Jannik Bjerrum, Jannik Petersen Bjerrum, 26.12.1851-2.7.1920, oftalmolog. Jannik Bjerrum blev student 1869 fra Ribe og tog medicinsk embedseksamen 1876. Han kom hurtigt ind på studiet af øjensygdomme under vejledning af Edm. Grut ved hvis klinik han var assistent 1879–84. 1884 blev han bestyrer af afdelingen for øjensygdomme ved Københavns poliklinik i Havnegade og snart efter af kommunehospitalets øjenklinik til hvis oprettelse han selv gav stødet. Disse stillinger opgav han dog allerede 1886 da han blev medbestyrer af Gruts øjenklinik i Havnegade hvis eneledelse han overtog ved Gruts død 1907.

1896 trådte Grut tilbage fra professorstillingen ved universitetet, og Jannik Bjerrum der allerede 1882 havde udgivet sin disputats fulgte ham 23.4.1896 som oftalmologisk professor således at universitetsundervisningen vedblivende foregik ved den store privatklinik i Havnegade som Grut og Bjerrum ledede. Udnævnelsen forceredes igennem af Grut uden konkurrence; Jannik Bjerrum var den bedst kvalificerede, navnlig hans to lærebøger gav ham en forrang. Først 1910 da Jannik Bjerrum 1.2. fik sin afsked fik universitetet sin selvstændige afdeling for øjensygdomme på Rigshospitalet.

Jannik Bjerrum var formand i Det københavnske oftalmologiske selskab 1900–03 og blev 1900 medlem af Det kgl. norske videnskabernes selskab. Bjerrums slesvigske afstamning prægede ham med en trods sin stilfærdighed stærk national følelse der gjorde at han følte det som en pligt og ære at lade sine videnskabelige arbejder komme på dansk og over for udlandet fremtræde som danske; han var medredaktør 1888–92 af Nordisk oftalmologisk Tidsskrift og 1893–96 medudgiver af Medicinsk Aarsskrift. Hans person og arbejder prægedes af en logik som aldrig blev påtrængende og en "bon sens" som aldrig svigtede. Hans videnskabelige arbejder behandler overvejende de oftalmologiske funktionsundersøgelser; hans disputats om formsans og lyssans ved forskellige øjensygdomme (1882) førte ham til hans hovedarbejde, udarbejdelsen af den metode til synsfeltundersøgelse (1889) som bærer hans navn og som har vist sig fortsat levedygtig både i Danmark og i udlandet.

Til trods for at Jannik Bjerrum ikke besad store evner for studenterundervisning prægede han dog sine nærmere elever stærkt, og gennem sin persons, sin videnskabs og sin behandlings redelighed og tilforladelighed blev han skoledannende for den følgende generation af øjenlæger.

Familie

Jannik Bjerrum blev født i Skærbæk i Vestslesvig, døde i Hellerup og blev begravet sst.

Forældre: farver og gårdejer Niels Janniksen Bjerrum (1826–80) og Christiane Degn (1826–77). Gift 16.5.1878 i Kolding med Anna Kathrine Lorentine Johansen, født 22.8.1856 i Kolding, død 28.9.1941 i Hellerup, d. af snedkermester Andreas Lorentz J. (1830–1916) og Margrete Sørensen (1834–91). – Far til Niels Bjerrum.

Udnævnelser

R. 1903.

Ikonografi

Skitse af P. S. Krøyer.

Bibliografi

Selvbiogr. i univ. progr., nov. 1882 62. – Otto Gertz i Ugeskr. for læger 82, 1920 889–91. K.K.K. Lundsgaard i Hospitalstid. 63, 1920 445–48. G. Norrie: Dansk oftalmologis hist., 1925 184–94

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig