Olav Behnke, 3.5.1929-26.7.1995, læge. Olav Behnke blev 1948 student i Sønderborg og tog medicinsk embedseksamen 1955 fra Kbh.s universitet. Efter uddannelse ved hospitaler i provinsen og Kbh. ansattes Olav Behnke som videnskabelig assistent 1960 ved den anatomiske afdeling på Kbh.s tandlægehøjskole hvor anatomen Harald Moe som professor dér arbejdede med elektronmikroskopiske celleundersøgelser. Denne videnskab var blevet indført i 1950'ernes slutning herhjemme – og Moe havde haft lejlighed til i USA at lære de nyeste fremskridt angående hærdning og fiksering af præparaterne. Efter afdelingsleder- og lektorstilling dér (1967), udnævntes Olav Behnke n.å. til afdelingsleder ved Kbh.s univ.s medicinsk-anatomiske institut C for 1974 at blive professor i cytologi ved universitetet. Han beklædte professoratet til 1994. Olav Behnke havde gennem sine år ved tandlægehøjskolen særligt interesseret sig for det lige opdukkede elektronmikroskopiske forskningsfelt og forsvarede 1972 for den medicinske doktorgrad ved Kbh.s univ. et vægtigt arbejde om Elektronmikroskopiske undersøgelser af blodplader og megakaryocytter med specielt henblik på mikrotubuli, filamenter og membransystemer. Det blev et markant led i den række af cytologiske detailundersøgelser der kom til at danne et værdifuldt erfaringsgrundlag da såvel Moe (1964) som Olav Behnke (1968) overtog stillinger ved det medicinsk-anatomiske institut først på Nørre fælled, senere i Panumbygningen.

Ved siden af sin forskning viste Olav Behnke megen administrativ flair. 1977-82 var han dekan ved det lægevidenskabelige fakultet og klarede smidigt og fremadskuende en række problemer som styrelsesloven måtte fremkalde. 1973-76 var han medlem af statens lægevidenskabelige forskningsråd, 1975-79 af bestyrelsen for Selskabet for teoretisk og anvendt terapi (1977-78 formand), 1980 af det faglige landsudvalg for sundhedsuddannelserne, af NOVO-prisens bedømmelseskomité, 1982 af NOVO-fondens bestyrelse, formand 1987-89, og af Novo-Nordisk fonden 1989 og formand for Novo's fonds komité 1989-93. Olav Behnke var endvidere medlem af en række internationale organisationer for molekylær og cellulær biologi samt medudgiver af Cytobiology. European journal of cell biology.

Familie

Olav Behnke blev født i Gråsten.

Forældre: bankdirektør Theodor Heinrich Andreas B. (1902-75) og Johanne Kathrine Schonwandt (1905-88). Gift 1. gang 13.9.1952 i Hellerup med læge Lis Roland Jensen, født 24.2.1932 i Hellerup, død 1986, d. af revisor Harald Roland J. (død 1957) og Asta Jensen (død 1975). Gift 2. gang 1989 med Lis Stage, født Schnoor.

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1973 177.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig