Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paul J. Reiter

Oprindelig forfatter Ibo
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Paul J. Reiter, Paul Johan Stephan Reiter, 29.1.1895-24.3.1973, psykiater. Født i Viborg, død i Kbh., begravet Helsingør kgd. R. blev student 1912 fra Viborg og medicinsk kandidat 1919. I studentertiden konverterede han til den katolske kirke (1913). Han søgte over i sindssygevæsenet, var først kandidat ved sindssygehospitalet ved Nykøbing S. og derpå, i en for ham midlertidig oprettet stilling, klinisk assistent ved Jyske asyl, indtil han 1922 knyttedes til Skt. Hans hospital hvor han virkede en længere årrække, først som reservelæge og, fra 1925, som afdelingslæge ved mandshospitalet. 1937 overtog R. embedet som konsulterende speciallæge i psykiatri ved Statens psykopatanstalter i Herstedvester ved Vridsløselille (åbnet 1935). Embedet omdannedes n.å. til en overlægestilling. 1941 overtog R. stillingen som overlæge ved kommunehospitalets psykiatriske afd. som han tog afsked fra 1960. Resten af sit liv virkede han som praktiserende speciallæge. – R. har udfoldet en omfattende virksomhed som medicinsk forfatter. I større og mindre afhandlinger har han givet bidrag til sindssygdommenes somatiske patologi og fysiologi, først med doktorafhandlingen Nogle Undersøgelser over Sukkerstofskiftet ved Psychoser, 1925 der belyser den forskelligartede måde, kulhydratomsætningen foregår på ved de forskellige sindssygdomsgrupper. Derpå fulgte 1929 Zur Pathologie der Dementia praecox, hvori forfægtes den anskuelse at de ved ungdomssløvsind så hyppigt optrædende tarmaffektioner må opfattes som en vigtig årsag til sygdommen og ikke blot som et sekundært ledsagefænomen. I Pellagroide Dermatosen an Geisteskranken, 1935 påvises årsagsforbindelsen mellem patologiske forandringer i nervesystemet og de såkaldte pellagrøse hudlidelser. 1937–41 udgaves et stort anlagt patografisk værk om Luther, hvis 1. del havde titlen Martin Luthers Umwelt, Charakter und Phychose, sowie die Bedeutung dieser Faktoren für seine Entwicklung und Lehre, 2. del: Luthers Persönlichkeit, Seelenleben und Krankheiten (dansk udg. 1946). Værket hviler på udstrakte studier der belyser Luthers påvirkning af senmiddelalderlige tidsstrømninger. Dette har sin værdi. R.s konklusion, at Luther led af maniodepressive svingninger, kan man vistnok anse for rigtig. Men bogen virker flimrende, og mange unøjagtigheder har kunnet konstateres. Den er farvet af R.s katolske stade og Luther bestemmes med sin tyske ånd tendensiøst som en tidlig forløber for nationalsocialismen.

R. fortsatte sit patografiske forfatterskab med en studie over Christiern 2., 1942 (2. udg. 1971). Derpå fulgte talrige publikationer om neuroser, psykopati, psykosomatisk medicin og vejledninger i psykoterapeutisk teknik samt skriftet Anti-social or criminal acts and hypnosis, 1958, hvori det hævdes på grundlag af et konkret kriminologisk tilfælde, at hypnotisk påvirkning kan føre til kriminalitet. Tanken vakte betydelig kritik og betegnedes selv af venlige bedømmere som en enestående hændelse. De nævnte arbejder var symptomatiske for tidens psykodynamiske tankegang. R. fik ved dem nogen indflydelse på generationens yngre nervelæger ved private, inciterende kollokvier. Arbejderne er refererende og mangler forsigtig kritik. – R. var en livfuld, jovial og fantasifuld skikkelse der med begejstring optog tidens ideer og praktiserede dem.

Som katolik gennemførte han noviciatet i et benediktinerabbedi og skrev en interessant pjece om Sikre og tvivlsomme Mirakler, 1943. Selv var han overbevist om de sande miraklers realitet (Helbredelse af organiske sygdomme ved overnaturlige kræfter). – Han opnåede fremtrædende medlemskab af foreninger for mentalhygiejne, hypnose, psykoanalyse og psykoterapi. Han tilførte næppe sit fag nogen selvstændig fornyelse men var en interessant eksponent for en epoke inden for dette.

Annonce

Familie

Forældre: buntmager Maximilian R. (1855–1935) og Johanne Christine Wammen (1871–1927). Gift 1. gang 28.10.1919 i Kbh. (Kat. Ansgar) med lærer Frida Theodora Cecilie Larsen, født 27.1.1891 i Tårbæk, død 24.2.1987, d. af kommunelærer Laurits Frederik Theodor L. (1841–1904, gift 1. gang 1873 med Emilie Margrethe Bergmann, 1849–1976) og Cecilie Margrethe Madsen (1854–1935). Ægteskabet opløst 1925. Gift 2. gang 27.5.1927 i Kbh. (b.v.) med sygeplejer Helene (Helen) Sophie Maja Hermann, født 25.11.1898 i Kbh. (Vanløse), død 6.3.1951 i Kbh., d. af maskininspektør Vilhelm Benjamin H. (1849–1900) og Kirstine Johanne Olsen (1860–1944). Ægteskabet opløst 1947. Gift 3. gang 11.4.1954 i Birkerød (b.v.) med Ester Nancy Olsen, født 24.12.1904 i Kbh. (Andreas), d. af grosserer Niels Christian Olsen (1859–1925) og Ane Kirstine Larsen (1870–1955).

Udnævnelser

R. 1956.

Ikonografi

Tegnet selvportr. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1925 100f. Interview i Berl. aften 25.1.1945. – H. I. Schou i Kristeligt dagbl. 21.8.1941 (anm. af R.s bog om Luther). Alfr. Th. Jørgensen sst. 13.8.1946 (anm. af den da. udg. af samme). Samme i Tidsskr. for teologi og kirke XIII, Oslo 1942 17–34. H. Mosbech i Nationaltid. 20.11.1943 (anm. af R.: Sikre og tvivlsomme mirakler). Jørgen Madsen i Ugeskr. for læger CXXXV, 1973 943.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Ostenfeld: Paul J. Reiter i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296291