Victor Scheel

Victor Scheel, Victor Alexander Scheel, 1.4.1869-17.12.1923, læge. Født i Kbh. (Frbg.), død sst., urne på Tårbæk kgd. S. blev student 1887 fra Efterslægtselskabets skole og 1893 medicinsk kandidat. Han nærede den største interesse for patologisk anatomi og almindelig patologi, studerede disse fag i Heidelberg 1894–95 og gjorde derefter kandidattjeneste på Frbg. hospital 1895–97 og på kommunehospitalet 1897–99. Sin doktordisputats Levercirrosernes patologiske Anatomi og Ætiologi forsvarede han 1899. 1900–01 var han reservelæge på Bleg-damshospitalet. Dec. 1900 konkurrerede han med Johannes Fibiger om professoratet i patologisk anatomi. Efter at have været reservelæge på kommunehospitalet 1901–03 blev han pro-sektor ved samme hospital og virkede tillige som privatdocent. 1913 udnævntes han til overlæge ved med. afd. B, Bispebjerg hospital, hvilken stilling han beklædte til sin død. S. der var et ualmindelig hurtigt hoved, var i besiddelse af en næsten ubegrænset arbejdsevne og arbejdstrang. Som prosektor var han en meget søgt manuduktør i patologisk anatomi, og som hospitalslæge udmærkede han sig ved den lynsnare sikkerhed, hvormed han sammenfattede enkelthederne i et sygdomsbillede til en klar helhed. Interesseret i alt nyt inden for medicinen gjorde han med sine hurtigt fremsatte, ofte ret skarpe og rammende ytringer og sit gode humør stuegangen til en fest. Hans videnskabelige arbejder bevægede sig væsentligst på den patologiske anatomis og den interne medicins områder. Foruden hans disputats om levercirroserne er hans studier over nyrebetændelser af betydning, og 1900 udgav han en monografi over dette emne. Det førte ham ind på forskellige diætetiske spørgsmål som optog ham stærkt i de senere år og gav sig udslag i hans arbejde for reformering af hospitalskosten. 1917 udgav han bogen Diæterne paa Bispebjærg Hospital. 1908 blev han videnskabelig redaktør af Ugeskrift for Læger hvor han 1911 skrev Lægekunsten og Lægen i Nutiden og viede derefter lægeforeningen et meget stort arbejde. Han var formand i Kbh.s lægeforening 1910–13 og i Alm. dansk lægeforening 1913–22. Han udgav Lægeforeningens Aarbog, organiserede fortsættelseskurser under lægeforeningen og medvirkede ved specialistordningen. 1923 blev han formand for Medicinsk selskab og præsiderede ved selskabets 150 års jubilæum, men var allerede da syg og døde få måneder efter. Han ville dog ikke give op, men virkede til det sidste. Han har udført et stort arbejde både for lægevidenskabens udvikling og for lægernes hele sociale stilling her i landet. Hans litterære produktion var meget stor, hans tidsskriftartikler talrige og lødige.