Thorvald Hess Thaysen

Thorvald Hess Thaysen, Thorvald Einar Hess Thaysen, 20.10.1883-19.4.1936, læge. Født i Kolding, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). T. blev student 1901 fra Kolding og 1908 medicinsk kandidat. Efter at have haft nogle vikariater på landet rejste han i efteråret 1908 til Schweiz for at studere patologisk anatomi hos professor Th. Langhans og var i et år assistent på det patologisk-anatomiske institut i Bern. Efter hjemkomsten blev han prosektor ved det patologisk-anatomiske institut i Kbh. og rejste 1911 til Lund for at påbegynde nogle fysiologisk-kemiske undersøgelser over cholesterinet og dets ætere. Han arbejdede dér halvandet år under professor Ivar Bangs ledelse hvorefter han fortsatte sine undersøgelser på det farmakologiske institut i Kbh. samtidig med at han forrettede turnustjeneste på Rigshospitalets afdeling B, og 1914 forsvarede han sin doktordisputats Bidrag til Cholesterinets og Cholesterincethernes fysiologiske Kemi hvorefter han 1914–17 var 1. reservelæge ved samme afdeling. Han foretog flere studierejser til Tyskland, England og Schweiz, var 1917–19 reservelæge ved Skt. Johannesstiftelsen og 1919–22 i De gamles by hvorefter han blev overlæge ved Skt. Elisabeths hospital til sin død. T. havde et ualmindeligt talent for videnskabelig klinisk forskning. Allerede i hans reservelægetid fremkom hans røntgenstudier over den habituelle obstipations mekanik og klinik, hans kritiske bemærkninger om Wassermann-reaktionens ufuldkommenhed og hans undersøgelser sammen med Axel Norgaard af blodsukkerkurven efter belastning med glykose ved fedtdiarreer der til dels danner fundamentet for hans største videnskabelige indsats, hans studier over den ikke-tropiske sprue. Det første arbejde herom fremkom 1923, på et tidspunkt da sygdommen praktisk talt var ukendt. I de følgende år fordybede han sig mere og mere i emnet og udgav 1932 på engelsk en udførlig monografi af sygdommen: Nontropical sprue (Oxford University Press). Hans studier over alle fedtdiarreer, også de pankreatogene, førte ham til at henføre den ikke-tropiske sprue og den af S. J. Gee beskrevne coeliac disease samt den tropiske sprue til samme sygdomsgruppe som han benævnte idiopatisk steatorrhoe, en anskuelse der nu er almindelig internationalt antaget, undertiden med tilføjelsen Gee-Thaysens sygdom. Hans udmærkede iagttagelsesevne og skarpe kliniske blik førte ham også til opdagelsen af at pellagra fandtes her i Danmark. 1932 demonstrerede han to tilfælde af sygdommen der aldrig før var beskrevet her i landet, men som derefter viste sig ikke at være helt sjælden, særlig i sindssygehospitalerne. 1935 beskrev T. syndromet proctalgia fugax i The Lancet, hvilket medførte livlig korrespondance med læger verden over.

To gange (1923 og 1931) deltog T. i konkurrencen om professoratet i klinisk medicin. Trods sin intense dyrkning af videnskaben fik han dog også tid til andet arbejde. 1921 var han formand for organisationen af specialister i fordøjelses-sygdomme, 1925–29 formand i Dansk selskab for intern medicin og samtidig medlem af bestyrelsen for Nordisk forening for indvortes medicin saml 1929–30 af Radiumfondets forretningsudvalg. Han var medstifter af Landsforeningen til kræftens bekæmpelse 1929 og medlem af dens direktion 1929–30 og derefter medlem af hovedbestyrelsen. Endvidere var han en meget virksom redaktør af Hospitalstidende fra 1929 til sin død. Hun tog initiativet til oprettelsen af Niels Stensen-forelæsninger i Kbh.s medicinske selskab og til Index medicus Danicus – et emne- og forfatter katalog over alt hvad danske læger publicerede i såvel ind- som udland. 1935 blev han medlem af Svenska lakaresallskapet. Kort før sin død af en pinefuld udbredt tyktarmskræft oprettede han et legat til opmuntring af intern medicinsk klinisk forskning. – Sønnen Preben Eigil Hess Thaysen, født 11.3.1914, død 13.2.1997, fik medicinsk embedseksamen ved Kbh.s univ. 1939. Under besættelsen var han i tysk koncentrationslejr hvilket senere medførte medforfatterskabet til Famine disease in German concentration camps, 1953. Efter hospitalsuddannelse ved kbh.ske hospitaler og studierejser i England og USA specialiserede han sig i mavetarmsygdomme. Han disputerede 1952 med Bakteriofagstudier og publicerede siden en række studier over fejl- og mangelernæring og over galdesyrernes klinik. 1959 blev han overlæge ved Ålborg kommunehospitals med. afdeling.