Otto Frederik Arends, 12.6.1864-6.11.1945, læge. Født på Frbg. (fremstillet 25.5.1865 i Roskilde), død i Roskilde, begravet sst. A. kom som barn til Roskilde, men faderen, apotekersøn fra byen, døde da sønnen var ti år gammel, og denne blev livet igennem stærkt knyttet til moderen. A. blev student fra Roskilde med udmærkelse 1882, blev cand.phil. og underviste i matematik og fysik samtidig med at han passede det medicinske studium som han afsluttede 1891 med laud. I studietiden blev han gift med sin halvkusine Lucie, søster til den senere radiolog, overlæge J. F. Fischer. Hun døde imidlertid efter 2'Æ års ægteskab efterladende to døtre. A. praktiserede forskellige steder, blev gift igen 1893 og bosatte sig 1902 i Brande som kommunelæge. Her blev han 1909 formand for sundhedskommissionen og fik 1911 ved hjælp af lokale bønders kaution opført Brande sygehus. Efter at have brudt med sin anden hustru praktiserede han 1915-20 i Klemensker og slog sig derefter ned som praktiserende læge først på Sjællands Odde 1920-33, dernæst i Asnæs 1933-39. På dette tidspunkt forlod han sin tredje hustru og deres datter og levede sine sidste år hos en søster i barndomsbyen Roskilde. Datteren af andet ægteskab, Ebba Kann, har i erindringsbogen Livets puslespil, 1976, givet et levende, men ikke upartisk billede af faderens urolige gemyt og livet i lægeboligen i Brande. – A.s evne til teoretisk tænkning og kærligheden til matematik gav sig udslag i en lille opsats Personbetegnelse i Stamtavler (Pers.hist. T. 8.r. V, 1926) hvor han opstiller et efter hans opfattelse entydigt system der imidlertid i komplicerede tilfælde medfører personbetegnelser med både græske bogstaver og eksponenter af talangivelser. Samme system er anvendt i bogen om moderens slægt Stamtavle over Slægten Fischer fra Bryrup, 1934, men mødte kritik hos fagfolk som Louis Bobé. Studiet af faderens slægt, som han kendte tilbage til tysk skoleholder i Kbh., Friderich Ahrends (1699-1772), førte ham ind på sønderjyske præsteslægter, og savnet af systematiske hjælpemidler og registre fik ham til at beslutte at udarbejde navneregistre til Lübkerts kirkelige statistik for Holsten, 1837, og H. N. A. Jensens for Slesvig s.å. Planen blev efterhånden udvidet til at omfatte alle trykte kilder til hertugdømmernes præstehistorie og oplysningerne herfra suppleredes i samarbejde med Ths. O. Achelis og den senere landsarkivar Frode Gribsvad i Åbenrå med kildeundersøgelser, ligesom der i 1930 blev sendt spørgeskemaer til præsterne i Sydslesvig og i Holsten. 1932 udkom frugten af dette arbejde med støtte af Carlsbergfondet Gejstligheden i Slesvig og Holsten fra Reformationen til 1864, dels to bind alfabetisk ordnede præstebiografier hvis oplysninger tydeligt er præget af tilblivelseshistorien, dels et bind series pastorum. Da der ikke opnåedes tilskud til trykning af et fjerde bind med rettelser og tilføjelser findes dette kun i manuskript på landsarkivet i Åbenrå. Rettelser og tilføjelser til værket findes i Personalhistorisk Tidsskrift 1964-64 og siden 1963 årligt i Zeitschrift für niederdeutsche Familienkunde (Hamburg). Også Aage Dahls præstehistorier supplerer A.s oplysninger væsentligt. 1934 opnåede A. tilskud fra Den Hielmstierne-Rosencroneske stiftelse til indsamlingsarbejdet vedrørende slægten Brandt fra Tjæreborg, men arbejdet blev aldrig trykt, og i sine sidste år synes A. at have trukket sig mere og mere ind i sig selv.

Familie

Forældre: boghandler i Roskilde Carl Vilhelm Ferdinand A. (1840-74) og Ingertha Cathrine Jensine Fischer (1843-1922). Gift 1. gang 4.9.1886 i Kbh. (Garn.) med Lucie Cecilie Charlotte Fischer, født 23.12.1859 i Kbh. (Garn.), død 19.3.1889 sst. (Garn.), d. af oberstløjtnant Carl Emil Peter Theodor F. (1836-1922) og Helen Bartholine Heegaard (1835-83). Gift 2. gang 23.5.1893 i Humble med Julie Henriette Høyrup, født 14.6.1869 i Havslunde, død 10.5.1959 i Hasle, Århus, d. af sognepræst Carl H. (1828-1901) og Augusta Møller (1843-1927). Ægteskabet opløst 3.8.1920. Gift 3. gang 2.9.1920 i Vordingborg med Constance Poulsen, født 6.5.1884 i Gram, Skanderup sg., død 9.7.1961 i Kbh. (Sundby), d. af skræddermester Peder P. og Marie Sørensen (født 1850).

Bibliografi

Personalhistorisk Tidsskrift 1964-65. Ebba Kann: Livets puslespil, 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig