Preben von Magnus, Preben Christian Alexander von Magnus, 25.2.1912-9.8.1973, læge. Født i Kbh. (Helligånds), død sst. (Sundby), begravet sst. (Ass.). M. blev student fra GI. Hellerup gymnasium 1931, og 1939 blev han cand. med. fra Kbh.s univ. Efter turnustjeneste og ansættelse ved Odense amts og bys sygehus kom han 1941 til Statens seruminstitut. Her fik han den opgave at arbejde med influenzavirus og at forsøge at isolere stammer af dette virus med henblik på fremstilling af en vaccine. Et første arbejde herom publicerede han sammen med sin hustru 1944. De fortsatte influenzastudier førte til påvisningen af det der idag er kendt som "the von Magnus phenomenon" og som må betegnes som hans største videnskabelige indsats. Han undersøgte virusformeringen i hønseæg og fandt at der dannes såvel komplette, infektiøse viruspartikler som inkomplette, ikke-infektiøse partikler i et forhold der beror på inoculumstørrelsen. Han formulerede endvidere en teori om interferens mellem det komplette og det inkomplette virus ved virusdannelsen i den inficerede celle. Disse undersøgelser resulterede i en række afhandlinger i perioden 1947-52 samt i disputatsen, Propagation of the PR8 strain of influenza A virus in chick embryos der forsvaredes 1952. 1954 udnævntes M. til afdelingsforstander for influenzaafdelingen ved Statens seruminstitut hvor hans indsats bestod i produktion af influenzavaccine og ikke mindst i etableringen af en storproduktion af vævsceller som danner grundlaget for fremstillingen af poliovaccine. 1959 udnævntes han til direktør for Statens seruminstitut efter Jeppe Ørskov. Her fik han lejlighed til at udfolde sine evner som organisator ved løsningen af nogle meget store og vanskelige institutopgaver i løbet af 1960erne. Dels tilvejebringelsen af forbedrede pladsforhold på seruminstituttet gennem bygningen af en række nye laboratoriebygninger, dels reorganiseringen af den klinisk-mikrobiologiske service i Danmark. Han gennemførte i samarbejde med sundhedsstyrelsen en delvis decentralisering af den bakteriologiske diagnostik ved etableringen af en række regionalafdelinger af Statens seruminstitut ved nogle af de større hospitaler i de forskellige landsdele. M. blev på grund af sin anseelse som forsker tildelt mange hverv og hædersbevisninger. Han var medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber fra 1960 og af Det kongelige danske videnskabernes selskab fra 1968. Æresdoktor ved Glasgow University 1971.

Familie

Forældre: godsejer Constantin Woldimar von M. (født 1887) og overlæge, dr. med. Rigmor Herbst (1888-1953). Gift 29.1.1939 i Kbh. med læge Herdis von M., født 23.9.1912 i Bogense, d. af lærer Hans Hansen (1888-1960) og lærer Astrid Marie Nielsen-Rye (1885-1945).

Udnævnelser

R. 1965.

Ikonografi

Tegn. af Ivan Opffer, 1959 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1952 193. - Ole Maaloe i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1974 93-101.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig