Niels Hjorth, 4.8.1919-5.11.1990, læge. Født i Odense (Skt. Hans). Efter studentereksamen fra Odense katedralskole 1938 studerede H. medicin ved Kbh.s universitet og tog embedseksamen 1947. På grund af meget aktiv deltagelse i modstandsbevægelsen måtte han flygte til Sverige. Under sit ophold her blev han knyttet til den danske ambassade. Efter embedseksamen tog han med dansk Røde kors til hjælpearbejde i Ungarn. Han fik herefter en bred uddannelse i medicin før han definitivt valgte dermato-venerologien, hvori han opnåede speciallægeanerkendelse 1959. Han påvirkedes tidligt af faget, og ikke mindst P. Bonnevies disputats blev inspiration for hans egen disputats 1961, Eczematous allergy to balsams, allied perfumes and flavouring agents. Dette arbejde har påvist krydsreaktioner mellem perubalsam og flere stoffer, specielt parfumer. 50% af samtlige traditionelle lappeprøver med perubalsam kunne afsløre halvdelen af alle parfumeallergier. – H. blev tidligt dansk dermatologis nyskabende, inspirerende og samlende personlighed. Han førte allergologien ind i dermatologien, og samtidig skabte han internationale kontakter igennem sin deltagelse i udenlandske kurser. Ved hjemkomsten fra disse forelagde han sine observationer og tilskyndede yngre dermatologer til at deltage i disse undervisningstilbud. 1961 indledte han et arbejde med at standardisere eksemprøverne inden for Norden, og senere blev dette udvidet til at omfatte en international kontakt-dermatitgruppe som har medført, at denne undersøgelse er standardiseret. Den internationale gruppe havde sin betydning ved at stifte nær og hurtig kontakt med fagets nyskabelser. Da Kbh.s univ. fik en sektion i amtet blev H. indstillet til professoratet i dermatologi. Han etablerede på amtssygehuset i Gentofte en afdeling som fik internationalt ry. Han foranstaltede videnskabelige møder hvor udenlandske videnskabsmænd har været foredragsholdere. Disse møder højnede specielt praktiserende dermatologers stade. Han er den dermatolog af sin generation der har skabt de fleste internationale kontakter. H.s flid er legendarisk og udmøntet i talrige videnskabelige publikationer. Han har været indbudt som gæsteforelæser ved betydningsfulde dermatologiske møder og er medlem eller æresmedlem af talrige udenlandske selskaber og har modtaget såvel priser som anden form for hæder. Ved sin 60-års fødselsdag modtog han et festskrift, forfattet af internationalt kendte dermatologer.

Familie

Forældre: købmand, senere restauratør Jens Christian Niels H. (1886-1953) og Emilie Rosenstand (1890-1976). Gift 7.2.1948 i Kbh. (b.v.) med civilingeniør Edith Fanny Nathan, født 27.5.1921 i Kbh., d. af grosserer Frits Heymann N. (1883-1942) og Amelie Friedmann (1888-1965).

Udnævnelser

R. 1979. R1.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1961 176.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig