Ib Ostenfeld

Ib Ostenfeld, 13.4.1902-7.2.1995, læge, forfatter. Født på Frbg. (Skt. Lukas). O. blev student fra Frbg. gymnasium 1920 og tog med. eksamen fra Kbh.s univ. 1929. Efter kandidatuddannelse ved psykiatriske og medicinske afdelinger i Kbh. og Odense blev O. 1938 speciallæge i psykiatri og neurologi efter at have været reservelæge bl. a. hos K. H. Krabbe på kommunehospitalet og Viggo Christiansen på Rigshospitalet. O., der allerede 1933 havde skrevet Om Angst-Begrebet i S. Kierkegaard: Begrebet Angst, forsvarede 1937 for den medicinske doktorgrad en dybtgående patografisk studie J. Th. Lundbye. El Stemningslivs Historie. Studier over lette manio-depressive Tilstande. Dette betydningsfulde arbejde om en kunstners sygelighed og den kulturhistorisk prægede belysning af sygelige træks indflydelse på hans personlighed og på hans udfoldelse som kunstner blev indledningen til en række grundige, smukt tegnede, hjertevarme patografiske studier af en lang række andre personligheder som kommunelægen R. Kjer-Petersen (1955), Poul Kierkegaard (1957), Charles Darwin (1959), forfatteren H. E. Schack (1959), lægen N. C. Møhl, Herman Bang og Albert Schweitzer (1966), professor Knud Pontoppidan (1955, 1978), H. C. Andersen (1978), tegneren Fritz Jürgensen (1980), foruden at O. uddybede sine første arbejder om Søren Kierkegaard (1972): Søren Kierkegaards Psykologi, eng. udg. Montreal 1978), om J. Th. Lundbye (1977) og om Undtagelsesmennesket, Patografien en legitim Videnskabsgren, 1979. – 1941-49 hvor O. var chef for Frbg. hospitals psykiatriske afdeling publicerede han arbejder om psykiske symptomer ved hjernelapsprocesser (1940erne), om den nyvurderede thyreofile konstitutionstype (1942), om eksatisk sindssygdom (1944) og var samtidig privatdocent for psykologistuderende ved Kbh.s univ. (1946-50). Efter en for O. bitter forbigåelse (Ugeskrift for Læger 1950: 112) blev han overlæge ved sindssygehospitalet i Vedsted 1951-59 hvor han fik gennemført en række reformer, samtidig med at han tog påskønnet del i retspsykiatrisk arbejde. O. trak sig efter eget valg tilbage fra stillingen i Vedsted for i stedet at overtage overlægeposten ved statens plejehjem for sindslidende i Ballerup der ved direktør L. le Maires mellemkomst fik status som en selvstændig chefstilling. Trods stor arbejdsbyrde i disse år nåede O. at publicere en række følsomme, livsanskuende studier hvor han lagde vægt på at knytte de psykiske lidelser til den øvrige medicin særligt til neurologien og nervesystemets funktioner. I arbejder som Studier over Tvangstankelidelserne, 1950, Endokrinologiske Konstitutionstyper, 1967, Psykoide Tilstande, 1969, Psykiatrisk begrebslære, 1972, Temperament og konstitution, 1977, har O. lagt vægt på udforskning af grænseområderne mellem sygt og sundt og fordybet sig i det nedarvede temperaments betydning for personlighedernes sjælelige udvikling idet han opfattede Freudianismen som en blindgyde. Ved skildring af talrige sygehistorier og selviagttagelser har han søgt dokumentation for sin forskning. Han har også skrevet forslag om anvendelse af donorprincippet i kræftbehandlingen. Han har været en flittig anmelder ved aviser og fagskrifter og har skrevet en række biografier i 2. og 3. udgave af Dansk biografisk leksikon om psykiatere og neurologer.

Sideløbende med sit fagvidenskabelige arbejde har O. gennemført et humanistisk forfatterskab af sjælden lødighed. I subjektivt bevægede tanke- og stemningsbilleder, sammenføjet med intime iagttagelser har han i klassisk prosa fornyet ældre dansk tænknings psykologiske interesse og dens fra P. M. Møller og Søren Kierkegaard arvede kritiske holdning over for systemdannelser. Fra Det bundne Menneske, 1941 og Det besjælede Univers, 1949 til Fortrolige samtaler, 1980 har han søgt læsere blandt dem "hvis åndelige fornødenhed er delt mellem tankens tvelys og inderlighedens fordybelse". Bag de nedstemmende træk i tidens ydre billede finder han "kimsætninger af varig værdi". Den egensindige Rejsende, 1955 vil fastholde "en åndelig virkelighed bag denne verdens tilsyneladelser" for at befri mennesket for "nutidens angst og fundamentale utryghed". Observationer fra Vinduesposten, 1961 afviser freudianernes dogmatiske symbolisme og den rent biologisk orienterede sjælelære "der afkobler kærligheden fra personligheden og bidrager til de unges sjælelige forarmelse". Udenfor Alfarvej, 1963 følger Kierkegaards "sviende appel til redelighed" og tegner karakteristiske skitser fra et rodløst nutidsliv. Dr. Tobias' filosofiske Breve, 1965 fortsætter skitserne og antyder i en kierkegaardsk konvolut de kår en idealistisk forsker kan møde i den kollegiale andegård. Livsfangen, 1968, lader forstå, at der i mit land ingen forbindelse er mellem religion og det der går under navnet kultur" og belyser med indslag fra eksistentialismen "livets grundvilkår, som den oprindelige kristendom taler utilsløret om". En gennemgående betragtning, der også gælder de nævnte patografier, er at mennesket aldrig kan beskrives ved rationelle metoder alene. Som den moderne fysik anvender billeder for at beskrive sine ofte selvmodsigende iagttagelser, må menneskets "altid truede tilværelse" belyses gennem digtning og poesi. Jævnligt indflettes fortrolige skildringer af store sjælekendere, St. St. Blicher, Jonas Lie, F. Dostojevskij, G. Fröding og morbrødrene Morten og Henrik Pontoppidan. Helt selvstændig har O. fjernet sig fra Harald Høffdings lyse tro på "værdiernes beståen" og hævder behovet for en nyvunden spiritualisme i et materialistisk tidehverv. Med deres udogmatiske holdning og den stille fromhed over for livets mysterium er disse tanker nært beslægtet med Valdemar Vedels Nikodemus' Skriftemaal og synes med deres intensive forsøg på at forene tro og viden at varsle en indre fornyelse af den af positivismen tilsidesatte religiøst-humane kutursynthese. Af O.s værker kan desuden nævnes: Den lange Pilgrimsrejse, 1951, En Rose fin og fager, 1952, Provincialbreve, 1954, Eroica (hyldest til Ole Chievitz), 1964, Det indre lys, 1975 samt talrige kronikker og afhandlinger i tidsskrifter. Fra 1960-75 har O. været tilsynsførende psykiater ved skolehjemmet Godhavn, fra 1965-70 tillige ved skolehjemmet Unnerupgård. 1956 modtog han Selskabet for de skiønne og nyttige videnskabers forfremmelses årspris, 1976 Knud Højgaards fonds hæderspris og s.å. Gads fonds hædersgave. 1954 holdt O. Sven Muller-forelæsning ved Odense universitet hvor han senere (1974 og 1977) holdt gæsteforelæsninger, henholdsvis om en skizofreni-teori og om Knud Pontoppidan.