Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Selmer

Oprindelig forfatter Ibo
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Harald Selmer, 18.3.1814-17.12.1879, psykiater. Født i Vejle, død på Frbg., begravet på kgd. ved statshospitalet ved Århus. S. dimitteredes privat som student 1831 efter i tre år at have gået i Horsens lærde skole. Efter 2. eksamen (1832) studerede han medicin og tog embedseksamen 1838. Allerede n.å. søgte han ud på Skt. Hans hospital og kom herigennem ind på det arbejdsområde hvor han efterhånden skulle få en overordentlig betydning som dansk sindssygevæsens egentlige organisator. Han blev i to år som kandidat på hospitalet. De erfaringer han her indhøstede om de sindssyges kår på landets ledende sindssygeafdeling var så langt fra stemmende med hans ideer angående denne vigtige samfundssag, at han ved sin fratræden 1841 foretog det opsigtsvækkende skridt at udgive et skrift Om Psychiatriens Tilstand i Danmark, med særligt Hensyn til St. Hans Hospital paa Bidstrupgaard der formede sig som et yderst voldsomt angreb på hospitalets leder, A. Gøricke, og til dels også på administrationen. S.s hovedanke er den totalt manglende disciplin og den svigtende energi til tilrettelæggelsen af såvel det praktiske som det videnskabelige arbejde. Efter at have praktiseret kort tid i Stege nedsatte S. sig 1842 i Nørlund ved Hobro. Var det end hans plan nu at slå sig ned for en årrække som landlæge, fortsatte han dog samtidig sine psykiatriske studier og oversatte dels J. C. Prichard: Om Sindssygdommene og andre sygelige Sjælstilstande, 1842, den første systematiske håndbog i sindssygelæren på dansk sprog, dels Würzburg-professoren J. B. Friedreichs bog Den retslige Psychologi, systematisk fremstillet for Læger og Jurister, 1846. Samtidig holdt han skarpt øje med forhandlingerne i stænderforsamlingerne om dårevæsenets tilrettelægning og fremkom i fagpressen med ofte temperamentsfulde kritiske indlæg. 1846 forfattede han efter opfordring af det kbh.ske lægeselskab Philiatrien agitationsskriftet Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning, som fast Resultat af Videnskab og Erfaring fremstillet for det større Publikum, hvori han i bestemte vendinger og med en kategorisk og i virkeligheden uafviselig argumentation krævede oprettelsen af selvstændige hospitaler for de sindssyge, ligesom han angav retningslinjerne for sådanne hospitalers indretning. Skriftet bragte S. i modsætning til den milde, videnskabeligt orienterede læge J. R. Hübertz som han behandlede affejende og temmelig hensynsløst og ganske uretfærdigt.

S.s glimrende forfattede skrift fik afgørende betydning for myndighedernes stilling til sagen, således at et forslag om oprettelse af en statsanstalt uden for Århus for sindssyge patienter vedtoges 1847. Allerede nu stod S. i den almindelige bevidsthed som den der skulle føre sagen ud i livet, og i de følgende år, indtil 1852, forestod han -med bopæl i Kbh. hvortil han var flyttet 1846 efter at have modtaget opfordringen til at varetage redaktørhvervet ved Bibliothek for Læger – opførelsen af Jydske asyl, landets første moderne indrettede sindssygehospital. Dette åbnedes i efteråret 1852 med S. som overlæge og med plads til 130 patienter. 1861 fuldførtes de hurtigt nødvendiggjorte udvidelser for kronisk syge, hvorved hospitalets patienttal steg til 400. I 26 år sad S. som leder af det mønsterværdigt indrettede hospital som han med rette kunne betragte som sit eget værk. Sin hovedopgave så han i at indarbejde den pædagogisk-psykologiske anstaltbehandling som han anså for at være nerven i de sindssyges kur, og dette hverv udførte han med fremragende dygtighed og utrættelig energi, men også med en næsten ubønhørlig myndighed der ikke lod pladsen åben for, hvad der stred mod hans vilje. Han fordrede streng disciplin af patienterne ud fra det syn, at orden og regelmæssighed var til deres bedste, ligesom han af sine medarbejdere krævede den mest nøjeregnende pligtfølelse i lighed med, hvad han pålagde sig selv. Tilknappet, men med årvågent blik, fulgte han overalt og til alle tider livet på anstalten. Det store administrationsarbejde levnede ham ikke tid til litterær produktion; kun enkelte afhandlinger så nu og da lyset. Betegnende for hans virksomme og praktiske ånd er hans gentagne henstilling om at få tilvejebragt en lovgivning for de sindssyge. 1879, året efter sin fratræden som overlæge og s.å. som han døde udgav S. et omfattende statistisk arbejde, Statistiske Meddelelser og Undersøgelser fra Sindssygeanstalten ved Aarhus i dens første 25 Aar (1852–77) der i tabellarisk form gengav hans observationer af de 2440 patienter han havde haft til behandling. S. var selvskrevet medlem af de kommissioner der skulle udarbejde planen for landets nye anstalter (Oringe og Viborg, åbnet henholdsvis 1857 og 1877), ligesom han medvirkede ved Skt. Hans hospitals omordning i 1860erne. Også i det øvrige Skandinavien var S. højt anset som anstaltleder. Hans personlighed nød overalt den største respekt, præget som den var af retlinethed, alvor, konsekvens indtil stejlhed, men også – som det ses af hans holdning til kolleger – af en meget sikker følelse af, at hans egne anskuelser var de eneste rigtige. Skarp indtil det ubarmhjertige kunne han være i sin attrå efter at stå som fagets ledende skikkelse. Med hård hånd styrede han mod sit mål. Det dybeste træk hos den tillukkede mand var dog en tavs medhu over for de syge og deres skæbne. I en artikel om dårevæsenet i Dansk Folkeblad IX, 1844 gav S. udtryk for denne skjulte følelse på en så smuk og i formen så klassisk måde, at hans ord siden har været betragtet som danske psykiateres faglige trosbekendelse. – "Hans betydning for dansk psykiatri må søges i det anstaltsvæsen, som han var den virkelige grundlægger af, og det er igennem dette sociale reformarbejde, at han indirekte har gjort sig fortjent til navnet den danske psykiatris fader" (H. Helweg). – Æredsdoktor i Uppsala 1877. Tit. professor 1856. Etatsråd 1878.

Familie

Forældre: amtmand over Bratsberg amt, senere i Vejle, Johan Henrik S. (1756–1831) og Inger Marie Müller (1774–1828). Gift 11.10.1842 i Fredensborg med Julie Frederikke Bodenhoff, født 12.11.1818 på Bistrup parcelgård, død 20.2.1863 i Århus, d. af forpagter Andreas B. (1787–1854, gift 2. gang 1826 med Christiane Sophie Bierfreund, 1795–1884) og Golla Hermandine Rosing (1787–1820). – Bror til H. P. S.

Annonce

Udnævnelser

R. 1859.

Ikonografi

Mal. af Carl Bloch, 1877 (Psykiatr. hosp. Riisskov), efter dette litografi. Relief på gravstenen.

Bibliografi

H. P. Selmer: Stamtvl. over de norske og danske forgreninger af slægten Selmer, 1868 35. C. Lange i Hospitalstid. 2.r.VII, 1880 7f. Bibi. for læger 6.r.X, s.å. 366–68. Fr. Hallager: Jydske asyl 1852–1902, 1902. Hj. Helweg: Sindssygevæsenets udvikl, i Danm., 1915 90–144.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Ostenfeld: Harald Selmer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297374