Johannes Fibiger (læge)

Johannes Fibiger, Johannes Andreas Grib Fibiger, 23.4.1867-30.1.1928, læge. Født i Silkeborg, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). F. blev student 1883 fra Haderslev læreres skole, tog medicinsk embedseksamen 1890 og var 1891-94 assistent ved universitetets laboratorium for medicinsk bakteriologi under C. J. Salomonsen; samtidig gjorde han tjeneste som reservelæge på Garnisons sygehus og senere på Blegdamshospitalet under S. T. Sørensen. I disse år udarbejdede han sin doktordisputats, Bakteriologiske Studier over Diphteri, 1895, et for sin tid smukt arbejde hvori er foretaget en nærmere karakteristik af difteribacillen og forsøgt afgrænsning fra de såkaldte pseudodifteribaciller. Også det dengang nye spørgsmål om "sunde bacilbærere" og deres betydning for smittens udbredelse samt en praktisk bakteriologisk diagnostik af difterien behandlede F. i et par omhyggelige afhandlinger. Hertil slutter sig et arbejde (1896-97) om værdien af behandling med difteriserum, et på dette tidspunkt ret omdebatteret spørgsmål som F.s reservelægetjeneste på Blegdamshospitalet gav god lejlighed til at undersøge. Man kan for så vidt undre sig over at denne undersøgelse der omfatter 484 patienter af hvilke hveranden behandledes med serum medens resten tjente som kontrolmateriale syntes at vise serumets terapeutiske værdi da patienterne kun fik højst et par tusinde antitoksinenheder, medens man nu anser doser der er 40-50 gange så store for nødvendige. Fra bakteriologien gik F. over i den patologiske anatomi da han 1897 blev assistent på universitetets institut under C. Lange, og fungerede her til Langes død 1900. Efter konkurrence udnævntes han s.å. til professor i faget. Hans konkurrenceafhandling drejede sig om fedtdegeneration og var baseret på selvstændige eksperimentelle og histologiske undersøgelser. Fra denne tid stammer et interessant arbejde over pseudohermaphroditismus femininus externus hos mennesket med påvisning af påfaldende hypertrofi af binyrerne, et forhold der senere har vist sig gennem hyperproduktion af binyrebark-hormon at have ætiologisk forbindelse med pseudohermafroditismens udvikling. Et arbejde over tyndtarmstrikturer der tidligere var anset for at skyldes syfilis, men viste sig at være af tuberkuløs oprindelse førte F. ind på indgående studier af tarmtuberkulose særlig i relation til mælk med bovine tuberkelbaciller. Dette arbejde der fortsattes i samarbejde med C. O. Jensen blev særligt aktuelt da Rob. Koch på hygiejnekongressen i London (1901) hævdede, at de bovine tuberkelbaciller praktisk talt var uskadelige for mennesker, og de kostbare kontrolforanstaltninger derfor overflødige. Igennem F.s og Jensens samarbejde der strakte sig over en længere årrække påvistes at primær tuberkulose i tarm, halsglandler etc. ingenlunde var særlig sjælden, og at man i en række tilfælde kunne påvise bovine baciller som årsag. Den første meddelelse der altså imødegik Kochs påstand fremlagdes 1902 og efterfulgtes af beretninger på internationale møder, i Bruxelles og Kbh. 1903, Paris 1905 og Washington 1908. 1911 vendte F. endnu engang tilbage til spørgsmålet.

Den store indsats som F. har ydet i patologien samler sig imidlertid omkring kræftforskningen. I de første år af 1900-tallet var man overalt i verden begyndt i større stil at optage kampen mod kræften. Stødet hertil blev vel særlig givet af C. O. Jensens vellykkede forsøg med transplantation af hos mus og rotter "spontant" opståede kræftsvulster. Foruden de rent videnskabelige undersøgelser begyndte man også en social kamp for kræftpatienterne. Overalt dannedes kræftkomiteer der skulle sørge for organisation af den tidlige diagnostik, behandle materialet statistisk og drage omsorg for de syges behandling. 1905 havde Danmark fået sin cancerkomité, oprettet på initiativ af Den almindelige danske lægeforening og med den foreløbig beskedne opgave, bekæmpelse af livmoderkræft under gynækologen Frantz Howitz' ledelse. Allerede 1907 udvidedes området dog til alle former for kræft, og C. O. Jensen blev komiteens formand, F. næstformand hvem det overdroges at foranstalte en optælling amtsvis af samtlige kræftpatienter i landet. F. gennemførte opgaven med stor energi idet det lykkedes ham at få svar fra over 99 pct. af landets læger.

Gentagne gange har F. givet beretning om resultatet af det til diagnostisk undersøgelse indsendte materiale. Under dette arbejde førte en heldig begivenhed ham ind på et meget betydningsfuldt felt: nogle rotter der var podet med tuberkulose viste sig ved obduktionen at have vortelignende svulster i formavens slimhinde. I svulsterne fandtes nogle små rundorme, og et beundringsværdigt grundigt og systematisk arbejde viste nu at rotterne inficeredes med en hidtil ukendt rundorm (kaldet Spiroptera neoplastica) når de åd kakerlakker i hvis muskulatur larverne levede. I rottens mavesæk udvikledes larverne der som voksne trængte ind i slimhinden og her i et vist antal tilfælde frembragte ægte kræftsvulster. For første gang var det således lykkedes vilkårligt at frembringe kræft hos forud sunde dyr, en opdagelse af stor metodologisk betydning for det nærmere studium af kræftcellerne. Undersøgelserne som F. med en beundringsværdig resignation først fremlagde 1913, sekssyv år efter den første iagttagelse og efter at alt var oplyst i alle enkeltheder vakte den største opmærksomhed verden over. De gav stødet til at japanske forskere nogen tid senere påviste at også stenkulstjære kan frembringe kræft på huden af kaniner og hvide mus der pensles daglig gennem flere måneder. Disse forsøg blev optaget og udvidet af F. og hans medarbejdere og førte til klarlæggelse af mange betydningsfulde enkeltheder. Den gamle Virchow'ske lære om at kræften skyldtes en "Reiz"-påvirkning af cellerne af forskellig art syntes herved at have vundet bekræftelse i modsætning til så mange andre hypoteser. F. var 1922 blevet formand for cancerkomiteen efter at han allerede 1908 da der stiftedes en "Internationale Vereinigung für Krebsforschung" var blevet denne sammenslutnings viceformand. Fra 1913 til 1920 da foreningen efter fredsslutningen opløstes var han dens formand. Man havde vel håbet på ny at få det internationale samarbejde i gang med F. som leder da hans død (af en snigende tarmkræft) brat afbrød alle forhandlinger.

Efter sin store opdagelse blev F. hædret fra alle sider. Han optoges som medlem af Videnskabernes selskab 1916 og udnævntes til æres- eller korresponderende medlem af en række udenlandske selskaber. 1925-26 var han universitetets rektor. 1915 fik han tildelt Martin Salomonsens præmielegat og 1923 den Nordhoff-Jungske internationale kræftpris. 1927 udnævntes han til æresdoktor ved universitetet i Louvain, og et par måneder senere viste universitetet i Paris ham samme æresbevisning. Endelig modtog han i okt. s.å. Nobel-prisen for sine arbejder over Spiropterakræften. Han var da allerede en dødsmærket mand, men havde vistnok først få dage før sin død forståelse af sygdommens karakter.