Johannes C. Melchior, Johannes Christian Melchior, 13.11.1923-7.8.1995, læge. Johannes C. Melchior blev 1942 student fra Horsens og fik lægevidenskabelig eksamen fra Kbh.s universitet 1950. Under uddannelse ved forskellige københavnske hospitaler blev han hurtigt interesseret i behandlingen af barnets sygdomme. Efter 1955-56 og 1960 at have været klinisk assistent ved Rigshospitalets ambulatorium for cerebral parese opnåede han reservelægestillinger hos inspirerende chefer som Oluf Andersen (1901-69), Dr. Louises børnehospital, og Preben Plum (f. 1906), Rigshospitalet. I disse år fik han tiltagende interesse for den neurologiske problematik inden for barnealderens sygdomme. 1960 blev han speciallæge i børnesygdomme og året efter forsvarede han ved Kbh.s univ. den internationalt højt vurderede disputats: Pneumoencephalography in atropic brain lesions in infancy and childhood. De følgende år publicerede Johannes C. Melchior en række værdifulde studier over neuromedicinske børnesygdomme med særligt henblik på epilepsi, på åndelig retardering og på spastiske lammelser. Efter ansættelser 1961 og 1964-66 som vikar for assisterende overlæge ved Rigshospitalets børneafdeling blev Johannes C. Melchior 1966-69 assisterende overlæge og 1969-71 overlæge dér samt lektor i pædiatri ved Kbh.s universitet. Efter et mellemspil 1972-74 hvor han var overlæge ved Kbh.s amts sygehus i Gentofte på afdelingen for børnesygdomme, hvor han 1971 var blevet professor i pædiatri ved sektion V under Kbhs. univ., blev han 1974 overlæge ved Rigshospitalets børneafdeling og professor i pædiatri ved sektion IV. Han fortsatte som overlæge til 1992 og som professor til 1993.

Sideløbende med sit lægevirke påtog Johannes C. Melchior sig en række organisatoriske hverv såvel i foreninger som på universitetet. 1960-77 medlem (formand 1971-77) af Foreningen for spastisk lammedes læge- og specialistråd, af foreningens hovedbestyrelse fra 1972, formand 1977-93, af lægerådet i Dansk epilepsiforening fra 1968. 1972-75 formand for Dansk pædiatrisk selskab og medstifter og formand for Nordisk neuropædiatrisk selskab 1972-86 og medstifter og formand for Dansk neuropædiatrisk selskab 1986-88. Fra 1969 medlem (formand 1972-73) af det lægevidenskabelige studienævn, 1974-79 medlem af konsistorium, 1974-83 af det lægevidenskabelige fakultetsråd, 1975-77 dekan, fra 1976 medlem af Rigshospitalets lægeråd, dets næstformand 1979-81. Fra 1978-90 sundhedsstyrelsens rådgiver i pædiatri. Alligevel opbyggede Johannes C. Melchior på forbilledlig vis en stor fremadskridende multispeciale-præget børneafdeling på Rigshospitalet samt publiceret en lang række studier om pædiatri og børneneurologiske emner – men også populære værker som De små mennesker i familien I-V (s.m. Birgit Pouplier), 1976-78 og Politikens bog om barnet, 1981.

Familie

Johannes C. Melchior blev født i Horsens (Klostersgade).

Forældre: lærer ved teknisk skole i Horsens, senere rektor sst., Jørgen M. (1894-1959) og Edith Alfrida Krøldrup (1901-73). Gift 18.2.1950 i Århus (Vor Frue) med cand.jur. Jytte Stock, født 3.2.1919 i Århus, d. af grosserer Paul Vilhelm Theodor S. (1889-1965) og lærer Bodil Partsch (1894-1970).

Udnævnelser

R. 1979. R1.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1961 174f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig