forslag af G. E. Muller vedr. genkendelse af todimensionale figurer. Under arbejdet hermed blev han imidlertid mere interesseret i at kortlægge figurernes basale karakteristika gennem analyse af forsøgspersoners rapporter om deres spontane oplevelser af flader og konturer, af punktmønstre, linieforløb, vinkler og kurver samt af de stærkt differentierede oplevelser af figur og grund. Resultaterne, der blev nedlagt i disputatsen Synsoplevede Figurer. Studier i psykologisk Analyse (I. Del) 1915, og som i tysk oversættelse 1921 vakte opsigt og anerkendelse i fagkredse verden over angiver en række betingelser for perception af former og flader. De perceptuelle fænomener får i hans præcise beskrivelser endvidere fundamental psykologisk og erkendelsesteoretisk interesse, og afhandlingen anses for at være et af de første større værker hvor overgangen fra elementpsykologi til helhedspsykologi er klart markeret. Der opstod i mellemkrigsårene en hel litteratur om figur-og-grund problemer som bl.a. er resumeret af W. Ehrenstein, 1930.

1916 og 1922 deltog R. i to filosofiske professor-konkurrencer, 1918–22 var han lektor i filosofi og efter Lehmanns død udnævntes han til professor i eksperimentalpsykologi og bestyrer for psykofysisk laboratorium (1924 ændret til psykologisk laboratorium). R.s videnskabelige indsats i den trediveårige periode hvor han næsten alene tegnede dansk psykologi udadtil, udmøntedes i en række perceptionsundersøgelser, offentliggjort efterhånden og, på nær nogle få, samlet i Experimenta psychologica, 1949. Påvirket af Hans Cornelius syntes han at have haft den opfattelse at menneskets bevidsthedsliv udgør et integreret hele af uhyre kompleks natur, men at empiriske undersøgelser af dets forskellige sider eller aspekier, fx sanseområdet, var en mulig vej at gå for at få bestemt dets mangeartede dannelser. I den teoretisk vigtige afhandling Einige prinzipielle Gesichtspunkte, 1927 betonede han nødvendigheden af omhyggeligt og skridt for skridt at beskrive de foreliggende helheder uden at opløse eller isolere dem. På denne måde kunne psykologien – i stedet for at være en uendelig række af systemer der afløser hinanden på lunefuld vis – blive en progressiv videnskab. Trods sin empiriske grundholdning var han ikke blind for redskabernes svagheder, og han advarede tit imod at opstille forhastede teorier og at bruge dagligsproget ukritisk (se Die Nichtexistens der Aufmerksamkeil (IX Kongr. f. exp. Psychol., 1926). Selv syntes han at være nået til sine hypoteser gennem omfattende erkendelsesteoretiske studier, ofte påfaldende uafhængigt af psykologien – endog af gestaltpsykologien som andre henregnede ham til. Han stillede sig bevidst uden for alle skoler og betegnede sit arbejde som adspektiv psykologi. I afhandlingen Zur Psychophysik der Geradheit, 1922 undersøgte han dagliglivets rethedsopfattelse hvilket dels førte til en skelnen mellem en linies rethedsudseende og dens fysiske rethedsegenskaber og dels til en bestemmelse af rethedstærsklen som den største krumning en fysisk-geometrisk linie kan have og dog opleves som ret. Det blev også emne for en undersøgelse af berøringssansen, Haptische Untersuchungen, 1935 hvor tillige Euklids parallelaxiom vistes at gælde for oplevet parallellitet (resultater der fik betydning for E. Tranekjær Rasmussens Undersøgelser over Erkendelsen, 1938). En forsøgsrække over Visuell wahrgenommene wirkliche Bewegungen, 1927, udført bl.a. med punktsystemers bevægelse i en cykloide, viste at et helt legeme kan have en oplevet bevægelse som er forskellig fra de bevægelser der fysisk set udføres af dets enkelte dele. Fund som disse lærte ham at skelne skarpt mellem det fysiske og det oplevede. I et arbejde om formålsbetragtningers værdi for erkendelse og problemløsning, " Vorteile der Zweckbetrachtung für die Erkenntnis", 1920, viste han hvordan man ved at gå ud fra funktionelle helhedsbetragtninger, og fx spørge om en mekanisk indretnings "tjenlighedsbestemmelse", lettere kan indse et apparats funktionsmåde. Hans dristigste eksperiment blev nok undersøgelserne af den såkaldte "forarbejdningstid". Når en receptor påvirkes af en stimulus medgår der en vis tid før sansningen opstår, og denne forsinkelse kan ikke forklares ved eksitationens og nerveimpulsens hastighed alene. F. W. Frohlich havde bestemt forarbejdningstiden for visuelle påvirkninger til 0.08 sek. I Studien über psychophysiologische Verarbeitungszeii, Zeitschr. f. Psychol., 1932, og i Geråuschverschiebungsversuche, 1938 benyttede R. den såkaldte lydforskydning som indirekte mål for forarbejdningstiden ved korte lydpåvirkninger. Hvis nemlig to successive lydstimuli kun oplevedes at "forskyde hinanden" – dvs. påvirkede hinandens respektive forarbejdning – når intervallet mellem dem var mindre end 0.10 sek. så måtte forarbejdningstiden for hver enkelt stimulus være længere og måske ligge i det interval på 0.10–0.40 sek. han havde fundet for både syn og hørelse. Sst. redegjorde han imidlertid for flere upåagtede psykiske faktorer der stillede spørgsmål ved samtlige målinger. Ikke ganske ulig Herbert Iversens refleksioner over tiden som fænomen beskriver R. i Some Elemenlary Time Experiences, 1932, forskellige tidserfaringer ved meget korte varigheder som med deres paradoksale karakter giver vigtige bidrag til tidsopfattelsens psykologi (se også hans bog om Iversen, En ung dansk Filosof og hans Værk, 1920, med en dialog om erindringens betydning for erkendelsen). I afhandlingen Bemerkungen über unser Wissen von anderen Menschen, 1937 pointerede han hvor få og ofte upålidelige oplysninger vi får om andres bevidshedsliv gennem deres handlinger og hvordan de egenskaber vi oplever hos andre på uanalyseret måde indeholder både "materielle" og "psykiske" momenter (en distinktion der blev udgangspunkt for Fr. Froms undersøgelser over oplevelsen af andres adfærd).

R. var, som Frithiof Brandt bemærker, "... ifølge sin natur først og fremmest videnskabsmand" med en særlig tæft for at stille spørgsmål om dybtgående problemer der lod sig løse empirisk. Det er næppe tilfældigt at hans indflydelse blev størst inden for den akademiske psykologi som først frem mod århundredes midte begyndte at blive en anvendt videnskab. Det var sjældnere at hans forskning igangsattes af praktiske opgaver selv om han med årene kom mere ind på den anvendte psykologis områder. Under krigen og indtil eksilopholdet i Sverige arbejdede han på at få indført et pædagogisk-psykologisk fagstudium (cand.psych.) hvilket skete 1944 med hjælp fra de hjemmeværende kolleger. Nævnes bør også hans indsats for at få oprettet universitetets børnepsykologiske klinik (der 1950 kunne åbnes med Bodil Farup som leder). I sine sidste år genoptog han de af Lehmann påbegyndte, og at ingeniør E. C. Eriksen fortsatte, undersøgelser af flyveaspiranter til luftvåbenet hvor han med en omarbejdelse af Siegvalds intelligensprøver og gennem interviews af aspiranterne kom ind på spørgsmål om de højere mentale dannelser (omtalt af Tranekjær Rasmussen i A. Cassie, Aviation Psychology, 1964, og videreudviklet af G. Rasch i forsvarets sessions-prøver). R.s pluralistiske holdning til psykologien førte også til at der foruden et laborantkursus med mange forskellige øvelser indførtes støttefagsundervisning ved beskikkede lærere i fysiologi, genetik og dyrepsykologi. Sideløbende hermed udfoldede R. en stor virksomhed som popularisator af sit fag, såvel i bøgerne Kan Hukommelsen forbedres?, 1919, og Mennesker og Høns, 1937, som i artiklerne i Salmonsens Leksikon og andetsteds med samt en mængde kronikker og foredrag. I sine skrifter foretrak han en direkte, jævn og uhøjtidelig form fremfor en omstændelig og akademisk, og han kunne tale om de vanskeligste forhold på en næsten dagligdags måde. Som debattør kunne han være skarp og træffende med en trang til at forfølge konsekvenserne af en modstanders synspunkter til den bitre ende. Flere af de omtalte afhandlinger begyndte således som indlæg i diskussioner.

Annonce

I sin sidste offentliggjorte afhandling, Visual figures apparently incompatible with geomelry. Acta Psychol. VII, 1950, arbejdede R. med en analyse af geometriske figurer som i særlige tilfælde, hvor de Müller-Lyer'ske illusionsmotiver tilføjes, kan optræde med et ikke-euklidsk præg for iagttageren. Som i sine første arbejder søgte han her at bringe de for, den psykologiske analyse principielle synspunkter i relation til erkendelsesteoretiske overvejelser. Det kan i den forbindelse nævnes at han som lektor i filosofi var den første herhjemme der gjorde de studerende bekendte med logistikken. Han var formand for Selskabet for filosofi og psykologi fra 1926 og til sin død. Medlem af Videnskabernes selskab fra 1949. Præsident for den 10. internationale kongres for, psykologi i Kbh. 1932. 1924–35 var han medudgiver af Zeitschrift für Psychologie (et hverv han nedlagde da det bragte artikler med nazistisk indhold) og fra 1936 medudgiver af Acta Psychologica.

Familie

Forældre: vekselerer Gottfred R. (1842–1900) og Emma Levinsohn (1855–1923). Gift 19.6.1917 på Frbg. (b.v.) med Hedevig Elisabeth Thiesen, født 27.6.1891 i Middelfart, død 22.8.1965, d. af fisker Claus Henrik T. (1850–1940) og Karen Marie Jensen (1850–1917).

Udnævnelser

R. 1940. DM. 1949.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen (Fr.borg). Tegn. af G. Munch-Petersen, 1931 (Psyk. lab.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1915 86f. – Studenterne fra 1904, 1929 188. W. Ehrenstein i Zeitschr. für Psychologie CXVI I, Lpz. 1930 339–412. Wolfg. Kohler: Gestalt psychology, rev. ed. N.Y. 1947.

Edwin G. Boring: History of experimental psychology, 2. ed. N.Y. 1950 605–07. Frithiof Brandt i Oversigt over vidensk. selsk.s. virksomhed 1951–52 59–68. E. Tranekjær Rasmussen i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1951 112–28. Samme i E. R.: Af efterl. papirer, 1956 = Nord. psykologis monografiserie VIII 38–42. Wolfg. Metzger m.fl.: AHgemeine Psychologie I, Göttingen 1966. Rob. S. Woodworth og H. Schlosberg: Experimental psychology, 3. ed. ved R. Kling m.fl., N.Y. 1971. I. K. Moustgaard i Dansk filosofi og psykologi 1926– 76, red. Sv. Erik Nordenbo I, 1976 139–62. Franz From sst. 163–70. Karl R. Popper og John C. Eccles: The self and its brai'n, N.Y. 1977 63f 107. Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj X; 1980. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
A. Friemuth Petersen: E. Rubin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296665