Mogens Fog

Mogens Fog, Mogens Ludolf Fog, 9.6.1904-16.7.1990, læge, rektor, minister.

Mogens Fog blev nysproglig student fra Metropolitanskolen 1922, cand.med. fra Kbh.s univ. 1930, dr.med. på afhandlingen Om Piaarteriernes vasomotoriske Reaktioner 1934 og var derefter professor i neurologi ved Kbh.s univ. og overlæge ved Rigshospitalet 1938-74. Hans betydelige organisatoriske indsats begyndte i bestyrelsen for Foreningen af yngre læger 1930-34, fortsattes i hovedbestyrelsen for Alm. dansk lægeforening og videreførtes i en lang række medicinske foreninger, nævn og udvalg. 1939-66 redigerede han Videnskab og Praksis i Ugeskrift for Læger.

Mogens Fog voksede op i et kulturradikalt miljø med rod i 1890ernes Studentersamfund, men han fandt 1920ernes Studentersamfund uinteressant og blev under indtryk af efterkrigstidens økonomiske sammenbrud socialist. Han blev medlem af kommunistisk ungdom omkring 1925 og senere af Danmarks kommunistiske parti hvis praktisk daglige partiarbejde han deltog i indtil eksamenslæsning beslaglagde hans tid. Han vedblev at være medlem af partiet, men var stærkere optaget af sit formandskab for den 1932 oprettede gruppe socialistiske medicinere der begyndte socialmedicinsk forskning i 1930ernes kriseår, og af kulturkampen mod nazismen og fascismen. Besættelsen 1940 afbrød tildels denne virksomhed og vakte hos Mogens Fog både en frustrerende følelse af uvirksomhed, skønt han passede sit hospitalsarbejde, og en følelse af forpligtelse til at fortsætte kampen. April 1941 sagde han ja til en henvendelse fra Aksel Larsen om støtte hvis DKP gik ud i illegalitet, men der kom ingen henvendelse efter aktionen mod kommunisterne 22.6.1941.

I sept. henvendte Mogens Fog sig sammen med nogle venner til J. Christmas Møller med en plan om at begynde et legalt tidsskrift der skulle forsvare demokrati og retssikkerhed. Tanken blev opgivet som naiv og uigennemførlig, men forbindelsen med Christmas Møller førte til at Mogens Fog blev kontaktmand mellem Christmas Møller og Aksel Larsen og derigennem medstifter af Frit Danmark og et tværpolitisk modstandsarbejde. Dec. 1942 måtte Fog "gå under jorden", og få dage efter udsendte han sit Første illegale brev der var tiltænkt et halvt hundrede venner, men gennem illegale blade og breve fandt stor udbredelse og gjorde indtryk i vide kredse. Det fulgtes jan. 1943 efter arrestationen af en del af folkene omkring Frit Danmark af Andet illegale brev der sluttede: Det kan nytte. Mogens Fog var medlem af frihedsrådet der dannedes sept. 1943 og medforfatter af pjecen Naar Danmark atter er frit, nov. 1943, men arresteredes okt. 1944 af Gestapo og anbragtes i Shellhusets gidseletage hvorfra han flygtede efter det engelske bombardement 21.3.1945.

Han deltog i de sidste møder i frihedsrådet og blev minister for særlige anliggender i regeringen V. Buhl 5.5.1945. Det blev hans væsentligste opgave at arrangere hjemtransport af de danske koncentrationslejrfanger der af Svensk røde kors var bragt til Sverige, og gennemføre loven om erstatning til besættelsestidens ofre. Den illegale politiske aktivitet havde hos Mogens Fog vakt en følelse af forpligtelse til at fortsætte et politisk arbejde. Ved valget okt. 1945 opstilledes og valgtes han af kommunisterne i Vejle amt og ved valget okt. 1947 i Kbh.s søndre storkreds. Sit arbejde som læge og professor genoptog han ved sin afgang som minister nov. 1945. Ved valget 1950 opstillede Fog ikke. 1950-59 var han formand for organisationen Fredens tilhængere og medlem af verdensfredsrådet. Han brød officielt med kommunisterne da Aksel Larsen ekskluderedes af DKP 1958 og fulgte ham i dannelsen af socialistisk folkeparti, men stillede ikke op for partiet. 1963 valgtes Mogens Fog til Kbh.s univ.s prorektor og 1966 afløste han efter kampvalg Carl Iversen som rektor.

I universitetsadministrationsudvalgets betænkning marts 1968 afgav Mogens Fog mindretalsindstilling om større indflydelse til lærere og studerende end flertallet ville give. Denne holdning i forbindelse med smidighed i forhandlinger bidrog til at han i alt væsentligt undgik skarpe konfrontationer under 1968-oprøret blandt de studerende og yngre lærere. I visse akutte situationer handlede han nok uden egentlig opbakning i konsistorium i de "varme forårsmåneder 1968". Hans humør, hurtige opfattelsesevne, impulsivitet og rappe og kontante svar sammen med hans repressive tolerance lettede ham arbejdet, og bevirkede at han trods angreb for henholdsvis eftergivenhed og reaktion kunne bevare de stridende parters tillid. Han var et meget langt stykke enig med de studerende om deres krav til en nyordning af universitetsforholdene, men ville ændre tilstanden uden vold som han aldrig billigede og optrådte kraftigt imod når der var tilløb dertil. Til det mere muntre hører at den gamle frihedskæmper var i stand til at arrangere konsistoriemøder "illegalt", og dermed narre de demonstrerende. Mogens Fog gik af som rektor 1972.

Som medlem af planlægningsrådet for de højere uddannelser 1964-72, fra 1968 som formand, var han aktiv i planlægningen af nye universiteter og udbygning af bestående. Sit syn på universitetsforhold redegjorde han for i bogen Universitetsproblemer – nu og i morgen, 1968. Om sin deltagelse i frihedskampen og det politiske liv har Mogens Fog skrevet Danmark frit. 1942-46, 1947 og de selvbiografiske Efterskrift 1904-45, 1976 og Efterskrift 1946 – og resten, 1977. En kreds af hans venner udgav ved hans 60-års dag Mogens Fog. Sine meningers mod, 1964, og i anledning af Fogs 70-års dag udkom Lægen, 1979. – Af medicinskfaglige værker foreligger bl.a. Om afasi (s.m. Knud Hermann), 1941, Årsagsproblemet, 1952, Fem forelæsninger om neurologi for psykologer, 1955, Lærebog i medicinsk neurologi (s.m. C. J. Munch-Petersen), 1956 (5.udg. 1977 s.m. Bent de Fine Olivarius), The Causes of disease i Danish med. bulletin, 1958, Afatiske sprogforstyrrelser (s.m. Knud Hermann), 1961 (2.udg. 1967), Hvordan hjernen arbejder, 1964 (2.udg. 1974, norsk udg. 1965, svensk udg. 1966) samt Om neurologi (s.m. Knud Hermann), 1966.