• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valdemar Steenberg

Oprindelig forfatter Ibo
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Valdemar Steenberg, Valdemar Emanuel Steenberg, 9.1.1829-11.3.1892, psykiater. Født i Olsker, død på Skt. Hans hospital, begravet på kgd. sst. S. blev student 1846 fra Rønne og tog 1853 medicinsk embedseksamen, efter at han i studietiden havde deltaget som frivillig i krigen 1848. Han fungerede 1853 som koleralæge i hovedstaden, var 1853–54 kandidat på Almindelig hospital, derpå i to år marinelæge og blev, efter en længere varende studierejse, 1857 reservelæge ved Almindelig hospital hvor han kastede sig over patologisk-anatomiske studier af nervesystemet. Fra jan. 1858 til april 1859 var han medredaktør af Hospitalstidende. 1859 ansattes S., der tidligere ikke havde beskæftiget sig med psykiatri, som 3. læge ved sindssygeanstalten i Slesvig som han muligvis havde besøgt under sin krigsdeltagelse, og hvis overlæge efter P. W. Jessens fratræden var J. Ruppel. 1862 avancerede han til 2. læge, men overtog derpå 1863, ved A. Gørickes afgang, overlægeembedet ved Skt. Hans hospital. Hermed indledtes en betydningsfuld epoke i dette hospitals historie, idet det under S.s initiativrige førerskab gennemgik en hurtig og gennemgribende udvikling til en tidssvarende helbredelsesanstalt for hovedstadens sindssyge.

Under sit ophold i Slesvig fuldførte S. sit på Almindelig hospital påbegyndte doktorarbejde, Den syphilitiske Hjernelidelse som han forsvarede 1860. I dette betydelige arbejde, der er en af de første neuropsykiatriske afhandlinger herhjemme, behandledes den syfilitiske encephalopati, hvis grundlag S. påviste bestod i betændelsesagtige processer i hjernens kar der sekundært medførte henfald af hjernevævet, og S. kunne ud fra sine iagttagelser konkludere, at "enhver syfilitisk Encephalopati er en fremskridende Parese" i klinisk henseende; men han tilføjede nogle revolutionerende betragtninger over, hvorvidt ikke også "enhver Parese er en syfilitisk Encephalopati". Dette mente S. var tilfældet og antydede også beviserne derfor, men han overlod i øvrigt den nøjere påvisning til sin begavede unge elev C. M. Jespersen. Eftertiden har givet S. ret, og hans navn vil altid med ære nævnes mellem de forskere der har udredet paralysens årsagsforhold. Ud over dette arbejde publicerede S. ikke videnskabelige ting; derimod redegjorde han gerne i hospitalets årlige beretninger på sin ejendommeligt livfulde måde for de lægelige iagttagelser og fremskridt i det forgangne år.

S.s forestillinger om hvordan byen Kbh.s sindssygevæsen bedst lod sig ordne indhentede han ved rejser til udlandets storbyer, navnlig Paris, som han besøgte 1867 og 1868. Med stor iver og begejstring gik han i gang med opgaven at finde frem til en løsning af spørgsmålet om de påtrængende nødvendige, store udvidelser af hospitals-komplekset, så at hans yndlingstanke: altid at have plads for enhver i Kbh. boende sindslidende der trængte til hospitalsbehandling kunne realiseres. Ved at foreslå opført to store plejestiftelser, en for mænd og en for kvinder, gik han i brechen for princippet om den "relativt forbundne Helbredelses- og Plejeanstalt" som han, navnlig i Paris, havde høstet gode erfaringer om. Allerede 1872 kunne det efter S.s planer omorganiserede hospital åbnes for driften. Med berettiget stolthed kunne S. ved den internationale medicinske kongres i Kbh. 1884, ved hvilken han udnævntes til præsident for den psykiatriske og neurologiske sektion, fremvise det imponerende hospitalsanlæg. S. virkede også med energi for hospitalets indre fornyelse i form af mere humane og hensigtsmæssige behandlingsmidler. Navnlig må nævnes, at han var den første herhjemme, der indrettede en såkaldt vagtafdeling for patienter der var farlige for sig selv, hvor disse kunne overvåges dag og nat af et forholdsvis fåtalligt personale. Ligeledes var han varmt interesseret i enhver forbedring der gjorde opholdet på hospitalet friere og tåleligere (det såkaldte no-restraint princip), og i S.s tid gik tvangsmidlernes anvendelse stærkt tilbage. Fra 1881 indførte han konsultation for patienternes pårørende, idet han en gang om ugen modtog disse i Kbh. Som hospitalsleder var S. således beslutsom og vidtskuende og ikke uden format. Hans død indtraf ganske pludseligt, midt i arbejdet, uden foregående svaghed.

Annonce

S.s friske og umiddelbare temperament faldt stærkt i øjnene i kredsen af samtidens sindssygelæger. Varme, åbenhed, frisk begejstring, imødekommende hensynsfuldhed og i det hele et handlekraftigt, vindende, ukompliceret væsen var hans mest fremtrædende egenskaber. I god overensstemmelse hermed nævner vort sindssygevæsens historiograf, H. Helweg, hvordan S.s anlæg kunne skaffe sig luft dels i en vis lyrik, dels i en "undertiden ganske ubehersket Hidsighed" der dog aldrig formåede at hæmme den popularitet, han nød overalt. – Tit. professor 1866.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Ringsted, provst Frederik Laurentius S. (1801– 70, gift 2. gang 1831 med Charlotte Frederikke Borries, 1810–63) og Elisabeth Marie Frandsine van Aller (1802–30). -6.6.1872 i Roskilde med Elisabeth Frances Chabot, født 7.8.1852 i Rotterdam, død 17.10.1878 på Skt. Hans hospital, d. af købmand, nederlandsk vicekonsul i Roskilde Adrian Balthasar Corneille C. (1821–99) og Alice (Eliza) Knox (1830–71).

Udnævnelser

R. 1874. DM. 1888.

Ikonografi

Mal. af O. Haslund, 1888 (Skt. Hans hosp., Roskilde). Træsnit 1889 efter fotografi. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1860 93. – Bibl. for læger 7.r.III, 1892 239 245f. Jul. Petersen i III. tid. 20.3. s.å. Kn. Pontoppidan i Danmark, udg. Journalistforen. VII, 1893 35–39. Samme: 6. afd.s. jammersminde, 1897 (fot. optr. 1978) 11. Hj. Helweg: Sindssygevæsenets udvikl, i Danm., 1915 158–68. Viet. Lange i Pers. hist. t. 10.r.I, 1934 165 173–76 178f 181 186.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Ostenfeld: Valdemar Steenberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297757